I yderkvartererne omkring de franske storbyer slentrer landets dygtigste rappere rundt og forsøger at bryde betonen ned med ord. Halvt senegalesiske Disiz La Peste, der er født på grænsen til Belgien og efterfølgende vokset op i de berygtede forstæder til Paris, er et af de aktuelle hovednavne i feltet.
Siden debuten i 2000 har han udgivet ti studiealbums, spillet med i flere film og som det seneste samarbejdet med den belgiske popstjerne Stromae.
To tredjedele Camus
Det er som om Disiz La Peste prøver at forene den klassiske, franske eksistentialisme med nutidens gadesprog. Første tredjedel af hans alias er en betonet sammentrækning af engelsk, mens de sidste to tredjedele er snuppet fra titlen på en roman af den franske filosof og forfatter Albert Camus.
På La Pestes seneste album, Pacifique, bæres lytteren udad på ambiente lydbølger, væk fra gadens hæsblæsende hiphop, som blev dyrket på tidligere plader. I stedet gøres plads til en langsommelig, eftertænksom driven på må og få – en forandring i La Pestes univers også i forhold til de tidligere teksters høje, fransksprogede tempo.
På singlen »Jeune de Banlieue« fra 2005 rapper han nok så konkret:
»Maintenant je vends des disques et des films, mais je suis surtout un jeune de banlieue« (»Selv om jeg nu sælger plader og film, er jeg først og fremmest en ung mand fra forstæderne«).
Mens Pacifique er mere optaget af eksistentielle paradokser som i verset på »Compliqué«:
»J’ai des pensées nomades, pour eux paranormales, je parle aux étoiles, t’arrives pas à me suivre, j’arrive pas à vivre« (»Jeg tænker nomadetanker, unormale for andre, jeg taler med stjernerne, du forstår mig ikke, jeg forstår ikke at leve«).
Fire fjerdedele følsomhed
Som de fleste franske rappere beskæftiger La Peste sig med fortællingen om det samfund, han lever i. I musikken bearbejdes følelsen af at blive overset, af at ingen bekymrer sig om forholdene i hans nærmiljø.
Men samtidig vælger Disiz La Peste at melde sig ind i en international forening af sad boys, ledet af skikkelser som Frank Ocean og Yung Lean, frem for kun at hænge ud på barrikaderne med sine landsmænd.
I et interview med det franske ugeblad Paris Match har han indrømmet, at han er blevet mere følsom med årene. Og som lytter kan man selv erfare, at han har fundet en kølig, flydende grænse mellem hverdagsfilosofi og politisk engagement, hiphop og electronica.
