Læsetid: 2 min.

Plotmotoren skramler derudad i Christian Mørks nye roman

Christian Mørks tolvte roman kunne måske fungere under genrebetegnelsen ’young adult’
»Mørks roman er et forsøg på en rørende og usædvanlig coming of age-fortælling, hvor den 17-årige Gustav igennem mødet med en ældre femme fatale lærer noget opbyggeligt om, hvad der er rigtigt og forkert.« skriver Mathilde Moestrup. 

»Mørks roman er et forsøg på en rørende og usædvanlig coming of age-fortælling, hvor den 17-årige Gustav igennem mødet med en ældre femme fatale lærer noget opbyggeligt om, hvad der er rigtigt og forkert.« skriver Mathilde Moestrup. 

Finn Frandsen

18. maj 2018

I forlagsbranchen taler man af og til om, hvorvidt et manuskript har en ’plotmotor’. Begrebet dækker over et eller flere aspekter af en romans handling, der driver plottet fremad, giver bogen pageturner-effekt. Det kan være umulig kærlighed, kampen mellem det gode og det onde eller nogens fordækte, forrykte fortid.

Det sidste er tilfældet for Christian Mørks tolvte roman I gode hænder, der med firsernes København som bagtæppe lader det svagelige mobbeoffer, gymnasieeleven Gustav, møde den gamle, måske nazistiske healer Agnes. De to bliver venner, men så begynder Gustav at afdække Agnes’ uhæderlige fortid; en proces, der tilsyneladende skal få læseren til at sidde med hjertet i halsen.

Det gjorde denne læser ikke. Måske fordi I gode hænders ’plotmotor’ er en stor og skramlende en af slagsen, der gør det umuligt at give sig hen, fordi det hele så åbenlyst er en konstruktion.

Det gælder både for handlingens forløb, men også på et mere fortælleteknisk niveau skramler maskineriet. Mørk kan ikke finde ud af at beskrive rum: Agnes’ lejlighed for eksempel, hvor store dele af handlingen udspiller sig, får man bare at vide er »stor«. På et tidspunkt står der også: »Der var skoddede cigaretter i et askebæger, der så ud til at have stået der længe.« Men hvor? På gulvet, i vindueskarmen, på taget? 

Christian Mørk: ’I gode hænder’

Mørks roman er et forsøg på en rørende og usædvanlig coming of age-fortælling, hvor den 17-årige Gustav igennem mødet med en ældre femme fatale lærer noget opbyggeligt om, hvad der er rigtigt og forkert.

Og den del af bogen, der foregår uden for fortællingen om den dybt utroværdige Agnes, fungerer faktisk, sine steder, fint nok. Som i denne dialog mellem Gustav og hans ven Jonas, hvor de under eksamenslæsningen på genkendelig vis taler om deres latinlærer Gerhardt:

»’Gu’ gør han da ej,’ sagde Jonas. ’Gerhard elsker os.’/ ’Gerhard elsker kun Marcus Aurelius. Og sig selv. Og grøn filt.’/ ’Og akvædukter. Og casus belli. Peter Belli. Hvad kan du klare dig med til gennemsnittet?’/ ’Et sekstal.’/ ’Også mig.’/ ’Skal vi tage en time til?’«

Måske en omskrevet version af romanen kunne fungere inden for genren young adult. Men jeg tror det nu ikke. Der er simpelthen for mange steder, hvor det sproglige skurrer i ørerne.

Når Agnes masserer den svagelige, astmaramte Gustav og bemærker hans »spændstighed«, er jeg ret sikker på, der skulle have stået »anspændthed«.

Når Agnes har »gnedet sig demonstrativt imod« sin egen historie »som et sandkorn«, ved jeg altså ikke, hvad jeg skal tænke. Men når hun på et tidspunkt kan smage »erstatningskaffen på tungen, som hun fik at drikke på toget ned til Hamburg«, føler jeg mig overbevist om, at det er kaffen, ikke sin egen tunge, hun fik at drikke dengang på vej til Hamburg.

Det er sjusk, og det giver jeg ikke meget for. Uanset hvor meget knald, der er på den motor.

Christian Mørk: ’I gode hænder’. Gyldendal, 219 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu