Det tegnede til at blive en uhørt spændende koncert – indtil for et stykke tid siden. Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som døde i 2016, efterlod en koncert for violin og klaver, og den skulle uropføres sammen med et andet posthumt udgivet orkesterværk, Gustav Mahlers 10. symfoni i Deryck Cookes version.
Med andre ord to komponisters sidste værker, som på sæt og vis rækker ud over døden. Holmgreens dobbeltkoncert blev imidlertid trukket tilbage og erstattet med en klaverkoncert af Mozart. Ovenikøbet nr. 26 med titlen Kroningskoncerten, som ved den søde grød er blandt hans mindst inspirerende i genren.
Hvis så dirigenten Nicholas Collon og solisten Louis Schwizgebel havde haft overraskelser i ærmet, kunne jeg havde forvundet skuffelsen, men det var ikke tilfældet. Musikken er dygtigt komponeret, men også for forudsigelig på sin vej gennem koncertformen, og sådan blev der spillet: net, upåklageligt, lidt stift som en besjælet spilledåse, uden at bevæge sig ud på de vilde vover.
Men så kom Mahler, og det var en ganske anden sag. Her fik den unge englænder udfoldet sit udmærkede talent for at styre et kæmpeorkester, den sagnomspundne symfoni var hørbart en hjertesag for ham, og radiosymfonikerne stod for en engageret og kompetent præstation. Det er et svært håndterligt værk, for noget er 100 procent Mahler, og en hel del er mere Cooke, og det kræver faktisk en betydelig praktisk erfaring med Mahlers univers at kunne skabe et helhedspræg i løbet af de fem satser.
Almas affære
Det ligger ligefor at høre Mahlers sidste fuldendte symfoni, nummer ni fra 1909, som hans afsked med livet og musikken. Manuskriptet indeholder adskillige notater som »O skønhed! Kærlighed! Farvel, verden, farvel!«, og den afsluttende adagio ender i en stille, gribende opløsning. Men Mahler lagde sig ikke ned og døde. Han passede sit arbejde i New York, han uropførte sin monstrøse 8. symfoni i München, og han begyndte i al hemmelighed på denne nye symfoni i sommeren 1910, men nåede ikke at fuldende den inden sin død i maj 1911 som følge af en hjerteklapbetændelse.
Det er umuligt at se bort fra Mahlers privatliv i 1910, når man beskæftiger sig med symfonien. Han blev vidende om sin hustru Almas affære med den unge arkitekt Walter Gropius, hans svage hjerte havde svært ved at klare også dette slag, den ældste datter var død af difteri i 1907, og det gik endda så vidt, at Mahler søgte konsultation hos Sigmund Freud i dennes sommerferie i Holland. I fortvivlede nødråb på skitserne til symfoniens satser væsker krisen som et åbent sår, et sted står der »Ak! Ak! Ak! Lev vel mit strengespil! Lev vel! Ak! Ak!«, der er hentydninger til dødsmusik af andre komponister og til en identifikation med Jesus, der dør på korset.
Efter Mahlers død opstod rygtet om, at han havde ønsket, at alle hans manuskripter og skitser skulle destrueres. Det ønske efterkom Alma nu ikke. Med hensyn til den 10. symfoni forelå den første sats – en adagio – fuldt instrumenteret. De fire øvrige satser befandt sig på de indledende stadier i hans vanlige kompositionsproces. Hvis en anden komponist eller en musikforsker skulle forsøge at fuldende værket, ville det uafladeligt kræve en medkomponerende procedure.
Ville Mahler have billiget det? Næppe. Store dirigenter, som kendte Mahler godt – Bruno Walter og Willem Mengelberg – mente, at det var uacceptabelt at opføre bare adagioen, det ville være imod hans identitet som komponist.
Men adskillige musikfolk har sat sig for at gøre symfonien egnet til opførelse, i flere tilfælde tilskyndet af Alma. Og den i dag mest anvendte komplette udgave blev udarbejdet af briten Deryck Cooke, han kaldte sit tredje forsøg fra 1976 a performing version og mente dermed, at den ikke skulle høres som Mahlers autentiske værk som sådan, men snarere som en fremlæggelse af symfoniens idéverden i en forhåbentlig meningsfyldt sammenhæng. Det var denne version, vi hørte med Collon og radiosymfonikerne.
Ild og vandprøve
Den indledende adagio foreligger altså fuldt instrumenteret, hvilket ikke er det samme, som at Mahler var færdig med den. Men det er klart den mest tilfredsstillende sats. Her hører man virkelig komponistens stemme helt ud i de mindste filigraner. Han betragtede denne langsomme satstype som en højere form end alle andre, et sted, hvor alt bliver opløst i en væren og en ro, og her føjer han nyere dimensioner til.
Den er mere grænseoverskridende end i adagioen fra den 9. symfoni. Den svinger mellem den rigt harmoniserede tonalitet og den fremmedgørende atonalitet, hvor Mahler skuer ind i sin yngre ven og kollega Arnold Schönbergs verden – som han sagde, at han respekterede, men ikke rigtig forstod.
Med levende gestik førte Nicolas Collon orkestret gennem denne ild- og vandprøve. Den indledende andantemelodi i bratscherne kom ensomt, nøgent og mystisk, som en fortsættelse af deres hendøende replik i den foregående symfonis allersidste takter.
Det var et smukt oplæg til den bevægende ansats af adagiomelodien i hele strygerkorpset med den sakrale støtteklang i de tre basuner. Og da de to violingrupper placeret på hver side af dirigenten begav sig gennem Mahlers stærkt ekspressive linjer, var der kun en ting, som savnedes: at grupperne havde været lige store, 16 eller gerne 18 i hver, for snart er den ene højt svævende over den anden, og snart er det omvendt.
Sigtet var klart. Afsnittene blev bygget fint op, udtrykskaraktererne skiftede levende og præcist, hen til den sidste dels gevaldige toneophobning, først i en flammende koral, som så svækkes og afløses af en endnu voldsommere klangflade. En akkord med ni forskellige toner med solotrompetens høje A drønende gennem de andre som en påtrængende tinnitustone.
Når man læser akkorden, er det ikke kun larm. Man kan finde to spændingsakkorder stablet oven på hinanden, og de fører to forskellige steder hen. Quo vadis, Gustav Mahler? Spørgsmålet bølger frem midt i katastrofen. Men Collon undlod hensynsfuldt at åbne for alle sluserne, hvorfor rummet ejendommeligt nok blev fyldt af en særegen skønhed.
I de øvrige fire satser fastholdt Collon ikke sit fine niveau. Det må være det mest krævende åndsarbejde for dirigenten. Cookes arbejde fordrer en kritisk stillingtagen, for man må have i baghovedet, at Mahler selv var uhyre kritisk og indimellem opgivende over for sin egen formåen i instrumentationskunsten. Nogle steder virkede karakterspillet for blegt, andre steder var klangfarverne decideret overgjorte.
I tredje sats, som Mahler kaldte »Purgatorio,« dvs. skærsilden, mærkede man ikke det morbide slægtskab med Wunderhornsangen »Das irdische Leben«, og djævelen dansede absolut ikke med i den anden scherzo, sådan som en anvisning tilkendegiver. Alt dette har noget med dobbelttolkninger at gøre, først af Cooke og dernæst af Mahler.
Det er ikke en umulig opgave. Man kan finde flere indspilninger, der lykkes fint med disse behjertede restaureringer, eksempelvis Simon Rattle med Berliner Filharmonikerne og vores egen Thomas Dausgaard med hans kommende orkester, Seattle Symfonikerne.
Mozart og Mahler. Louis Schwizgebel (klaver) og DR Symfoniorkestret under Nicholas Collon. Koncerthuset 10. maj
