Den russiske rockfilm ’Leto’ gør én både glad og melankolsk

CANNES – Selvcensur er en farlig ting, siger den iranske filminstruktør Asghar Farhadi, da jeg møder ham på filmfestivalen i Cannes for at snakke om hans nye, spansksprogede film, Everybody Knows. Men som iransk filmskaber lærer man alligevel hurtigt at tænke sig om, fordi faren for at blive censureret af landets myndigheder konsekvent er til stede.

Men i det mindste har Farhadi fået lov til at rejse til Cannes med sin film, hvorimod hans landsmand og kollega, systemkritikeren Jafar Panahi, der også har en film med i hovedkonkurrencen på festivalen, stadig ikke må rejse udenlands eller tale med pressen.

Panahi, der således ikke kommer herned i år, må i øvrigt slet ikke lave film, men det er alligevel lykkedes ham at producere ikke færre end fire film i de syv år, der er gået siden, han blev pålagt et 20 år langt berufsverbot.

Fejring af kunstnerisk frihed

Heller ikke den russiske instruktør Kirill Serebrennikov, der har det energiske rock- og kærlighedsdrama Leto (Sommer på dansk) med i hovedkonkurrencen, må rejse til Cannes. Han sidder i husarrest hjemme i Rusland, under anklage for at have franarret staten adskillige millioner kroner i støtte til et nonprofit-teaterinitiativ, Platforma.

Serebrennikov benægter anklagerne, og hans støtter siger, at det hele kommer sig af instruktørens opbakning til blandt andre Pussy Riot og Ruslands LGBT-bevægelse. Ifølge The Guardian er sagen på et mere overordnet plan de russiske myndigheders forsøg på at lægge låg på dissens i landets kunstneriske kredse.

Det er da heller ikke svært at få øje på de samfundskritiske elementer i Serebrennikovs nye film. Leto foregår godt nok i de tidlige 1980’ere i det daværende Leningrad i Sovjetunionen, men den er blandt meget andet en fejring af kunstnerisk frihed og muligheden for at udtrykke sig, som man vil.

Nye tider og ny  musik

Leto handler om rockmusikere, der i hemmelighed dyrker og forsøger at efterligne alt fra Velvet Underground og David Bowie til Blondie og Iggy Pop, mens de spiller koncerter i private hjem eller forsøger at overtale ledelsen af den lokale rockklub til at acceptere deres hjemmegjorte tekster med en smøre om, at det altså er satire.

Mike (Roman Bilyk) er den lokale rockstjerne, som alle ser op til og gerne vil være som, når han indtager scenen iført solbriller og synger om kvinder og kærlighed inspireret af sine britiske og amerikanske forbilleder.

Men en dag dukker den utilpassede Viktor Tsoi (Teo Yoo) op og spiller en anderledes socialrealistisk og kritisk form for rockmusik, der er mere sin egen – og ikke mindst betager Mikes kone, Natasha (Irina Starshenbaum) – og Mike erkender, at hans tid måske er ved at være forbi.

Serebrennikov og hans medmanuskriptforfattere, Lily og Mikhail Idov, tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og fortæller den medrivende historie med stort overskud. Letos sort/hvide billedside er optaget med håndholdt kamera og krydres med enkelte Super8-optagelser i farve, ligesom filmen indimellem forvandles til en musical med pludselige glimt af eventyr og usædvanlige versioner af sange af Talking Heads, Iggy Pop og Lou Reed.

Der er en sjælden længsel, poesi, følsomhed, legesyge og musikalitet i Leto, og den sætter sig i kroppen som en god rocksang, der på én gang gør én glad og melankolsk, fordi den minder én om svundne tider og mennesker, man engang kendte, og som ikke er længere.

'Leto' er endnu ikke i dansk biografdistribution – men man må håbe, at den kommer det

Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk og Twitter: @monggaard. 

www.festival-cannes.fr