Læsetid: 9 min.

Et mesterværk i erindringsgenren

Péter Nádas’ erindringsbog er givende, fordi den på en original og medrivende måde fremskriver fortættede og dunkle erindringshistorier om, hvordan et individ bliver til og er indfældet i en mangfoldighed af komplekse historier og dermed et fletværk af overlappende historier
Péter Nádas’ erindringsbog er givende, fordi den på en original og medrivende måde fremskriver fortættede og dunkle erindringshistorier om, hvordan et individ bliver til og er indfældet i en mangfoldighed af komplekse historier og dermed et fletværk af overlappende historier

Ritzau Scanpix

11. maj 2018

Ungarske Péter Nádas’ monumentale erindringer er både lette at læse og svære at forstå. De 1.278 sider med titlen Aufleuchtende Details. Memoiren eines Erzählers er delt over i to nogenlunde lige store dele. Den første behandler især hans tidlige erindringer fra Budapest, hvor han blev født i 1942. Og der er virkelig tale om tidlige erindringer. Han første tidsfæstede erindringsbillede, erfaringen af i morens favn at blive væltet omkuld af trykbølgen fra et luftbombardement, er fra sommeren eller december 1944, da han er lige under henholdsvis over to år. Anden del fokuserer stærkere på 1950’erne.

Teksten forløber som en kæde af associationer, der bevæger sig fra det ene over det andet til det tredje og tilbage igen. For mig tog det omkring 300 sider, før jeg forstod, hvordan teksten fungerede. Den stadige knopskydning indebærer et fravær af slutning, som kunne danne afrundede historier. I stedet får man en stadig mere omfattende mangfoldighed af historier, hvis betydning forbliver åben, fordi man ikke ved, om en historie genoptages efter talrige digressioner. Først efter endt læsning kan man begynde det overordnede tilegnelsesarbejde og forsøge at udgrunde, hvordan de mange historier og refleksioner hænger sammen. En del forbliver dunkelt i den proces.

Bogen begynder med, at søndagsfrokosten hos morforældrene skulle serveres præcis klokken tolv, men det var egentlig ikke vigtigt for den fåmælte morfar, hvis benede krop fortælleren erindrer gennem mindet om de flyveture, han som treårig fik af morfaren; går videre til sommerbadning i morforældrenes sommerhus og morfarens forkærlighed for at ligge stille på ryggen, hans arbejde som guldsmed og hans værksted, hvorfra historien bevæger sig til de tre måneders sovjetisk belejring af Budapest i 1944-45, der efterhånden var blevet til en ruinby, hvor en pontonbro erstattede Margít-broen, som var sprængt i 1944 og først blev genopbygget i 1948, mens faren under belejringen sammen med andre familiemedlemmer var gået under jorden i en kælder, og ligene i vinteren 1945 hobede sig op på Donaukajen – og tilbage igen til de flyveture, morfaren gav den lille Péter, som fører videre til det nævnte første erindringsbillede, flyveturen forårsaget af et bombenedslag.

Sådan forløber de første godt 40 sider. Erindringerne har ofte et intenst kropsligt udgangspunkt, som han fremskriver med en nærmest umulig omhu; samtidig er de også dokumenterede, efterprøvede og reflekterede i sjælden grad. Og selv om alt i bogen principielt er relateret til Péter Nádas, handler det ikke kun om hans erindringer, men om hele den uendelige mængde af små og store historier, som han er et produkt af. Søndagsfrokostens ukrænkelige serveringstidspunkt er således en overlevering fra det østrig-ungarske rige, som gik under i 1918. Det stærke fokus på tiden indtil 1945 (hvor han er to et halvt år gammel!) i det meste af bogens første halvdel forbinder sig med hans jødiske herkomst og holocaust, som for de ungarske jøders vedkommende især fandt sted efter den tyske besættelse i 1944. 

Péter Nádas: ’Aufleuchtende Details. Memoiren eines Erzählers’

Den associative strukturering af erindringerne fortætter sig altså i en bestemt slags historie, nemlig den, hvor Péter Nádas’ liv forbinder sig med de to store massemord i det tyvende århundrede, som han skriver i begyndelsen af anden del: Hitlers jødeudryddelse og Stalins terrorregime. Denne fortætning omkring den dystre, store historie er svær at tyde. Den fungerer mere eller mindre eksplicit som fortætningen i drømmearbejdet ifølge Freud, men som hos forbillederne Proust og Mann er denne fantasmatiske kerne i livshistorien langtfra det, der fylder mest i fortællingen.

Noget af det fascinerende ved bogen er nemlig dens fokus på mindre dystre emner som sædvaner, livsformer og de kulturelle verdensordeners konkrete former, især hos forældrenes to meget forskellige familier. Her kan de mindste detaljer få betydning, fordi erindringen om den kropslige erfaring af dem forbinder sig med deres inskription i mere omfattende historier. Et eksempel er tre sider om den Bauhaus-inspirerede Éva Szabós tekstiler, som Nádas i anden halvdel af 1940’erne hvilede sit barnehoved på i fasterens funkishjem, som på sin side er relateret til den fædrene families rationelle og progressive overklassehabitus.

Familiehistorien fylder overordentligt meget, og det letter læsningen, hvis man sørger for at få styr på familiens stamtræ. Faren var yngste søn i en stor overklassefamilie af progressive assimilerede jøder, hvis historie opridses tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Lange uddrag af en tale i parlamentet i 1882, som oldefaderens bror Ernö Mezei holdt i 1882, gengives som en del af baggrunden for den »jødiske patriotisme« (til forskel fra antisemitisk nationalisme og den form for jødisk nationalisme, som zionismen var), som udgør en del af Nádas’ åndelige familiearv, selv om den i hans egen livstid havde mistet sit grundlag i »frisind og liberalt demokrati«.

Han blev i øvrigt først klar over, at han var jøde efter Nürnberg-lovene, da han var otte år gammel, og det er lidt uklart, hvordan familien undgik at ende i Auschwitz i lighed med den 13 år ældre Imre Kértesz.

Morens familie var østjøder, som var både fattigere og mindre uddannede. Mormorens endeløse klagesange passede dårligt sammen med den rationelle, oplyste og myndige kultur i farens familie. Nádas’ gengiver hendes talestrøm mesterligt, her eksempelvis når han som barn i overensstemmelse med den oplyste familiekultur drillede hende:

»I mønstrer mig hele tiden, I ser gennem mig, den slags må jeg i min høje alder opleve, at I mønstrer mig på den måde, at I fordrejer mine ord. Nu fordrejer du igen mine ord. Du fordrejer hver eneste ord. I forstår dog ganske nøje, hvad jeg siger, forstår det helt præcis. Jeg kan knap trække vejret, uden at I fordrejer mine ord, i min høje alder fordrejer I min vejrtrækning.«

Men han vedkender sig også, at han har del i hendes baggrund, og han ser hendes endeløse klager som et vidnesbyrd om østjødernes flugt fra pogromer, om »deres religiøse, sproglige og samfundsmæssige segregation, deres frivillige isolering, deres hjemløshed i deres nye hjemstavn«. Måske skal man se erindringernes fortættede fantasmatiske historier som en variant af hendes østjødiske, »mytiske, poetiske og irrationelle verden«.

Nádas omgås ret diskret med sin individuelle histories tragik, nemlig morens død i 1955 efter tre års kræftsygdom og farens selvmord i 1958 – altså da han var henholdsvis 13 og 16 år gammel. Brudstykker af disse historier dukker op jævnligt igennem bogen, men fortælles med en distance, som i det hele taget karakteriserer hans omgang med sig selv: Hans interesse for dokumentation og kritisk refleksion gør erindringerne meget lidt narcissistiske. Et par steder betegner han sig en passant som autist, men det er uklart, om det skal forstås som reel diagnose eller som en metafor. Uempatisk er han i hvert fald ikke.

Begge forældrene var fra 1930’erne engageret i illegal kommunistisk aktivisme, ligesom de efter den sovjetiske erobring var aktive på højt plan i opbygningen af den nye ungarske stat efter 1945. Det samme gjaldt flere af farens slægtninge, især søsteren Magda (som selv udgav sine erindringer i 1978) og hendes mand Pál Aranyossi, som blev formynder for Péter og hans bror efter farens selvmord. Anden del af bogen synes især at fortætte sig omkring den måde, kommunismen åd sine egne børn i opbygningen af Ungarn.

Portrættet af moren, der som det meste andet er fordelt på flere forskellige steder i bogen, er overordentligt indtagende. Hendes altid gode humør og utrættelige organisationstalent er så langt fra mormorens paranoide klager, som man kan komme. Hendes virke i opbygningen af det nye Ungarn gik især ud på at arrangere sommerlejre for børn, skolebespisning, aftenskoler, læge- og fødselshjælp i landsbyerne og en lang række andre konkrete tiltag til oplysning og forbedring af folkesundheden. Det fører Nádas til ubehagelige refleksioner:

»Det var i det hele taget den tid, hvor min og min mors veje så at sige skiltes. Egentlig så jeg hende allerede som femårig næsten ikke mere, og endnu mindre min far. I dag er det ikke nogen behagelig tanke, for sandsynligvis vænnede jeg mig dengang til den umådelige hårdhed over for mig selv, som jeg lærte mig selv, måske også lærte lidt af min far og lidt af familiens adfærdsregler; frem for alt beskyttede jeg mig på denne måde mod smerten over min mors fravær.«

Der er ingen anklage i dette, blot en konstatering af, at det var et af de forhold, som var med til at forme ham. Intet under at Duras er blandt hans forbilleder på grund af hendes »skånselsløshed«.

Faren arbejdede som svagstrømsingeniør uden at have nogen synderlig uddannelse, især med opbygning af telefoni og telegrafi på nationalt plan efter 1945. Nádas undrer sig ved gennemgang af sine gymnasiekarakterer, som alle var ret så mådelige, over farens utrolige vidensoverskud inden for naturvidenskab og teknologi, som han udlagde for sin lille søn i en uendelighed. Hans lange forklaringer om pontonbroers opdrift og radiosignaler og meget andet fungerede endda efter en associativ logik, hvor forklaringen på et fænomen krævede et indskud med en forklaring på et andet fænomen, hvorefter forklaringen på det første fænomen kunne fortsættes: Selv erindringsbogens associative struktur synes at være et arvestykke.

I stedet for, takket være deres evner, at stige til tops i den nye ungarske, kommunistiske elite faldt begge forældrene på hver deres måde i unåde som resultat af de mange udrensninger. Det er som sagt dette kommunismens forræderi over for sine egne, som udgør en af de afgørende fortætninger i anden del.

Nádas begynder denne del med beretningen om, hvordan han i 2002 opsøgte en fransk interneringslejr fra Anden Verdenskrig i Le Vernet d’Ariège, hvor onkel Pál havde siddet sammen med den senere ungarske udenrigsminister László Rajk. Rajks henrettelse efter en skueproces i 1949 indledte Stalins udrensninger i Ungarn og var en afgørende begivenhed for Nádas og hans forældre. Anden del slutter logisk nok med opstanden i 1956, hvor forhåbningerne til et mere menneskevenligt Ungarn endeligt blev forrådt, men den beretter også om Nádas’ skolegang og om opdagelsen af kønnet og litteraturen.

Aufleuchtende Details er en krævende bog. Som sagt tog det mig 300 sider at lære at læse den, og det medførte, at jeg straks efter endt læsning begyndte at genlæse den for at se, hvad der egentlig stod på de første mange sider. Tilegnelsesarbejdet ville egentlig kræve, at man læste hele bogen to gange.

Det er også en givende bog, fordi den på en helt original og mærkeligt medrivende måde fremskriver fortættede og dunkle erindringshistorier om, hvordan et individ bliver til og er indfældet i en mangfoldighed af komplekse historier og dermed et fletværk af overlappende historier. Når det gøres med Nádas’ talent, bliver resultatet et mesterværk i erindringsgenren, som også er lige ved at være en fagbog, en måde at skrive en rekordgrundig mikrohistorie om en særdeles omtumlet periode i Ungarns og Østeuropas historie.

Konklusionen på dette liv nærmer sig det nihilistiske: »Jeg har gennem hele mit liv næsten altid reflekteret over de samme ting, meget er der ikke kommet ud af det.«

Og han konstaterer, at hans liv har en vis sammenhæng, men at hverken dette liv eller dets sammenhæng har nogen mening. »I hvert fald har jeg ikke fundet den,« som han skriver. Men han fortryder heller ikke noget, »alt i mit liv skete, som det måtte ske«.

Afslutningen har også adresse til nutidens Ungarn: »Jeg siger uden patos og sorg, at mit liv har stået i to store forblødningers tegn. Siden da har jeg ikke blot afskyet ethvert tyranni, jeg kan heller ikke vende ryggen til svaghederne, de billige komedier og farlige fordomme i Res publica og demokratiet. Beklager.«

Péter Nádas: ’Aufleuchtende Details. Memoiren eines Erzählers’. Oversat til tysk af Christina Viragh i samarbejde med forfatteren. Rowohlt 2017. 1.278 sider, 39,50 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu