Læsetid: 4 min.

’Det smelter’ er så god, at det er svært at fatte, at den er skrevet af en debutant

Belgiske Lize Spits spændingsmættede og uendelig grumme roman ’Det smelter’, ligner begyndelsen til et stort forfatterskab
Lize Spits (f. 1988) Det smelter er så god, at det er svært at fatte, at den er skrevet af en debutant, skriver Thomas Thurah.

Lize Spits (f. 1988) Det smelter er så god, at det er svært at fatte, at den er skrevet af en debutant, skriver Thomas Thurah.

Roos Pierson

25. maj 2018

Det sker forbavsende tit, at oversatte romaner, som i deres hjemland er solgt i svimlende oplag (som nu den her: »over 180.000 eksemplarer«), har fået bunker af priser (debutantpris og indstillet til to andre) og er solgt videre til den halve verden (»11 lande«), skuffer fælt.

Forklaringen er sjældent, at romanerne er meget dårlige, eller at forskræppet har skruet forventningerne for højt op (eller forskræppets skingerhed har skabt en skepsis). Det er mere indviklet og svært at forklare. Men det er tilsyneladende ikke nok, at bøger er gode eller mellemgode, de skal helst også høre til i en sammenhæng. Det kan være en debat, som allerede har sit eget rum eller nu pludselig viser sig at være tiltrængt. Det kan være vigtige bevægelser inden for kunsten eller i det mindste et forfatterskab, som romanen nu fornyer.

Det andet er som samtale i blæsevejr: ’Der er kommet en god bog i Norge – i Niger, i Djibouti, i Portugal …’ ’Siger du virkelig dét!’ ’Ung forfatter, ikke til at slippe!’ ’Nej, da!’ ’Om døden, misundelse, generationerne, det hele eminent sat på spidsen!’ ’Fantastisk! Sagde du Niger – eller var det Norge?’ ’Nej for fanden, Djibouti!’

(Der ligger en kulturel centrisme skjult her – og måske en ringe evne til at have mange forskellige ting i hovedet på én gang – som jeg ikke skal løbe fra).

En pudseløjerlig verden set i børneperspektiv

Lize Spits (f. 1988) Det smelter er alt andet end en skuffelse. Over mere end 500 sider beskriver romanen smertefuldt og bevægende en ødelagt opvækst, forholdet mellem kønnene, en ekstrem og voldelig sexisme, og romanen er så god, at det er svært at fatte, at den er skrevet af en debutant.

Jegfortælleren Eva er ligesom sine to drengekammerater Pim og Laurens født i 1988, de eneste tre i den flække, de vokser op i. De bliver tætte allierede, »musketerer«, som de hemmelighedsfuldt og skæbnesvangert kalder sig, først ved det udtræksbord i klassen, som de praktisk nok får plads ved, senere i et venskab holdt sammen af mangel på andre muligheder og uhyggelige lege og ritualer.

Der er noget tilsyneladende humoristisk over Evas fortællerstemme, forstærket af en skarp opmærksomhed på alt det pudseløjerlige i verden set i et barns perspektiv (og i indlevet tilbageblik). Farens uhyre ophobning af skidt og skrammel omkring det skur, hvor han også har sit enorme lager af øl, vittige bemærkninger om morens hjemtur på ladet af en trillebør. Mærkelige tildragelser i landsbyen, kaosset ved middagsbordet, mayonnaise som lusemiddel, fars seneste skøre idé. Hans lussinger, rebet og løkken i skuret.

Børnenes flugt fra virkeligheden

Efterhånden glider det vittige i stemmen over i noget bedøvet, en sær ikkereaktion på den grumme virkelighed, som Eva selv langsomt opruller. Indimellem kan hun virke næsten afstumpet, og hendes sprog og virkelighedsbillede komme faretruende tæt på det selvopløsende og sindssyge.

Det sidste sker i en morsom, men også dybt uhyggelig fantasi om hendes yndlingslærer (hun aner en skæbnefælle her), som hun forestiller sig kan iagttage hende og det indvendige af hendes hoved på kilometers afstand og på alle tidspunkter. Derfor må hun opføre sig pænt, lade være at prutte, ikke pille næse, vride sig, når hun tørrer sig på toilettet, så yndlingslæreren ingenting kan se, og for alt i verden ikke tænke grimme tanker.

Kærlig omsorg er sjælden og dyrebar.

Baggrunden for Evas bedøvelse toner gradvist frem, på samme måde som romanens uhyggelige plot skrælles af lag for lag og med stor tålmodighed.

Hjemmet er dysfunktionelt, som det hedder med et udtryk fra den forsorgsverden, der er fraværende her i bogen, og angstfyldt i en grad, så de tre børn må flygte fra det. Storebroren ind i sin drengeverden, lillesøster ind i en svær OCD, spiseforstyrrelser og lurende sindssyge. Eva ind i det musketerfællesskab med Pim og Laurens, som udvikler sig til strengt regelsatte seksuelle overgreb viklet ind i konstante og tyste forhandlinger om omsorg og opmærksomhed. Det sidste kompleks, ikke mindst de ritualiserede overgreb, er brutalt og indlevet skildret i romanens snævre perspektiv med alle stedets (gårdens, dyrenes, mælkerummets, gyllens, blodets) konkreter og sanselighed. Det er også beskrevet i, hvad jeg ikke kan opfatte som andet end et mytologisk billede af kvinden Eva som den korsfæstede, dvs. blodigt henrettede.

Det er meget voldsomt og virker meget stærkt.

Begyndelsen til et stort forfatterskab

Jeg ved ikke, om det skaber noget brugbart billede af romanen, men jeg kom i tanke om flere vidt forskellige romaner, mens jeg læste den.

Blandt dem var Jens Blendstrups groteske og uhyggelige sæde- og erindringsroman Gud taler ud. Robert Musils lille sadismestudie blandt unge mænd, Disciplen Törless’ forvirringer. Og William Goldings Fluernes herre. Dem lagt sammen og flere til, og så et sexistisk motiv, jeg ikke kan komme i tanke om at have mødt andre steder. Og endelig Lize Spits særlige og uhyre fintregistrerende fortællerstemme (i Aino Roschers flotte gengivelse), som forhåbentlig med tiden vil blive til et stort forfatterskab. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ikke skulle ske.

Lize Spit: ’Det smelter’. Oversat af Aino Roscher. Rosinante & Co, 512 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu