Læsetid: 3 min.

Nanna Lysholt Hansen kalder alle fremtidens døtre

Nanna Lysholt Hansen henvender sig moderfeticherende og moderligt urovækkende til os alle om fremtid og feminisme i sin organiske og teknologisk medierede performance-serie ’Dear Daughter/Anatomy of the Chthulucene’
Den nøgne krop i kunstrummet opleves som på én gang seksuel, arbejdende, medicinsk, osv.; den er alle sine fremkomster.

Den nøgne krop i kunstrummet opleves som på én gang seksuel, arbejdende, medicinsk, osv.; den er alle sine fremkomster.

PR-foto

24. maj 2018

Publikum sidder op af væggene i galleri Meter på Nørrebro. Gennemsigtigt hudfarvet chiffon flagrer i vinduerne. Nanna Lysholt Hansen kommer ind og sætter sig på gulvet i havfruepositur. Midt i rummet foran hende ligger en gigantisk anatomisk snehvid klitorisfigur i flamingo fra hendes skulpturserie The Chthonic Ones.

Hun er nøgen, men ansigtet er dækket af en hudfarvet maske i groft stof. Hun har headset på og begynder straks at tale. Det virker, som om hun taler igennem masken: Læberne og svælget bevæger sig. Men stemmen har en selvsikker klang. Der er ingen tøven. Det varer lidt, før jeg forstår, at det er playback.

Lysholt Hansen er i gang med performancen Dear Daughter/Anatomy of the Chthulucene #6 som del af udstillingen Shaking the Habitual på galleri Meter om feministiske utopier. Dear Daughter-serien består af tre forskellige performances, hver især er opført i flere versioner, Lysholt Hansens krop ofte iscenesat som ét blandt flere installatoriske elementer.

Teksterne til de tre performances (som er udgivet af labae.org) er genskrivninger af forskellige typer litteratur. »Anatomy of the Chthulucene« er Lysholt Hansens stilsikre mash-up af tekst af den amerikanske, idiosynkratiske teoretiker Donna Haraway (forfatter til A Cyborg Manifesto) fra bogen Staying with the Trouble fra 2016 og anatomiker Helen O’Connells beskrivelser af klitoris.

Haraway er en smittende og vidt citeret tænker, og ’Chthulucene’ betegner dennes ønskesamfund, hvor hierarkier mellem mennesker og ikkemenneskelige arter er kollapset, og vi lever i et sammenfiltret fælleskab. Haraways radikale bud på, hvordan vi når dertil, er et stop for reproduktion: making kin, not babies.

Cyborgkroppen

Som performancen skrider frem, gentager Lysholt Hansen insisterende henvendelsen »dear daughter« i et narrativ om en ny verden. Hun påkalder publikum som fremtidens døtre og filtrerer ’moderstemmerne’ fra fortiden, O’Connell og Haraway gennem sin krops fortællende ’jeg’.

I det hun skubber sig tæt forbi publikum, bærer hun beskyttende, som en mor på farten, to objekter med sig: både en dåse med farve og en miniprojektor, der kaster en rødflimrende projektion ud i rummet i lange trekanter: en slags organisk underlivsoptagelse, behageligt pragmatisk.

Spejlet i rekvisitterne iscenesætter Lysholt Hansen sig som cyborg. Hun er både live og medieret.

På den ene side en biologisk og kønnet krop med solbrændte plamager. Da den amerikanske kunstner Carolee Schneemann i værket Interior Scroll fra 1975 nøgen trak en seddel med tekst ud af vagina og læste den højt, var nøgenhed en aktivistisk kommentar til kvindernes fravær i kunsthistorien. I dag oplever jeg den nøgne krop i kunstrummet som på én gang seksuel, arbejdende, medicinsk, osv.; den er alle sine fremkomster.

Lysholt Hansen maler streger på sin hud med fingrene i poppede neonfarver. Det giver mindre fornemmelsen af kroppen som lærred – objekt i kunstens patriarkalske orden – og mere et indtryk af et individ, der pynter sig håbefuldt, markerer sig ind i fællesskab. Det føles intimt og inviterende, publikum betragter og lytter trygt til den nænsomme performer.

På den anden side er ansigtet – og inderligheden – skjult. Noget af det fineste i performancen er den moderlige, men også kultleder/Siri-agtige, teknologisk medierede stemme. Stemmen virker på én gang forbundet til kroppen og afskåret fra den. Det slår forestillingen om et autentisk jeg i gulvet, tilfører mekanik til forestillingen om liv og et let ubehag til tanken om, hvad det er for en fremtid, vi er inviteret til.

Især når Haraways burlesque sprog gennemtrænger Lysholt Hansens talestrøm med kæder af begreber og saftigt billedsprog, slimtråde, tentakler og kimærer; som fra en fremmedartet parallelverden. Her virker O’Connells tekstbidder om den historiske undertrykkelse af kvindens seksualitet aktuelt indignerede og i præcis dialog med den frisatte klitorisfigur og moderkagerne af saltdej på gulvet.

Haraway-fetisch

Ophobningen af lånt sprog støder vellykket sammen med Lysholt Hansens inciterende CyberGaia-figur. På godt og ondt har teksten ikke løsrevet sig fra sin ene moder: En Haraway-fetisch performes. Spørgsmålet er, om et større moderdrab ville frigive ny energi i Lysholt Hansens bearbejdning af sine potente temaer? Hvordan reagerer den oprørte stemme/krop f.eks. på Haraway-mantraet om ikke at få børn?

Fetichismen iscenesætter samtidig en pirrende, bagvendt kronologi, et billede på mennesker som fantaster, der ikke kan give slip, men projicerer sig ind i og forskyder andres bevidstheder. Hvis drømmen er at reducere verdens indbyggertal for at et nyt fællesskab kan opstå, må idol/moder og moderovertagelse placeres uden for blodsbåndets kredsløb.

I galleriets 30 minutters fællesskab. Føder vi fortiden, bliver vi født af fremtiden? Er Lysholt Hansen sin egen datter, når hun performer med en reproduceret stemme? Anatomy of the Chthulucene rejser energiske spørgsmål, og kunstneren er modigt nærværend i fraværet af svar.

Nanna Lysholt Hansen: ’Dear Daughter/Anatomy of the Chthulucene’ (2016 – 2018). For performancedatoer, se: nannalysholt.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu