Læsetid: 4 min.

Louisianas Gabriele Münter-udstilling vækker lyst til at se mere af hendes kunst

Louisianas præsentation af Gabriele Münter forsøger at vise hendes kunstneriske proces og påvirkningskilder, men kommer til at svigte selve kunsten
»Louisianas udstilling demonstrerer meget fint, hvordan Gabriele Münter anvendte f.eks. børnetegninger som direkte forlæg for kompositioner af nogle af sine malerier for derved at frigøre sig fra visuelle konventioner.« skriver Rune Gade.

»Louisianas udstilling demonstrerer meget fint, hvordan Gabriele Münter anvendte f.eks. børnetegninger som direkte forlæg for kompositioner af nogle af sine malerier for derved at frigøre sig fra visuelle konventioner.« skriver Rune Gade.

Jean-Christophe Verhaegen

8. maj 2018

Det er en fantastisk og udfordrende billedkunstner, Louisiana præsenterer dette forår. Gabriele Münter (1877-1962) tilhørte avantgarden i Tyskland i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor hendes malerier bevægede sig fra nydelige impressionistiske arbejder til voldsomme ekspressive værker, med reduceret realistisk figuration til fordel for dramatiske farvesammensætninger og en vægtning af den rene farve.

Münters bedste malerier er spillevende leg med farven som ekspressionskraft og affektiv valør, fulde af ækvilibristiske eksperimenter med uhørte farvekombinationer. Det er – som en definition på ekspressionismen lyder – verden set gennem et temperament. Selv med 100 år på bagen stråler temperamentet og synsbegejstringen ud af billederne, smittende og forelsket.

Men det er i høj grad også verden set gennem billeder, altså andre billeder, for Gabriele Münter var om nogen en velorienteret kunstner, der hele sit liv rejste og opholdt sig i længere perioder en række forskellige steder, herunder også flere år i Danmark.

Hun stiftede på den måde bekendtskab med verden, med verdenskunsten og med en række vigtige kunstnere. Gabriele Münter var for sin tid en verdenskvinde, velbevandret i samtidskunsten og dens internationale strømninger, men også med en dyb interesse for populærkulturens billeder og folkloristiske billedtraditioner og børnetegninger.

Følelseslandskaber

Hun brugte denne viden om billeder direkte i sin egen kunst. Selvom hun var en udpræget plein air-kunstner, der ofte malede sine motiver i felten, arbejdede hun også med at inkorporere andre visuelle forlæg i sine værker.

Louisianas udstilling demonstrerer meget fint, hvordan Gabriele Münter anvendte f.eks. børnetegninger som direkte forlæg for kompositioner af nogle af sine malerier for derved at frigøre sig fra visuelle konventioner.

Hendes motivverden er primært landskaber og portrætter, men også stilleben og interiørmotiver malede hun mange af. Nogle af hendes landskaber og interiører tenderer den rene abstraktion, og der er altid en meget udtalt interesse for farven, frem for figurationen.

Med farverne modellerer hun følelseslandskaber op, som ganske vist ejer topografiens fokusering på landskabets karakter, men snarere viser dets ånd, end dets eksakte, geologiske egenart.

Det er landskaber, der handler lige så meget om kærligheden til oliefarverne og deres egenskaber, som om kærligheden til de prospekter, der afbildes. Den gentagne afbildning af udsigten over hustagene, græsmarkerne, bjergtoppene og skyformationerne malet fra et vindue, bliver anledninger til at undersøge farvevirkninger og effekterne af penselstrøg.

Ekspressivt maleri

Gabriele Münters billedverden er ikke uden grund informeret af billedformer, der går mindre traditionsbevidst til værks. I folkekunsten og børnetegningen fandt hun en uskyld eller naivitet, som kunsttraditionen ikke besidder. Som Isabelle Jansen skriver i det grundige og velskrevne katalog, så sondrer børn ikke mellem den indre og den ydre verden på samme måde som den voksne, hvorfor »de ikke har nogen forbehold over for at visualisere deres følelser i billeder«. 

Netop dette aspekt af en besjælet og emotionel form for afbildning optager Münter. Hun låner masser af materiale af folkekunst og børnekunst – som hun ligefrem samlede på – for at frigøre sig fra traditionen og komme tættere på et autentisk følelsesfuldt maleri.

I den henseende er Gabriele Münter i sin praksis på linje med de øvrige stiftere af kunstnergruppen Der Blaue Reiter, som hun var medlem af. Sammen med blandt andre de russiske kunstnere Alexej von Jawlensky og Vasilij Kandinskij skabte Gabriele Münter med Der Blaue Reiter, i begyndelsen af 1910’erne, et kunstnerisk fællesskab omkring et ekspressivt maleri, der indoptog kompositoriske træk fra folkekunsten, frem for den etablerede kunsttradition.

Kunstnergruppen blev en af de væsentligste fornyere af maleriet i begyndelsen af det 20. århundrede på grund af deres uortodokse og undersøgende metoder, der lagde vægt på de følelsesmæssige og åndelige virkninger af farver og kompositioner.

Louisianas præsentation af Gabriele Münter belyser hendes optagethed af andre billedformer end de kunstneriske ved at inddrage og præsentere en række kilder og forlæg. Derved får udstillingen et noget kulturhistorisk og spraglet præg, der ikke altid gavner de æstetiske kvaliteter i Münters værker.

Hendes passionerede forhold til det unge filmmedie vises for eksempel i udstillingen gennem projiceringer af levende, sort-hvid film side om side med malerier, hvilket er en udstillingsæstetisk sammenstilling, der ender med ikke at yde nogen af medierne retfærdighed.

Sammensat udstilling

Meget mere spændende er præsentationen af en mindre kendt side af Gabriele Münters virke, nemlig hendes fotografier. I 1898 rejste hun som ganske ung sammen med sin storesøster til USA for at besøge familie, og fik et såkaldt Bull’s Eye-bokskamera fra Kodak foræret. Under rejsen i USA tog Münter omkring 400 billeder med det lille og nemt betjente kamera, hvoraf et mindre udvalg er med på Louisiana.

Det er fotografier, der, ud over at have dokumentarisk interesse, tydeligt demonstrerer hendes store talent som billedmager. Kompositionerne er præcise og sikre, motiverne ofte underfundige, humoristiske og legende. Det havde været spændende at se meget mere af denne side af Münter, som udstillingen desværre kun giver en lille smagsprøve på.

Med sine 140 værker, der strækker sig fra den tidligste ungdom til senværkerne, giver udstillingen et godt indblik i Gabriele Münters vedvarende billedkunstneriske eksperimenter. Men den stærkt kontekstualiserende fremstilling sker ikke uden omkostninger for de æstetiske kvaliteter i værkerne.

Det er som om, den æstetiske erfaring af værkerne ofte bliver underordnet et mere didaktisk projekt, der handler om at påpege forbindelser mellem forskellige billedtyper, og mellem biografi og værk.

Det er en hensigt, der ikke i sig selv er noget galt med, men som åbenlyst er lettere at realisere i bogform end i udstillingsmediet. Udstillingen veksler mellem et fokus på kunsten og et fokus på kunstens kontekster på en måde, der i sin sammensathed og materialemæssige diversitet ikke gør noget godt for kunstoplevelsen.

Gabriele Münters bedste værker er imidlertid så livfulde og markante, at de overlever den udfordrende iscenesættelse og stråler os i møde med deres intensive farvedramaer. Vigtigst af alt giver udstillingen lyst til at se meget mere af Gabriele Münters kunst.

Gabriele Münter. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 19. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu