Læsetid: 9 min.

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

For Erik Skyum-Nielsen giver udgivelsen af Inger Christensens efterladte manuskripter anledning til megen fryd over at besøge hendes tidlige digte, men også til en eftertanke over styrken i og faren ved det lille ord ’jeg’
Inger Christensen døde 2. januar 2009. Hun blev 73 år. 

Inger Christensen døde 2. januar 2009. Hun blev 73 år. 

Erik Petersen

25. maj 2018

Inger Christensen er langtfra den eneste store danske digter, der har følt sig mere eller mindre på kant med sproget, oplevet sig som stående uden for reglerne for, hvordan man bør og kan udtrykke sig. Adskillige af vore mest betydningsfulde forfattere har været diagnosticeret som ordblinde i middelsvær grad, og andre blev som børn opfattet som tvære og mutte, fordi de kun åbnede munden, når de mente, de havde noget at sige.

Har man læst Inger Christensens essays i bogform fra Del af labyrinten (1982) og Hemmelighedstilstanden (2000), vil man kende fornemmelsen af at blive slået af hendes udtryksmæssige præcision. Det samme sker i de tekster, hun offentliggjorde rundt omkring, og som nu foreligger i mammutudgivelsen verden ønsker at se sig selv. Hun skriver: »Verden er altid forklædt som det vi kalder virkelighed.« Eller hun ser tilbage på sin tidlige digtning og siger, at hvad det især drejede sig om, var »at fastholde det der var flygtigt og forandre det der var alt for fast«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Johansen
  • Ejvind Larsen
Morten Johansen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu