Læsetid: 2 min.

Der sætninger i ’Piedestal’, som man ikke kan undgå at blive helt glad af

Rolf Sparre Johansson kredser både om den afdøde mor, der blev lagt i graven i sidste udgivelse fra 2016, og om hverdagen med børnene, der gav digteren massiv søvnmangel i debutværket fra 2015, men som noget nyt i forfatterskabet tager ’Piedestal’ også fat på politisk stof ud over det nære
Rolf Sparre Johansson kredser både om den afdøde mor, der blev lagt i graven i sidste udgivelse fra 2016, og om hverdagen med børnene, der gav digteren massiv søvnmangel i debutværket fra 2015, men som noget nyt i forfatterskabet tager ’Piedestal’ også fat på politisk stof ud over det nære

Sigrid Nygaard

4. maj 2018

Nogle gange er det ikke hele værker, der gør forskellen, ofte er det snarere halve, trekvarte, ja, endda mindre dele af et værk, der stikker hovedet frem og synger midt i et ellers stilfærdigt eller måske bare knap så melodisk landskab.

Sådan har jeg det med Rolf Sparre Johanssons nye Piedestal, der lyser i perioder, hvilket måske også er fint, når bogen ikke rigtig gider helheden: Den tynde sag på godt 80 sider består nemlig af både digte, breve, scener og notater og har ikke noget ønske om af fremstå som en sammensmedet enhed, der opviser en perfekt cirkel.

Piedestal kredser både om den afdøde mor, der blev lagt i graven i sidste udgivelse, Begravelse fra 2016, og om hverdagen med børnene, der gav digteren massiv søvnmangel i debutværket Søvn fra 2015, men som noget nyt i forfatterskabet tager Piedestal også fat på politisk stof ud over det nære. Nemlig terror, udlændingepolitik og hverdagsracisme. Der åbnes således mod samfundet, og det er jo noget, der i udgangspunktet kan lyde godt og rigtigt. Spørgsmålet er bare, om det nu også er det. 

Rolf Sparre Johansson: Piedestal

Jeg må sige, at jeg var glad for den måde, som Rolf Sparre Johansson i Søvn gjorde hele barsels-, omsorgs- og småbørnscirkusset til et anliggende, der også var mandens. At han tog forældreerfaringer ­– såsom søvnmangel, desperation og følelseskaos – seriøst og indlemmede dem i en almenmenneskelig pulje.

Alt for ofte bliver den type erfaringer udelukkende parkeret som ikkevæsentlige kvindeerfaringer, og på den måde blev Søvn meget politisk på en eksemplarisk måde. Det politiske voksede ud af det nære, af sine egne erfaringer og fik dermed en krop, en ærlighed og en ømhed, der gjorde, at Søvn også fungerede kunstnerisk.

De afsnit, der i Piedestal – en titel, der i øvrigt henviser til digterjegets egen oplevelse af at føle sig moralsk bedre end andre – arbejder med de politiske størrelser, gør det desværre på en måde, der for mig at se ikke kan hamle op med den type kropslig politik, som udmøntede sig i Søvn. Scenerne løfter sig ikke rigtigt ud over det, de beskriver, de forekommer mig lidt fjerne og formår hverken rigtigt at berøre eller skabe et farligt eller tankevækkende rum.

Det gør til gengæld en masse andet i Piedestal. Eksempelvis bogens indledende titeldigt. Her opstår uudgrundelige huller, historier, der trænger sig på, fordi de ikke bliver fortalt, og de er på en hakkende måde sært bevægende.

Derudover er der bare sætninger i Piedestal, som jeg ikke kan undgå at blive helt glad af: »man bliver så passiv/ af at tage en længerevarende uddannelse og se tv-serier« (som om de to ting hænger uløseligt sammen). Og så er der den sære skønhed i »At ligge på knæ i mørket og klippe et barns negle, i lyset fra mobiltelefonens lygte.« Det sparsomme lys dér, dét er lige til at bade sig i!

Rolf Sparre Johansson: ’Piedestal’. Forlaget Kronstork. 82 sider. 139 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu