Et menneske skal have et stamsted, det siger sig selv, og det har jeg personligt været klar over siden de tidlige firsere, da jeg slugte den gemytlige evighedsserie Cheers på mine forældres ramponerede Waltham-tv.
Et menneske må have et andet hjem, hvor hverdagens drejebog for en stund er suspenderet, og man kan være den, man gerne vil være, mens Ted Danson spreder hygge i baren, og den lånte familie sætter pris på ens særheder og skjulte talenter. Et socialt vandingssted, kort sagt. En bagscene.
Sagen er akademisk velstuderet. Allerede før Første Verdenskrig bedrev Chicago-sociologerne deres feltstudier på metropolernes restaurationer og skumle udskænkningssteder, og mellem ølhaner og vakkelvorne caféborde fandt de det ene kriblende mikrokosmos efter det andet, skudt ind som tankestreger i storbyteksten med en egen og fint indviklet relationel grammatik.
På stamstedet genopfindes verden i et trygt selskab af fortrolige fremmede, som i forening bygger sig et hemmeligt himmelrum, et socialt økosystem, et sart og flygtigt nærvær. Ved stambordet er tiden behændigt sat i stå, og alverdens splid og gebrækkelighed er pænt parkeret uden for døren, ude på fortovet, ude i det, man kalder for virkeligheden.
Cafélivet har sin helt egen sociologi, men også sin viltre kulturhistorie. Hvad var der mon blevet af Hemingways forfatterskab uden El Floridita i Havana – og havde vi overhovedet fået en eksistentialistisk filosofi uden Café de Flore i Paris? Hvor var psykoanalysen henne uden Wiens højloftede konditorier, og hvordan var det mon gået Goethe, Casanova, Dickens og Proust uden Caffè Florian på Marcus Pladsen i Venedig? Næppe godt.
Sans for drama og erotiske kilowatt
I Niels Barfoeds tilfælde har Københavns beværtningsliv i en menneskealder udøvet sin egen diskrete magnetisme, og som én af kongerigets sidste seriøse fuldtidsflanører er han en hyppig gæst i hovedstadens vikarierende dagligstuer. Med oldermandsstok og antennerne ude.
I gamle dage trak minefelter og natværtshuse, hvor man kunne føre beåndet samtale med miskendte genier eller købe brugte våben af en mølædt frihedskæmper med hentehår og pibende høreapparat. I dag er det muntre nattesæde afløst af mere sømmelige cafébesøg, gerne i slentreafstand fra hjemmet i Nyhavn.
Men gudskelov, doktor Barfoed er ikke blevet nogen bovlam Politiken Plus-abonnine, og han udvælger sine storbyoaser med usvækket sans for drama og erotiske kilowatt. Der skal ske noget, være liv i kludene. Selvom det helst skal se ud af ingenting.
Indtil for nylig hed stamstedet ’Tom’, en høj hjørnestue på Holbergsgade, i den symboltunge korridor mellem Nyhavns forlystelsesliv og Nationalbankens strenge diskonto. Her fandt Barfoeds digterjeg – på cafeen kendt som ’godfather’ – for en stund »sin menneskerede bygget i en kløftet gren«, og her fandt han et broget og uhyre menneskeligt klientel, hvis livshistorier i nogle år flettede sig ud og ind af hans.
Lad os i flæng nævne Allan med den opvakte datter og et øje på hver finger. Peter med de mange cykler og den trivelige ekskone. Den iltre olding uden fornavn. Den kongelige skuespillerinde. Akutlægen, som havde forladt sin ambulance og var fortrukket til det fjerneste hjørne, hvor han skrev på et endeløst manuskript med titlen ’Mani’.
Jo, de er der alle sammen og flere til – og i ledtog med bartenderne Jake, Arne, Guadelupe, Max og Martyna gør de ’Tom’ til en levende organisme, som trækker vejret gennem tevand og fadøl og knopskyder helt af sig selv.
Her er alle på forunderlig vis i familie med alle, indtil det atter er lukketid, og »stemningen af anonym storby er intens, når man sidder der i døren og kun kan høre gulvskrubben støde mod et stoleben«. Så er fortryllelsen hævet, og man skal hjem.
Selv stamsteder har en udløbsdato
Begyndelser til enden er en fornøjelig lille caféfortælling, som udfolder et skrøbeligt socialt eksperiment og naturligvis også – som titlen antyder – gør cafeens muntre transithal til en rammende metafor for livet selv. En dag er det hele forbi, og man har drukket sin sidste café crème. Selv stamsteder har en udløbsdato. Regningen skal før eller siden gøres op.
I tilfældet ’Tom’ er det et selvmordsforsøg på toilettet, som bliver begyndelsen til enden – men cafeens stamgæster har længe mærket fremmedgørelsen rumstere langs panelerne.
Turister og »newcomers« – folk, der end ikke løfter hovedet, når døren går! – må man leve med, men gæster, der bruger det rekreative rum som »et kontorfællesskab«, er som gift for sammenhængskraften i den sarte biotop. De bidrager kun negativt til den opbyggelige atmosfære – suger ligesom energien ud af rummet med deres smartphones og digitale søvngængeri.
»Alle ulykker kommer af, at man forlader sin stamcafé,« konstaterer Niels Barfoed et sted og serverer et godt eksempel, som ikke skal røbes her. Men det er også ulykkeligt at blive siddende for længe – at hænge som en skygge på tapetet, når magien er brudt, og slyngelhjørnet er blevet »dramatisk afslynglet«.
Det skete heldigvis ikke for Barfoed, som for længst er videre i teksten, på jagt efter nye selskabelige honningdepoter. »Det er aldrig for sent,« bedyrer hans alter ego afslutningsvist. Eller som det lød i refrænet til min barndoms bedste sitcom:
»Sometimes you want to go/ Where everybody knows your name,/ And they’re always glad you came;/ You want to be where you can see,/ Our troubles are all the same.«
Christian Graugaard er professor og litteraturanmelder ved Politiken
Niels Barfoed: ’Begyndelser til enden. En caféfortælling’. Gyldendal, 200 sider, 200 kroner
