Læsetid: 9 min.

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

For Erik Skyum-Nielsen giver udgivelsen af Inger Christensens efterladte manuskripter anledning til megen fryd over at besøge hendes tidlige digte, men også til en eftertanke over styrken i og faren ved det lille ord ’jeg’
Inger Christensen døde 2. januar 2009. Hun blev 73 år. 

Inger Christensen døde 2. januar 2009. Hun blev 73 år. 

Erik Petersen

25. maj 2018

Inger Christensen er langtfra den eneste store danske digter, der har følt sig mere eller mindre på kant med sproget, oplevet sig som stående uden for reglerne for, hvordan man bør og kan udtrykke sig. Adskillige af vore mest betydningsfulde forfattere har været diagnosticeret som ordblinde i middelsvær grad, og andre blev som børn opfattet som tvære og mutte, fordi de kun åbnede munden, når de mente, de havde noget at sige.

Har man læst Inger Christensens essays i bogform fra Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000), vil man kende fornemmelsen af at blive slået af hendes udtryksmæssige præcision. Det samme sker i de tekster, hun offentliggjorde rundt omkring, og som nu foreligger i mammutudgivelsen verden ønsker at se sig selv. Hun skriver: »Verden er altid forklædt som det vi kalder virkelighed.« Eller hun ser tilbage på sin tidlige digtning og siger, at hvad det især drejede sig om, var »at fastholde det der var flygtigt og forandre det der var alt for fast«.

Jeg citerer her fra en relativt tidlig kronik, trykt i 1969, samme år som hun brød igennem som forfatter med det. Heri fortæller hun, at hun i gymnasiet havde en dansklærer, som hurtigt erklærede, at han ikke forstod en pind af hendes stil, men at det da godt kunne være sådan den kommende tids litteratur skulle se ud. Det skræmte hende ikke, tværtimod, hun var på én gang for selvsikker og genert til at tage sig af den slags, så hun blev blot ved med at skrive om alt muligt andet end det opgivne emne, men stadig »mest om mig, og hvad jeg vidste følte forstod tænkte og oplevede ved Livet Døden Kærligheden Naturen og et par enkelte andre ting«.

For det meste fik hun UG i parentes, og bagefter var der tilføjet, »at parentesen ville blive fjernet næste gang, hvis jeg holdt mig til emnet. Men parentesen blev aldrig fjernet. Jeg kunne simpelthen ikke skrive om noget, ikke fordi jeg ikke vidste noget om det der skulle skrives om og heller ikke fordi jeg ikke gad sætte mig grundigt nok ind i det, det gjorde jeg faktisk hver gang, men når jeg begyndte at skrive, gik det hver gang på samme måde. Jeg blev besat, Jeg skrev for at skrive«.

Den tanke er nærliggende, at Inger Christensens senere forkærlighed for mønstre og systemer af lingvistisk, musikalsk og matematisk art har skyldtes et indre behov for gennem ydre modstand af en eller anden slags at disciplinere og kanalisere et kolossalt indestængt udtryksbehov. Det vil dog være utidig psykologiserende reduktionisme. For den formmæssige stramhed, hvormed hun efterhånden lærte sig at digte, hang først og fremmest sammen med en bevægelse bort fra det psykologiske niveau, med en søgen efter strukturer, som forbinder menneske og verden. Hun ville, som hun sagde, behandle ordene som levende celler, og hun anså det poetiske sprog for en forlængelse af biologien.

Digteren og den encyklopædiske bogholder

Så eksplicit og suverænt ytrede hun sig i 1985 i en enquete over spørgsmålet »Hvorfor skriver De?« i franske Libération. Det danske manuskript er siden gået tabt, men teksten findes oversat tilbage til modersmålet af sønnen Peter Borum i det gigantiske skatkammer af en bog, som han på tre år har redigeret sammen med Inger Christensens svenske oversætter Marie Silkeberg. Lidt af indholdet blev forhåndspræsenteret i fjor i Gyldendals Julebog Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, men nu foreligger altså hele molevitten fra arkivet i form af essays, anmeldelser, noveller og forarbejderne til en efter alt at dømme vildt ambitiøs og inderlig fortænkt parisisk kriminalroman, samt digte og udkast til digte.

’Verden ønsker at se sig selv’ er et intimt og svimlende indblik i Inger Christensens værksted

Det er så fin en oplevelse, sådan en lykke at fare vild i dette krat af en bog, i skitserne og mulighedsrummene, i de uudnyttede irgange og i de alternative visioner i Inger Christensens skrift, hvilket også vil sige: i det vigtigste lyriske forfatterskab i Danmark i det tyvende århundrede.

Tue Andersen Nexø anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Når man læser teksterne i sidstnævnte kategori, som udgør halvdelen af bogen, bliver man slået af tre ting. I de håndskrevne, faksimilereproducerede udkast forskellen mellem, hvad vi måske kunne kalde digteren og den encyklopædiske bogholder: Den første bruger en hældende og frit flydende skrift, som om hun er besat og atter skriver for at skrive; den anden arrangerer med opretstående myrebogstaver f.eks. stejle søjler af ord, der begynder ens eller danner såkaldte semantiske felter. Så megen orden i så vildt et kaos!

I de udkast, der grupperer sig om især Brev i april (1979) og alfabet, er det påfaldende, så store mængder materiale, der har skullet produceres og derpå kasseres, inden den færdige helhed kunne stå frem, eller om man vil, før skulpturen kunne hugges frem af marmorblokken. Sider fra de yderst frugtbare og produktive år omkring 1980 tager sig ud som færdige digte og har så alligevel »bare« været forstudier og forstadier til noget større, hvis format vi i dag så meget desto klarere erkender.

Kampen med ordet ’jeg’

Endelig bliver man ved læsning af de hidtil udtrykte tidlige digte (side om side med tekster, som bragtes i tidsskrifter, men ikke kom med i hverken i Lys fra 1962 eller i Græs året efter) slået af, hvor hård en kamp Inger Christensen har måttet tage med det lille ord ’jeg’.

Senere kunne hun nok så magtfuldt hævde, at det er sproget, der skriver, fordi verden i digtet ønsker at se sig selv. Eller hun kunne, i et essay om åbenbaring og forklædning, »Verden er uimodsigelig« (holdt som foredrag 1978, trykt på svensk 1979, her oversat fra svensk af Peter Borum), bygge refleksionen ud og fastslå, at det i digtet »ikke er personen ’jeg’ der taler men verden der bruger ordet ’jeg’ for at kende sig selv. / Den stiller det spørgsmål til bevidstheden om det er muligt med de ustandseligt fortløbende strukturer den har udviklet der (og som menneskene kalder hjerne) at nå til en fuldkommen spejling af det der allerede er. / Sådan set bliver det selvfølgeligt at sige at verden er en sindstilstand, i poesien kaldet ’Jeg’. Jeg forklæder mig som verden og verden åbenbares«.

Konklusionen lyder, at ’jeget’ ikke er et enkelt ’jeg’, men verdens samlede evne til at blive visionær. Tja, slet så enkelt, skulle jeg hilse og sige, forholdt det sig ikke i Inger Christensens tidlige digte, som ganske vist bærer vidnesbyrd om en voldsom ekspressiv, eruptiv kraft, der transcenderer det subjektive/individuelle, men ofte også kønner sine lidenskabelige elegier på en måde, der gør, at lidenskaben må forstås som på én gang almenmenneskelig og subjektiv kvindelig.

Tag blot »Regntid«, hendes allerførst trykte digt (Hvedekorn 3/1955): »Der går stjerner i em som en regn under nat, / hvor vindene venter i vest. / Og bølger går blidt mod bromolens kant, men længes mod stormenes fest. // Det lurer og leger og lokker til blæst / med skum om en sort hests hov, – / og mågerne skriger til den der går næst / om bytte og blod og om rov. / Og tankerne hidses i anet ring, / mens kroppen spændes i buer af sort: jeg venter, at morgen skal komme med ting, / som styrende slår mod min port. // Jeg venter en havstorm, stærk og strid, / som fejer en fest om dit hus – – / men hesten står tøjlet, stille og hvid / uden vildsind og vindes sus.«

Om tilblivelsen af dette digt, som hun anså for sin første poetisk fuldbårne tekst, skriver Inger Christensen i »Jeg fik UG i parentes«:

»Det var en aften ude på molen i Svanemøllehavnen. Det var mørkt og det blæste meget. Jeg lå på en bænk og lyttede til bølgerne, og pludselig mærkede jeg at de dunkede en sætning i hovedet på mig. Om det nu var fordi jeg i virkeligheden var bange for at være derude, alene, eller det var noget andet det var i gang ved jeg ikke, men jeg løb hele vejen hjem og skrev linjen ned og den voksede straks af sig selv til fire gange fire rimede linjer.«

I nærheden af døden

Herefter havde hun efter eget udsagn »en model af hvordan et digt kunne opstå«. Men hvad siger digtet, og hvad handler det om? Almenmenneskeligt indkredser det en kraft, som forener naturen og et menneskeligt subjekt. Men samtidig udtrykker teksten, at længslen mod »stormenes fest« bor i en krop, som vil spændes i buer af sort, og som ikke frygter det destruktive (bytte, blod, rov). Jeg læser trangen til »ting«, der slår mod subjektets »port«, som en lyst til hengivelse i et erotisk møde, som for den sags skyld gerne må bringe dem, der elsker, i nærheden af døden.

Forlænger man denne læsning, som vel næppe kan kaldes definitiv, men næppe heller er helt ude i skoven, over i de digte, som Inger Christensen i de følgende år (1956-60) fik i hovedet igen, når hun sendte dem til Hvedekorn og Vindrosen, kommer man snart på sporet af det ’jeg’ som skulle almengøres i poesiens navn. Et kvindeligt jeg, bærer af en lidenskab, som nok kunne komme til sprog, men ikke til åben udfoldelse. Læs således »Foran spejlet«, refuseret af Vindrosen i 1960:

»mærker mine bryster / formindskede nøgne / skjuler mit køn / med knugende hænder // betragter så endelig mit ansigt / såret forgrædt og åbent / betragter ellers kroppen / slidt af den rasende vind / som jagter alle statuer // hører musikken / forstenet / som efter en strålende aften / at rammes af gudernes hævn / fryser«

Den rasende vind »som jagter alle statuer«, får her denne læser til at associere til samtidige digte, hvor den stækkede kvinde sammenlignes med karyatider med afhuggede arme. At brysterne er »formindskede«, kan betyde, at de ikke modtager kærtegn. Og hvad angår verslinjen »skjuler mit køn«, kan den både dække det at dække for kønnet og det at gøre kønnet usynligt i skriften.

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Det er en kæmpe kvalitet ved verden ønsker at se sig selv, at man ikke bare bevæges med, men også besværes. At man på den måde bliver del af den labyrint »som en slags fællestanke, et møbiusbånd mellem menneskene og verden«, som Inger Christensens forfatterskab er. At man bliver del af det »vi«, som det uafbrudt forsøger at skabe i hver af dets mange former, som verden ønsker at se sig selv så rigt vidner om.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Det er blot en arbejdshypotese; men jeg sidder efter læsning, eller skulle jeg snarere kalde det en foreløbig orientering i verden ønsker at se sig selv med den eftertanke, at Inger Christensens forfatterskab har en ny forståelse til gode lidt på linje med den, der i de seneste år er blevet Tove Ditlevsen til del.

Om sidstnævntes roman Ansigterne (1968) skrev Inger Christensen ved dens genudsendelse i Gyldendals Bogklub 1981 en fremragende præsentation, og til Ditlevsens noveller leverede hun i 1977 et forord, som vidner om umiddelbart forståelsesfællesskab. Særligt har hun hæftet sig ved forfatterens fineste kvalitet: evnen til »at genskabe de store, uforløste områder i menneskers sind blot ved at lægge små, rystede tegn eller rester af situationer frem i hverdagslyset«. Det dybeste i Ditlevsens personer »er deres trofasthed mod de første naturlige ressourcer, mod den ømhed, hengivenhed og glæde vi medbringer ved vores ankomst til verden – som om vi endnu ufødte havde besøgt lykken«.

Der var den så igen, den frapperende udtryksmæssige præcision. Den nye store arkivudgivelse giver os ofte fryden derover. Men den minder også om, at det er et sorgtynget kvindeligt jeg, som taler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Johansen
  • Ejvind Larsen
Morten Johansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu