Læsetid: 5 min.

Olga Ravns nye fremtidsroman er et tankevækkende advarselsbrev til sin samtid

Olga Ravns konsekvent udførte forsøg udi science fiction-genren, ’De ansatte’, lægger op til samfundskritisk protest mod en tilværelse defineret af arbejdets og effektivitetens logik
Olga Ravn har med sci-fi-romanen ’De ansatte’ endnu en gang formået at overraske som forfatter.

Olga Ravn har med sci-fi-romanen ’De ansatte’ endnu en gang formået at overraske som forfatter.

Sofie Mathiassen

24. maj 2018

Lige til at begynde med ligner fremtidsscenariet i De ansatte, Olga Ravns anden roman, modellen for et lidt for konstrueret og modelagtigt stykke konceptlitteratur. Men efterhånden som man får lyttet sig ind på den mangfoldighed af stemmer, som den viser sig at rumme, begynder dens små tekster at sitre, og efter anden gennemlæsning har jeg lyst til atter at gå på opdagelse i værket. For med sin skræmmende og konsekvente arbejdspladsroman fra det 22. århundrede har Olga Ravn endnu en gang formået at overraske som forfatter.

Men lad mig præsentere modellen, bogens hovedpræmis:

På sin rejse ud i universet er rumskib nummer seks tusind allerede for mange år siden nået så langt bort fra jorden, at denne ikke mere kan øjnes, end ikke som en lillebitte prik. Dog, det betyder slet ikke, at man har glemt, hvor man startede. Besætningen, eller »de ansatte«, som de kaldes, er tværtimod »tynget af minder om det, vi kom fra, om det, vi har forladt.«

Derfor sidder de nu om morgenen ved kantinebordene og hvisker forsigtigt til hinanden: »Kan du huske, når det regnede på stranden, og man gik ud i vandet, og det var varmere end regnen? Kan du huske flødeskum på en banan? Kan du huske at være på hospitalet? Kan du huske friske jordbær, at gå til koncert? Kan du huske det og det tv-show?«

Hvorfor hvisker de? Jo, de er klar over, at nostalgi nedsætter deres arbejdsevne, og på rumskib sekstusind skal alle være så effektive som muligt. Derfor har organisationen indført en anden slags mandskab, såkaldt menneskelignende væsener, hvis bevidsthed bliver udskiftet hver tredje dag.

Hvor menneskene er født, er de menneskelignende blevet kunstigt skabt. »Der er dem, der skal dø, og dem, der ikke skal. Der er dem, der skal forgå, og dem, der ikke skal forgå.« De kunstigt skabte kan både dufte og smile, og dygtige, det må man indrømme, de er!

For at producere en sådan menneskelignende arbejder har man, foruden det rette laboratorieinventar og biomateriale, brug for 18 måneder. Efter to måneders oplæring er de klar til ansættelse. Femte generation arbejder allerede på skibet, og de klager ikke over forholdene. De er nemlig frembragt til ikke at behøve at klage.

Anderledes med menneskene. Siden rumskibet mødte planeten Nyopdagelsen er besætningen fra jorden begyndt at knytte forbindelser og føle tilknytning til de genstande, de fandt dér. Og de føler, at de svigter tingene og kan risikere at påføre dem smerte. For sådan er mennesker nu engang: Vi har vores bevidsthed uden for os selv, ude blandt tingene. Det er simpelt hen vores natur at transcendere os selv.

Stillet over for dette faktum, som vokser til en konflikt, beslutter ledelsen at gennemføre en undersøgelse, og det er så rapporten eller aktstykkerne fra denne, som udgør Ravns roman. Hvor hun i Celestine fra 2015 legede med genren gothic novel, har hun her kastet sig over science fiction som mulighed og rejst det for denne genre så klassiske spørgsmål, om den dystopi, hun skildrer, er billede på en tilstand, som allerede findes, altså om fremtidsromanen i virkeligheden skal læses som en samtidskritik.

Er jeg menneskelig?

Olga Ravn De Ansatte.

Saxo

Det er der meget, der tyder på. For besætningen på rumskib seks tusind fremtræder overordentlig lydig og defineres simpelthen ved sit arbejde. Den enkelte forventes her at være restløst identisk med sin funktion. Rumskibet bliver med andre ord billede på en præstations- og evalueringskultur, vi kender alt for godt. Man skal affinde sig, tilpasse sig og fremfor alt følge »programmet«.

Men de enkelte vidneudsagn fortæller ikke så sjældent det modsatte: De er tit fulde af længsler og smerte. Nogle af dem har karakter af rapport, andre ligner mere interviewsvar, atter andre rummer erindringer og drømme. Fælles for dem er imidlertid store åbne spørgsmål:

Er jeg menneskelig? Hvem er jeg overhovedet her? Er jeg drømt frem? Hvordan kan jeg vide, om jeg følger programmet korrekt? Er jeg simpelt hen programmets hånd? Og videre endnu, mere alment: Hvad er dødt, og hvad er levende? Kan man elske en ting? Og er en krop en slags ting? Sådan kan de tænke hver især, alt imens skibet svæver eller suser af sted.

Der findes dem, som med lethed glider ind i hverdagen på skibet, og som ikke er fremmede for nogen eller noget; men disse kan jo altså netop tilhøre gruppen af menneskelignende, kunstigt skabte. Man kan derfor som læser aldrig være sikker på, til hvilken kategori de enkelte stemmer hører, ligesom man bliver nødt til selv at tænke over, hvem der optræder flere gange. Yderligere usikker bliver læseren, når det ind imellem fremgår, at vidneudsagnene på et tidspunkt er blevet redigeret og navne fjernet. En vis uhygge pibler frem!

Selv undgik jeg som antydet til at begynde med ikke at kede mig en smule over en art snigende monotoni i romanens 102 skriftemål. Men så viste der sig under protokollens lidt kølige overflade en sprød poesi, som fik mange af de enkelte tekststykker til at sitre. Dette spændende omslag skyldes en egenskab ved genren:

Fascinationen ved science fiction ligger jo netop i forfatterens frihed til at springe alle mellemregninger og forklarende redegørelser over og uden videre gå ud fra, at en anden virkelighed findes. Olga Ravn tager på forhånd for givet, at menneskelignende væsener uploades og downloades, og at organisationen, som ejer og drivet skibet, kan beslutte at »terminere« det, dog sådan, at kun menneskene dør.

Dette er, hvad der sker til slut, hvor de sidste overlevende begiver sig over på Nyopdagelsen, men hvor der stadig er tændt for optagelsesudstyret. Selv de sidste afsnit kommer til at indgå i et undervisningsmateriale, som redaktionen eller »udvalget« så forestiller sig brugt til – ved anden lejlighed – »at opdage følelsesmæssige afvigelser på et tidligt stadie«.

Den pædagogiske pakke består af hele tre dele: En på ti sider med historisk overblik. En med fuldt indblik for ansatte på lederniveau. Og en med historisk overblik samt kendetegn på uønsket udvikling. Sidstnævnte er, står der, på 135 sider. Den er altså identisk med romanen, vi læser! Det virker på én gang uhyggeligt og logisk.

Det sekstusinde rumskib er, som der står, »svangert med levende ting«, som de mest menneskelige dele af besætningen oplever som »artificielle postkort fra jorden«. Ravns roman er svanger med samfundskritik og må opfattes som et tankevækkende advarselsbrev til sin nutid.

Olga Ravn: ’De ansatte’. Gyldendal. 135 sider, 200 kroner

Mars-trilogien af den amerikanske forfatter Kim Stanley Robinson er en utopisk trilogi om koloniseringen af Mars. Robinson skriver sig ind i en ny science fiction-bølge i litteraturen. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Christian Skoubye
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Toke Kåre Wagener
  • Jørn Andersen
ulla enevoldsen, Christian Skoubye, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Toke Kåre Wagener og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Til anbefaling hør P1s Skønlitteratur fra d. 23. maj. 2018 Her er Olga Ravn gæst i Skønlitteratur , både som forfatter og oversætter.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.