Læsetid: 2 min.

Pia Juul er ikke spor bange for at gentage sig selv

Essayistiske småstykker bæres af frisk appetit på ord og samler sig hen ad vejen til et yndefuldt selvportræt
4. maj 2018

Det ligner begyndelsen på et smukt og frugtbart samarbejde, når Pia Juul på Asger Schnacks Forlag blot en måned efter den sarte, en smule triste digtsamling Forbi kan udsende endnu et lille værk af umiskendeligt ægte juulsk karakter. Og det vidner om selvbevidsthed og mod, at hun hele fire gange i løbet af bogens 21 stykker røber sin særlige ømhed for bogfinkens sang: Det det det ka jeg sige li så TIT det skal være. Ja, hun har tilmed anbragt linjen som motto allerforrest og dermed markeret, at hun selv nøjagtigt lige så ofte som det passer hende, er parat til at stå op for musikken, sangen og poesien. Og derfor ikke er spor bange for at gentage sig selv!

Bogen rummer nok så spredte stykker: bestillingsarbejder, erindringsfragmenter, værklæsninger og taler. Men fælles for dem er det veloplagte anslag og den dér særlige juulske velformulerede fandenivoldskhed. Hun tager os med på en helt igennem mislykket og snotforvirret rejse til poesifestivalen i Vilnius, vi får (en del af) historien om, hvorfor og hvordan hun blev forfatter, når nu hun ikke kunne blive glarmester, og der er nysgerrighedsfremkaldende indblik i hendes fascination af så forskellige digtere som Tennyson og Thøger Larsen. 

Pia Juul: Asterisk. Tekster

Det fremgår af tilbageblikkene, at Pia Juul dels tidligt lærte at spille klaver, dels allerede som barn havde en umættelig appetit på ord, især hvis de var ordnet i remser, viser og eventyr. Derudover vedkender hun sig »forvoksede anlæg for melankoli, nostalgi og inderlighed«, og sine steder er følsomheden da også næsten ved at blive for meget, som når hun lader sig sende dybt ned i flere dages sort depression, blot fordi Hans Hertel har udtalt, at forfatterne kommer alt for lidt ud i virkeligheden, fordi Statens Kunstfond betaler dem alt for mange penge for at sidde hjemme og skrive. Det rammer hende hårdt, hun, som efter eget udsagn siden sin barndom netop har »drømt om at få adgang til det virkelige liv«.

Dog, man forstår hendes harme, især hvis man fra det pågældende sted blader et par sider tilbage. For så står der nemlig: »At skrive ud i et tomrum er en betingelse jeg ikke har problemer med. Men at opleve at tomrummet forandrer sig og så at sige materialiserer sig – dét er lønnen. Det er det at blive hørt og oven i købet få svar.«

Selv optræder hun også i bogen som en dedikeret læser, som leverer fuldtonende svar til forbilleder som Tove Ditlevsen (Vilhelms værelse), Klaus Rifbjerg (Forord til Den kroniske uskyld) samt minsandten tillige unge Jonas Rolsted (Flex death). Man forstår Pia Juuls digte lidt bedre – de fremtidige såvel som dem, der siden 1985 er fremkommet på tryk – nu, hvor man ved, at hendes litterære smag især imødekommes af bøger, der blander dyb tragik og komik. Eller som gør os det klart, »at man skal gøre sig umage med livet og hinanden«.

Den juulske tilføjelse lyder her: »Det kan muligvis komme til at gøre lidt ondt. Men ellers var der jo heller ikke noget ved det.«

Pia Juul: ’Asterisk. Tekster’. 127 s. Kr. 200,00. Asger Schnacks Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu