Læsetid: 4 min.

Salman Rushdies seneste bog er et forgæves forsøg på at skrive den store amerikanske roman

Rushdies seneste roman er mildt sagt ikke en vellykket bog. Den er ambitiøs, men det er uklart, hvad bogen egentlig vil sin læser. Den bliver aldrig hverken indsigtsfuld eller underholdende
Salman Rushdie under et møde med Information i 2014. Du kan læse interviewet her.

Salman Rushdie under et møde med Information i 2014. Du kan læse interviewet her.

Sigrid Nygaard

25. maj 2018

En mystisk familie flytter ind i et palæ på Manhattan. Bag dem ligger en lyssky tilværelse i et fremmed land, og som del af deres nye identitet har de alle taget navne med antikke aner. Patriarken, der nu kalder sig Nero Golden, er en slags Godfather med Donald Trump i ascendanten – tilsyneladende grænseløst rig, og i stand til at udslette fjender med et enkelt telefonopkald.

Hans tre sønner er vidt forskellige: den ene er autist og agorafob, den anden er en excentrisk kunstner og den tredje er en følsom sjæl, som er i tvivl om sin kønsidentitet. På hver deres måde finder de sig til rette i den nye verden – i hvert fald indtil deres far forelsker sig i den unge, smukke russer Vasilisa.

Herefter følger en forfaldshistorie med både utroskab, selvmord og drab. Selvom det snildt kunne være opskriften på en eksplosiv og dramatisk fortælling, er det ikke tilfældet her. For Salman Rushdies seneste roman – hans 13. i alt – er nemlig mildt sagt ikke en vellykket bog. Mens jeg har læst den, har jeg ledt efter noget positivt, der trods alt er værd at fremhæve, og jeg tror, at det bedste, jeg kan sige, er, at romanen er ambitiøs. Men allerede her melder problemerne sig; for jo mere, jeg tænker over det, jo mere bliver jeg i tvivl om, hvad den egentlig vil.

Et forsøg på en samtidsroman om USA

Det gyldne hus er fortalt af den unge mand René, der drømmer om at blive filminstruktør. Da Golden-familien flytter ind ved siden af, aner han muligheden for at opsnuse husets hemmeligheder og lave dem til en storslået film. Valget af fortæller skaber to alvorlige problemer for bogen: Rushdie har forsøgt at skrive en samtidsroman om USA, og i disse fake news-tider inkluderer det selvsagt også relativiseringer af sandheden – »Sandt er sådan et 20. århundredesbegreb,« som Renés kæreste siger – hvilket betyder, at René nogle gange fortæller det, der sker, andre gange det, han tror, der er sket, og atter andre det, der passer bedst ind i hans filmplot.

Dermed bliver bogen en blanding af fortælling, manuskript og historien om filmens tilblivelse, hvor det ikke altid er klart, hvad der er hvad. Det andet problem er, at René forstår verden gennem kulturreferencer. Selv den mindste hændelse skal forsynes med en parallel, som når en kvinde »tog et drag af sin Gauloise, så hun lignede Anna Karina i Manden i månen«, eller når to personers tavshed »var som en samtale, hvor alt, hvad der skulle siges, var blevet sagt, ligesom James Joyce og Samuel Beckett tavst badet i bedrøvelse på verdens vegne og deres egne«.

Fælles for disse referencer er, at de ikke rigtig tilfører historien noget. Først og fremmest er det selvfølgelig et af Renés karaktertræk, men når eksempelvis en kriminalkommissær ud af det blå refererer til Ovid, virker det ikke længere som en træls tilbøjelighed hos fortælleren, men som en pil, der peger tilbage mod forfatteren.

Den slags er medvirkende til at romanen føles overlæsset, og det samme er de lange beskrivelser, der især præger første del. Om Golden-familiens hus hedder det blandt andet, at det blev bygget »i årene 1901-1903 af tegnestuen Hoppin & Koen, som for at få plads til det nedrev to af de oprindelige huse, der var bygget i 1844 af boet efter købmanden Nicholas Low. Det var tegnet i flot og moderigtig fransk renæssancestil, en stilart, som Hoppin & Koen havde erhvervet sig en betydelig erfaring med, dels på École des Beaux-Arts og, senere, i de år de arbejdede for McKim, Mead & White«.

Grotesk virkelighed

Flere gange spørger René sig selv, om et menneske kan være godt og ondt på samme tid, men der kommer ikke noget svar på det, og derfor begrænser den indsigt, han opnår i romanen, sig til at mennesker rummer »mysterier, som forklaringer ikke kunne forklare«, samt at »det er bedst at være ærlig. Undtagen når det ikke er«. Som nævnt er det tydeligt, at romanen forsøger at skildre samtidens Amerika, og der er masser af henvisninger til fænomener som Anonymous-bevægelsen og Gamergate.

Men det mest iøjnefaldende er sidehistorien om en grum præsidentkandidat, der konsekvent omtales som Jokeren fra Batman: »Han skyder lige fra hoften, siger lige, hvad der fucking passer ham, plyndrer en hvilken som helst bank, han er i humør til at plyndre, dræber hvem som helst, han har lyst til at dræbe, han er vores mand. Den sorte flagermuseridder er fløjet! En ny dag er oprunden, og det bliver helt vildt! Hil, hil United States of Joker!«

Rushdies bud på samtidsrealisme er tilsyneladende en grotesk version af virkeligheden, hvis eneste funktion er at sige, at virkeligheden er grotesk. Men hverken skildringen af Joker-præsidenten eller historien om Golden-familien åbner for en dybere forståelse af det moderne Amerika. Sidstnævnte fortaber sig i referencer, detaljer og fortællekrumspring med et glimt i øjet, mens førstnævnte minder om et forsøg på at forklare et barn, hvorfor Trump er dum, ved at bruge kiksede tegneserieeksempler.

Samtidig leverer romanen en bedrevidende forsimpling af den politiske situation ved at opdele landet i to bobler – den ene består af dumme og/eller gale mennesker, der enten bliver manipuleret af præsidentens retorik eller bifalder hans handlinger; den anden er New York, hvor man stadig er i stand til en gennemskue en svindler. Alle disse ting gør, at Det gyldne hus ramler sammen. Romanen vil en hel masse, men den bliver aldrig hverken indsigtsfuld eller underholdende.

Salman Rushdie: ’Det gyldne hus’. Oversat af Thomas Harder. Gyldendal, 408 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man bliver så nødt til selv at læse "Det gyldne hus", som her får en elendig anmeldelse. Bjørn Bredal giver 6 hjerter (fuld plade) i Politiken.

Ja, hvad skal man dog tro?