Læsetid: 7 min.

Modstand rejser sig på bestsellerlisterne

En fantasyfortælling og en zombieroman er blevet fænomener på det amerikanske young adult-bogmarked. Begge hylder stoltheden over afroamerikansk kulturarv, og begge opfordrer til, at deres læsere skal rejse sig. Og så har denne anmelder aldrig læst noget lignende
4. maj 2018

De døde rejser sig i både Tomi Adeyemis Children of Blood and Bone og Justina Irelands Dread Nation. I Children of Blood and Bone som en hær af sjæle, der ved hjælp af magi vender sig mod deres undertrykkere. I Dread Nation som den langsomt vandrende virus, der er konsekvensen af et sygt samfund.

Men de døde er ikke de eneste, der rejser sig. Begge bøger tematiserer undertrykkelse af den afrikanske kulturarv og diskrimination af og vold mod afroamerikanere. Og de sætter en ung sort kvinde i centrum for modstanden. Forfatterne er ikke tilbageholdende med at opfordre læseren til at rejse sig, som hovedpersonerne i deres romaner gør det. Med bøgerne løftet mod himlen sammen med en knyttet næve siger Justina Ireland under bogens titel: »Rise up«; på første blad i Tomi Adeyemis bog står der: »Now we rise«.

Der er ingen tvivl om, at bøgerne er aktivistiske. Det er altid opløftende, når kunstnere tror så meget på deres kunsts potentiale. Kunst kan skabe bevægelser. Og den slags er den amerikanske ungdom begyndt at tro på igen. De demonstrerer mod politivold og mod en våbenlovgivning, de voksne har opgivet at ændre, og de ser film og læser bøger, der styrker dem i stoltheden over den afroamerikanske kulturarv, deres forældres generation har fortrængt.

Men hvad med bøgerne? Står deres åbenlyse politiske budskab i vejen for deres kunstneriske udtryk?

Nej, begge bøger er litteratur i egen ret. Den ene bedre end den anden, den ene med et større kommercielt potentiale end den anden.

Angie Thomas’ Black Lives Matter-inspirerede bog The Hate U Give, der udkom sidste år, ligger 60 uger efter sin udgivelse stadig nummer et på New York Times bestsellerliste for young adult-romaner. Den har banet vejen for, at også Children of Blood and Bone og Dread Nation og andre bøger med sorte kvinder på omslaget når den eftertragtede bestsellerliste.

En sort Harry Potter?

Nogle har kaldt Tomi Adeyemis bog en sort Harry Potter. Og ja, magi spiller en central rolle, og tre venner drager ud for at finde tre artefakter, der kan bruges til at bekæmpe overmagten, men dér stopper lighederne også. I landet Orïsha har en ond patriark, Kong Saran, nedslagtet dem, der dyrker gudinden Sky Mothers magi, og holder nu sit folk i et fast voldeligt greb, hvor al magi holdes nede og de, der udviser tegn på at besidde magiske evner, sendes i arbejdslejre.

Pigen Zélie har arvet sin mors magiske evner, magten over liv og død, men ved endnu ikke, hvordan hun skal bruge den. Der findes mange andre former for magiske evner – som at kunne betvinge ild, vand og ånd – men alt det forsvandt i det, som det undertrykte folk kalder The Raid, hvor kongen nedbrændte byer, stjal magiske artefakter og pulveriserede templer og guddomme, alt det, der kunne holde befolkningens magiske kulturarv i live. Zélies mor blev dræbt under The Raid, i hvad der minder om en lynchning.

Kong Saran, hans familie og andre, der tilhører hans folk, har kobberfarvet hud, mens Zélie, hendes bror Tzain, deres folk og alle deres guder har hud med farve af den vulkanske bjergart obsidian. De, der besidder magiske evner, har hvidt hår som den varmeste del af flammen, og på Children of Blood and Bones magtfulde omslag står Zélies hår op fra hendes hoved som et bål.

Kong Saran er i færd med at oplære sine to børn, Inan og Amari, til at nære den samme frygt for magi og folket. Inan skal en dag selv være konge og oplæres til ikke at vise nåde – end ikke når hans modstander er hans egen søster. Amari ser til gengæld konsekvensen af sin fars hensynsløshed over for det magiske folk og bliver selv modstandskæmper. Sammen med Zélie og Tsain begiver hun sig ud på en lang rejse i landet Orïsha for at genrejse magien og vælte sin far.

Lige i hælene har de Inan, der føler både et stærkt had og en for ham foruroligende tiltrækning mod Zélie. De rider på store kattedyr, udråber besværgelser på nigeriansk og møder forskellige folk i alle kroge af riget, der nok er forskellige, men alle har undertrykkelsen tilfælles.

Generationsopgør

Tomi Adeyemi er nigeriansk amerikaner og har studeret vestafrikansk mytologi, og det fornemmer man i bogens detaljerede og overbevisende beskrivelse af sagnlandet. Man er aldrig i tvivl om, at det er i denne mytologi, at den afrikanske kulturarv og stolthed skal genopdages, og dens modstander er den lyshudede undertrykker, der frygter, hvad denne genopdagelse kan føre med sig af samfundsomstyrtende konsekvenser. Det er ikke bare en rejse mod magien og en ny samfundsorden, det er også en rejse væk fra forældrenes krige og had og adskillelse defineret af frygt for forskellighed mod et fællesskab defineret af, at de alle er Skymothers Children of Blood and Bone, og at de alle har magisk potentiale.

En spændende rejse, der kun skæmmes af usandsynlige romantiske scener, som lige så godt kunne forekomme i et ugeblads kærlighedsnovelle. En svaghed, som ofte findes i amerikanske young adult-romaner og sikkert er en del af forklaringen på deres succes på tværs af aldersgrupper.

Nej, det er i Amaris opgør med faren og det patriarkat, han symboliserer, at bogen virkelig har sin styrke. Lige nu findes Children of Blood and Bone kun på engelsk, men det vil ikke overraske, hvis den snart findes på alle verdens sprog. Det magiske univers kombineret med generationsopgøret og den vestafrikanske mytologi giver bogen et stort kommercielt potentiale i stil med Marvels Black Panther-film.

Zombier er aldrig bare zombier

Kommercielt potentiale er der nok ikke i samme grad i Justina Irelands Dread Nation, der foregår i årene efter den amerikanske borgerkrig. Til gengæld er den mere velskrevet og langt mere foruroligende og tankevækkende i sin knap så allegoriske beskrivelse af systematiseret diskrimination af afroamerikanere.

Lige som slaget ved Gettysburg var et afgørende vendepunkt i den faktiske krig, var det det også i denne kontrafaktiske version. Den amerikanske borgerkrig fik nemlig en pludselig ende, da ligene på slagmarkerne uden for den lille by i Pennsylvania begyndte at rejse sig. Bogen begynder omkring 15 år senere, hvor slaveriet er afskaffet, men en ny form for segregering og udnyttelse er indført. Børn af afroamerikanere og indfødte amerikanere sendes på genopdragelsesskoler, hvor de trænes i at beskytte de hvide mod de levende døde, der truer hele nationens overlevelse.

Jane er vores hovedperson. Hun går på Miss Preston’s School of Combat, hvor hun er en af de bedste til at nedkæmpe zombier med sit hjemmelavede segl.

Zombier er aldrig bare zombier, de er et symptom på en mere grundlæggende sygdom, og i Dread Nation er de konsekvensen af den menneskeskabte uorden, som slaveriet, nedslagtningen af de indfødte amerikanere og undertrykkelsen af deres kultur repræsenterer. Naturen har udviklet en virus, der modvirker den unaturlige segregering. I døden er alle som bekendt lige. Det bekræfter Janes allerførste møde med en zombie eller ’shambler’. En kvinde er fanget i pigtråden, der omkranser Janes barndomshjem, og står nu og stønner sultent, mens hun forsøger at slide sig gennem hegnet. Jane er gået ud til hegnet sammen med to drenge og står nu og stirrer forfærdet og interesseret på kvinden.

»Det er miss Farmer!« råber Jane, der genkender kvinden som ejeren af naboplantagen, som ikke ville have sorte i huset, fordi hun mente, de var beskidte.

»She ain’t nobody no more,« konstaterer Janes ven Joe tørt.

Døden er den revolutionære i Dread Nation.

Et åbent sår

Jane er en viljefast ung kvinde, der ser tingene klarere end de fleste, og det skaber en masse problemer for hende, men også en masse situationer, der tydeliggør alle nuancerne i et samfund, der skal genopfinde sig selv efter slaveriet og ikke har modstået fristelsen til blot at opfinde et nyt.

Justina Irelands bog er en raffineret kritik af et samfund, der aldrig har fået helet sårene fra den moralske krig uden mange vindere. I Dread Nation kravler de levende døde ud af dette åbne sår.

Den amerikanske historiker John Morton Blum har beskrevet en af de mest voldelige perioder i det 20. århundrede – årene 1961-1974, der særligt var præget af raceoptøjer og borgerrettighedskamp – i en bog med titlen Years of Discord. Og det er, præcis hvad Justina Ireland i sin bog kalder årene efter borgerkrigen, hvor slaveriet nok var afskaffet, men ikke diskriminationen og undertrykkelsen, og volden dermed var uundgåelig. Et samfund, der var gået af led.

Justina Ireland slutter sin bog med et efterskrift, hvori hun fortæller, at mens zombierne er det pure opspind, så er det samfund, de vandrer hvileløst rundt i, ikke. Genopdragelsesskoler var virkelighed for de indfødte amerikanere. Her skulle de lære at gebærde sig blandt hvide og aflære sig deres egen kultur.

Jane møder en sådan civiliseret vild i den rolige, men indebrændte mr. Redfern. Han tilhører Lenape-stammen, fortæller han Jane.

»Er Redfern et lenapenavn,« spørger hun.

Nej, svarer mr. Redfern: »Det var det navn, jeg fik af en lærer på den skole, jeg blev sendt til som seksårig.«

Han bærer sit navn og sit tøj som et kostume.

Også Tomi Adeyemi slutter sin bog med et efterskrift om den virkelige verdens diskrimination, om politivold mod sorte; politiets drab på ubevæbnede afroamerikanerne, der alene på grund af deres hudfarve blev oplevet som en trussel mod dem. Efterskriftet i Children of Blood and Bone er følelsesladet, og man fornemmer, at bogen er skrevet i affekt.

Justina Irelands bog er dybere med hensyn til perspektiv og refleksion.

Begge er de kampskrifter.

Justina Ireland: ’Dread Nation’. Baltzer + Bray, 451 sider.

Tomi Adeyemi: ’Children of Blood and Bone’. Macmillan, 532 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu