Læsetid: 5 min.

Mads Brüggers sanktbernhardshunde er sjove og triste

Mads Brüggers fiktionsfilmsdebut med Den Korte Radioavis’ Rasmus Bruun og Frederik Cilius føles som Gøg og Gokke plus Borat møder ’Lost in Translation’ og ’Klovn’. Takket være rutineret manuskriptstyring og et dryp af faktisk inderlighed bliver det mere end impro-blær fra klassens frække drenge, men også en ensomhedsfortælling om aldrig nogensinde at passe ind
Mads Brügger og co. giver os med ’Sankt Bernhard Syndikatet’ et fnis over et kulturelt sammenstød, hvor alle er lidt fjollede, lidt stakkels, lidt ved siden af sig selv og hinanden - men også sammen. 

Mads Brügger og co. giver os med ’Sankt Bernhard Syndikatet’ et fnis over et kulturelt sammenstød, hvor alle er lidt fjollede, lidt stakkels, lidt ved siden af sig selv og hinanden - men også sammen. 

Jonas Berlin

9. maj 2018

Der er noget både ret usædvanligt og ret forudsigeligt ved Mads Brüggers debut som fiktionsfilminstruktør. Det føles forfriskende nyt at lade en dansk film udspille sig og blive filmet on-location i Kina. Er det overhovedet sket før?

Og historien om to tidligere og nu fortabte Herlufsholm-elever, der rejser til gigabyen Chongqing med en drøm om at sælge sanktbernhardshunde (»Vestens pandaer«) til landets voksende middelklasse, er anderledes – på samme måde som en film af Aki Kaurismäki er det. Roligt mærkværdig. Mennesker gør sære ting. Det er både smukt og dejligt tømt for åbenlys mening.

Og så har filmen, Sankt Bernhard Syndikatet, placeret sine to fiktive karakterer med et ofte håndholdt kamera i nakken blandt en bunke medvirkende i Kina, som med få undtagelser ikke aner, at de er med i en spillefilm, men som tror, at de rent faktisk snakker med – og arbejder for – to danske og mærkværdige entreprenører.

Det er den slags filmfidus, der vist heller ikke er set helt sådan før, men som bringer mindelser om Borat – den grænseoverskridende komiker Sacha Baron Cohens fiktive vanvidsjournalist fra Kasakhstan i filmen af samme navn – men som også bare føles vild og rock’n’roll – som en naiv drøm om at kunne lave en fed fiktion på et par flybilletter og med et enkelt kamera i nakken.

Tintin i Congo

Når man så kender Mads Brüggers lange virke som dansk dokumentarfilms selviscenesættende fidusmager, giver det mening, ja, så føles grebet faktisk forventeligt.

Tag hans forkærlighed for at lade kulturer og miljøer ramle mod hinanden, hans glæde ved at lege med vestlige karikaturer og udstille dem i 'fremmede lande', tag hans evne for vanvittige og fængende setups og ideer i sit dokuarbejde, i Den 11. time og i rollen som kanalchef på Radio24syv, tag hans antropologiske, eksotiserende indlogeringsreportageserier fra P1-tiden og hans mockumentary-agtige tilgang som dokumentarfilmsinstruktør i bl.a. Ambassadøren om det afrikanske diamantmarked, hvor han iscenesætter sig selv som en anden Tintin i Congo og performer alle kolonialistens rædderligheder.

Og tag prisvindende Det Røde Kapel. Her foregiver Brügger sammen med to danske komikere under et besøg i Nordkorea at være en skuespillerltrup, hvilket betyder, at de konstant må spille komedie og blive i rollen og for enhver pris ikke må afsløres. Selvfølgelig skal den slags dokumentarinstruktørs første fiktionsfilm laves som et akavet, etisk på grænsen og småfarligt setup.

Og når man så kender filmens to skuespillere, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der giver den som henholdsvis hidsig kvindelig seniorkorrespondent og politisk korrekt-forvirret nyhedsredaktør i Radio24syvs allerede legendariske Den Korte Radioavis, hvor de rapporterer satirisk og drilsk-sandfærdigt om dagens nyheder og sladder, så giver det også sig selv, at netop de to skal lege videre med den frygtløse buldren rundt i virkeligheden.

Og at de skal udnytte deres i årevis og på daglig basis opøvede evne til at improvisere derudad foran og med folk, der ikke helt ved, hvad der foregår. Netop de to må være landets mest rutinerede til at gøre netop det – som frygtløse eksperter udi spontant at kunne fremkalde pinlighed, latterlighed og akavethed i enhver situation.

På en anden måde føles det altså ikke som kulturslubrende dansker som en vild eller som sådan frisk sag at forestille sig disse tre frække drenge i klassen lave Sankt Bernhard Syndikatet. Og man aner også farerne ved, at Den Korte Radioavis’ mudrede grænse mellem kritisk skarp satire og ubehagelig og uvenlig latterliggørelse skulle blive det eneste mudderhul, filmen ville soppe rundt i – i impro-blæret sjovhed med distance. Og man kan ane faren for, at det skrøbelige produktionskoncept ville ende med at drukne, når det skulle indsættes i den voldsomme dramaturgiske ramme, som en fiktionsfilm er. 

Det går

Men det går. Det går faktisk ret godt. Dels – måske i særdeleshed – fordi filmens manuskriptforfatter Lærke Sanderhoff, der i løbende kontakt har skrevet fra Danmark med det lille improviserende filmhold på optagelse, har været i stand til at holde fortællingen akkurat stram nok og spændende og rørende nok til, at hele baduljen ikke er blevet ustyrlig og ukærlig.

Rasmus Bruun spiller den trøstesløse møbelsælger Rasmus, der har arvet lidt penge efter sin fars død, og som i ensomhed og efter en ALS-diagnose bliver overtalt af en gammel klassekammerat, Frederik (spillet af Frederik Cilius) fra Herlufsholm, til at investere i hans hundeprojekt.

Frederik er en stakkels rigmandssøn, hvis far ligner sin Sankt Bernhardhund. Frederik vil gerne sælge den slags hunde til det kinesiske marked, men er ifølge faren elendig til forretninger. Så Frederik stjæler hunden, Dollar, med til Kina. Det vil jo så faktisk sige: Han stjæler på en måde sin far fra sin far og nusser og pusser med den og bliver jaloux, når andre nusser for meget med den. Og han vil bevise sit værd som forretningsmand ved at reproducere den ud over hele Asien.

Jeg ved virkelig ikke, hvad Freud vil sige, men der er noget komisk og enormt trist over alt dette. Der strømmer tårer fra sanktbernhardshundens mundvig. Sankt Bernhard Syndikatet er også en ensomhedsfortælling om aldrig nogensinde at kunne passe ind.

Filmen er, ikke overraskende og til tider trættende, på evig jagt efter pinlighedseffekt, eksempelvis når Rasmus udviser en særlig semiperverteret fetich for at løfte på kinesiske kvinder, eller når han – grufuldt plat – skyder sig selv i nosserne med en konfettikanon. Men der er også en ømhed mellem de to, og rene øjeblikke af eksistentiel forvildelse og tristesse. Der er Rasmus’ desperation, når hans sygdom rykker og river i ham. Og der er Frederik, der drikker og daffer tavst rundt som en såret hund. I de øjeblikke er de to som Gøg og Gokke i en absurdkomisk version af Lost in Translation med dens melankoli og triste forbundethed i en fremmed storby.

Og det der med at spille skuespil omkring folk føles mest som en behændig måde at hapse virkelighedens frugter på, når man tumler ind i virkeligheden. Det er umuligt selv at finde på, at en forretningspræsentation i et storcenter skal garneres af en flok dansende småpiger efterfulgt af en »amazing tea artist«, der kan lave fagter, mens han hælder te op.

Men det er dét, den 22-årige kinesiske assistent Beyond, som Rasmus og Frederik har hyret, finder på, da hun får frit slag til at gøre showet ekstraordinært. Så sådan bliver det. Og så er det faktisk sjovt nok. Så giver Brügger og co. os også et fnis over et kulturelt sammenstød, hvor alle er lidt fjollede, lidt stakkels, lidt ved siden af sig selv og hinanden – men også sammen. Så er det hele i al sin gøgl og leg faktisk lidt smukt og dejligt tømt for åbenlys holdning og mening.

’Sankt Bernhard Syndikatet’. Instruktion: Mads Brügger. Manuskript: Lærke Sanderhoff. Dansk. Biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Nøj hvor er vi kække og frække så længe det ikke koster noget.