Læsetid: 4 min.

Modsat film og tv tøver litteraturen med at vise os de skrupelløse magtmænd. Israelske Nir Baram er undtagelsen

Når dem på globaliseringens top tager røven på dem på bunden, så må dem på bunden blive lige så gode til det med globaliseringen, så de kan tage røven på dem på toppen. Nir Barams roman handler om hedgefonde, ’campaigners’ og en revolutionær globaliseringsbevægelse
Nir Baram er aktuel med Verdens Skygge.

Nir Baram er aktuel med Verdens Skygge.

Rino Bianchi/Scanpix

18. maj 2018

Det er i film og tv-serier, vi normalt kommer tæt på den globale verdens magtmennesker. I HBO-serien Billions møder vi hedgefondenes tilsyneladende skruppelløse genier, i Netflix-serien House of Cards træder vi ind i Washington D.C.’s spøgelsesverden. Eksemplerne peger langt tilbage og er talløse: Alle præsidentens mænd, Wall Street, The Wizard of Lies og nu for nylig The Post. Men af en eller anden årsag skal man ned i de mindre agtede lag af litteraturen for at finde de samme miljøer (John Grisham falder mig ind, foruden romanforlæggene for nogle af tv-serierne).

Hvad er forklaringen? Er magtens verden for fjern og mærkelig? Eller for besværlig at sætte sig ind i? I hvert fald er det ærgerligt, for det efterlader os med et underskud af viden. Det er også sært, for der er ikke bare et stort dramatisk potentiale i magtens verden, der er også en dybde og en symbolrigdom som i myternes og tragediernes klassikere.

Hedgefonden som verdens gud

Israelske Nir Barams (f. 1976) monstrum af en roman har tre miljøer og fortællespor, som langsomt mødes og skærer hinanden på tværs af tid (fra firserne til i dag) og sted (hele verden, også i anelsesfulde glimt den himmelske).

Det ene miljø udfolder sig omkring en ung israeler med navn efter ærkeenglen Gabriel (her: Gavriel), Guds såkaldte tronengel. Gavriel bliver navet i noget tilsyneladende ædelt, nemlig en jødisk stiftelse for demokrati, men som snart viser sig at handle om investeringer, lobbyvirksomhed og størst mulige afkast.

Guden i den kreds, hvis der er en Gud, er direktøren for en amerikansk hedgefond, som med den digitale kommunikations lange pegefinger styrer unge Gavriel fra et kontor i USA. Foruden hvad det ellers ligger inden for en stor hedgefonds opgave at styre: den globale valutaudvikling, handelsaftaler, told osv.

Dem på toppen tager de andre i røven

Det andet miljø er MSV, et political consulting-firma, der opererer på allerhøjeste niveau. MSV’s rejsende korps af campaigners (også her fornemmer man det engleagtige, de er snart beskyttende, snart vrede og straffende engle) afgør præsident- og parlamentsvalg over hele kloden; i Bolivia, Israel, England, Congo og selvfølgelig på hjemmebanen USA.

Det er komedie på en bund af kynisme og råhed. Og imperialisme med et moderne globaliseringstwist.

I det tredje og sidste miljø hedder hovedpersonen Christopher, altså endnu en figur med et forpligtende navn. Christopher – eller Kristus – står i en drøm på toppen af et brændende stearinbjerg, som hans far agter at sælge til et kinesisk-tysk firma til en pris langt under værdien. Drømmen er fortælleren ikke lang tid om at udlægge: »Dem på toppen tager os i røven, de flår os, men nu svarer vi igen.«

Det bliver afsættet for en aktionsgruppe med base i en slagterbutiks baglokale, der har som mål at gennemføre en verdensomspændende strejke. Eller med aktionsgruppens egen slaglinje: »Global strejke, en milliard strejkende, 11.11.«

Ingen vej tilbage

Det er karakteristik for alle tre miljøer og deres hovedaktører, at de er gennemstrømmet af idealisme.

MSV’s campaigners udgør et værdifællesskab, de er demokrater og sorterer hårdt i opgaveporteføljen. Ligger kunden ikke på linje med MSV’s værdier, er et samarbejde udelukket. Som en af topfolkene siger: Vi vil »gøre noget stort og smukt for eftertiden«, vi vil »efterlade os noget virkelig værdifuldt«.

Og han mener det selvfølgelig.

Noget lignende gælder samarbejdet mellem den amerikanske hedgefond og Gavriel, og med en næsten banal selvfølgelighed Christophers aktionsgruppe, der snart får global udbredelse og i en senere fase skifter navn til det umisforståeligt gode »Personligt ansvar«. Bevægelsen, der kan minde om Alter-globaliseringsbevægelsen (kendt fra bl.a. demonstrationerne under WTO’s møde i Seattle i 1999) er vel også ifølge den litterære konvention det godes platform. Her møder vi de udgrænsede, de underprivilegerede og magtesløse, som alligevel handler og derigennem bliver fortællingens og en ny verdensordens skabende kraft.

Det sker karakteristisk nok uden forudgående dybe analyser, men snarere som en impuls, der via de sociale medier diffunderer ud i verden for via nye impulser at omsættes til konkret og global aktion: demonstrationer, ildspåsættelse, senere endnu bortførelser. Og videre frem mod den »altafgørende begivenhed« og øjeblikket, »hvor der ikke længere er nogen vej tilbage«.

En usædvanlig fremragende roman

Det er lige så klart, at det gode på et tidspunkt må klaske sammen og vise sig at være lige så  fake som den verden, de tre miljøer på forskellig måde skaber og efter bedste evne opretholder (MSV: »Hver gang der er en massakre i Congo, gør vi alt, hvad vi kan, for at medierne koncentrerer sig om noget andet, det er vores job.«).

Hvornår og hvordan det sker, skal jeg ikke røbe. Men det er på en elegant måde foregrebet i romanens begyndelse. Næsten som eskatologien – varslet om de sidste tider – i mytologierne.

Den meget lange og raffinerede spændingsopbygning holder sammen på historien med dens mange spring og lag og fakta. Hvad det sidste angår: Romanens politiske og økonomiske konflikt er en knude, der samler trådene fra fem-seks verdensdele og brændpunkter: USA, Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og til dels, men interessant nok mindst: Europa og Kina.

Sammenhæng skaber sært nok også romanens vekslende fremstillingsformer. Nir Baram fortæller i et jegs perspektiv, så på vegne af en tredjeperson, så og meget hyppigt i den digitale dialogform, enten som e-mails eller sms’er. Det gengiver meget præcist globalisternes perspektiv og tempo: Vi er ingen steder og alle steder, og vi har travlt ad helvede til.

Verdens skygge er en usædvanlig bog og en usædvanlig fremragende bog. I min boghorisont ligger den – både i tema, udsyn og med sin skødesløst sprængte form – tæt op ad DBC Pierres lille sensation af en roman fra 2010, Sidste udskænkning i Slaraffenland.

De rummer også det samme dystre perspektiv – og samme friskhed, samme glubskhed, samme kæmpestore fortælling.

Nir Baram: ’Verdens skygge’. Oversat af Nanna Lund. Gyldendal, 428 sider, 300 kroner

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu