Læsetid: 5 min.

Mørk lille utopi om det menneskelige fællesskab

Simon Holm Pedersens roligt lovende romandebut er en rørende lille utopi om at vælge sine egne fællesskaber
11. maj 2018

Udviklingsromanen har fået en lille genkomst i den ny litteratur. Og med god grund. For er der ét emne, som litteraturen nu synes samstemmigt optaget af, så er det den konflikt mellem individ og fællesskab, som udviklingsromanen traditionelt har behandlet. I de nye udviklingsromaner er konflikten ikke alene forbundet med en hel krise i det menneskelige fællesskab, men også med en krise i selve den menneskelige værensform.

I Theis Ørntofts aktuelle Solar driver længslen efter »nye samværsformer«, der kan svare tidens totale personlige, politiske og planetariske krise, protagonisten helt ud af det menneskelige. Og med Arkadaş romandebuterer Simon Holm Pedersen, født 1987 og uddannet fra Forfatterskolen i 2017, på sin egen måde direkte ind i den tendens.

Traditionen tro, og ligesom i Solar, rejser protagonisten i Arkadaş, den danske Lasse, sydpå. Det vil sige, han ender mere eller mindre nødtvungent som udvekslingsstuderende ved Boğaziçi Üniversitesi i Istanbul. Han er så sent ude, at det og Universiteit Leuven i Belgien er de eneste universiteter, der er tilbage, som hans udvekslingskoordinator på bogens første side meddeler ham. Og som hans mor meddeler ham, er det »godt at gøre noget. Enten det, eller du lægger dig ud i et hul i haven«.

Lasse tager flugten fra sin egen manglende evne til at indgå i de mest basale former for socialt fællesskab. Han kan ikke føre en almindelig samtale med sin studiekoordinator uden at være besynderlig og upassende, og sin sambo kan han slet ikke etablere en samtale med. Her har vi ham, særlingen, der beskriver sin sambo i sit særlige, omstændelige sprog: »Motocross, hjulenes snurren i sig selv, havde formentlig fordrejet hans personlighed, og jeg ville sige det, for eksempel i en samtale, men det var umuligt, sådan noget gjorde vi ikke.« 

Simon Holm Pedersen: ’Arkadaş’

I stedet for med ord forsøger Lasse at kommunikere med ham med køkkenudstyr. Han lægger »skeer frem for at lade ham vide, at jeg stod til rådighed, jeg mente, han havde det skidt, men skeerne forsvandt ned i skuffen, så jeg måtte gøre noget andet, og en tallerken placeret på kanten af køkkenbordet angav, at jeg vidste, det var en afgrundsagtig situation, at han nærmede sig frit fald, men også den forsvandt, og det tog overhånd, og jeg begyndte at stille ting frem uden nogen ordentlig idé, og til sidst efterlod han en post-it på min dør, hvor der stod ‘stil tingene på plads, når du er færdig med dem’. Og jeg vendte den om og skrev ‘du forstår ingenting’, men så tog jeg den ned, min besked var for betydningsfuld.« Kommunikationssammenbruddet, som kun er et af romanens mange, er sjovt i al sin absurditet, men også desto mere smerteligt, for det er jo Lasse, der har det skidt og nærmer sig det frie fald.

I Istanbul, hvor der også hersker konkrete sprogbarrierer, bliver Lasse til Lassie, fordi ingen kan udtale hans navn, og han flytter ind i et nyt bofællesskab med en international forsamling af halvstuderede røvere. Heller ikke det menneskelige fællesskab fungerer rigtigt at indgå i, så han lever også lidt med hundene på gaden og går på mange måder helt bogstaveligt og frivilligt i hundene, flimrer i al sin fremmedgørelse mere og mere, som han siger det, »mellem collie og mand«.

Han fører flere pinagtigt mislykkede samtaler, taler til hundene og gør af menneskene, men udvikler også et skævt og ømt venskab (arkadaş betyder ven på tyrkisk) med sin nye sambo, den oprørsivrige Ilya – der meget betegnende for romanens både sære og saliggørende blanding af lavkomik og politisk symbolik er baskisk-ukrainsk – og hans kæreste. Og ender selv som usandsynlig oprørshelt i en fiktionaliseret udgave af de sidste års civile tyrkiske uroligheder.

Arkadaş er med andre ord også en decideret spændingsroman af en dannelsesroman, hvor et af tidens politiske brændpunkter bliver en apokalyptisk scene for en menneskelig krise, der er mere end individuel.

Det mislykkede menneske Lasse/Lassies manglende evne til indgå i menneskelige fællesskaber udvikler sig i løbet af romanen mere og mere til en kritisk uvilje til at indgå i dem. Hvilket han formulerer i en slags anarkistisk posthuman 2018-variant af 68-parolen om, at det er samfundet, der er sygt: »Ingen samfund, ingen præsidenter, dyr har ingen præsidenter, det går meget godt, man kan blive ved med at erstatte det ene og det andet og det tredje, jeg siger, det er samfundets skyld, vi skal ikke have et.«

»Jeg er ret meget sammen med hunde, der bor på gaden,« proklamerer han, »og jeg tror ikke, man kommer nogen vegne med en herre, uanset hvem det er, ligesom en far, en far er så tilfældig, og en mor, mor er også tilfældig, ligesom samfund og familier (…) jeg ved ikke, hvor begejstret jeg er for at være et menneske, jeg må vælge om«.

Samfund »er sådan, mennesker insisterer på at være menneskelige, og jeg siger nej, det er ikke o.k., jeg siger, jeg vil ikke have en personlighed, nogen skal kunne lide, jeg siger: intimitet uden identitet!«

Det er forsonende, hvordan romanen også omfatter hele den utopi med humor. Lassie er også bare en mildt irriterende melodramatiker, der er mere end menneskelig og en ret dårlig hund. Der er noget ikke helt ironisk, men dog komisk ved, at han tænker på, om frugt føler, erklærer hække, at de er de eneste, han holder af, og idealiserer korns ordløse fællesskab (»de stod der navnløse og vuggede sammen, det var en interessant måde at være sammen på«). Og noget næsten anstrengende ved, hvordan Holm Pedersen dyrker den obsessive monotoni og skæve (men ikke altid helt skarpt skæve) poesi i Lassies mange mærkelige sproglige tics.

Hvordan Lassie i romanens mere pragmatiske, men dog dystre slutning ender med at blive en ny slags Lasse og en ny slags menneskelig ved det hul i en have, hans mor har advaret ham mod, skal ikke afsløres. Men med den ender Simon Holm Pedersens roligt lovende romandebut alligevel som en rørende lille utopi om at vælge sine egne fællesskaber.

Simon Holm Pedersen: ’Arkadaş’, Gyldendal, 224 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu