Læs lige Jonas Eika (født 1991) beskrive en beach boy gå eller rettere: beskrive en beach boy beskrive en beach boy gå:
»Da den franske dame med solhatten er nået halvvejs ned ad promenaden løfter han den ene fod og sætter kurs direkte mod hende i en beslutsom gangart. Men han gør det uden at stresse, og den måde hvorpå han får sine hofter til at falde skråt ind foran sig, i lange bølger af knogle og gulbrun hud der trækker ham frem over sandet, det får det til at gå i slowmotion for mig: Hvert skridt viser sig i alle sine faser, fra hælens anslag til sålens ormebevægelse over trædepuderne ud på tæerne, og sandet laver englehop omkring hælen.«
Læs Eika skrive med blikket og skrive hele turismens begærsøkonomi og den strandscene, den udspiller sig på, ind i én krop, i én glidende filmisk indstilling:
»Mine øjne glider op til hofterne igen, og jeg kan se bækkenet der kipper mellem hvert skridt fra side til side så jeg tænker på krebsdyr og skjoldede fisk der svømmer rundt i bækkenrammen, i det lyseblå hav der skvulper mod kønsbenet. Det er meget kraftfuldt, Immanuels skød, vuggende op ad promenaden imens alt andet ved ham falmer, hans lange, sorte hår og gulbrune hud, og da han er fire meter fra damen med solhatten har han noget askegråt over sig som en gammel tjener på en bistro.«
Efter solen er Jonas Eikas kun anden bog, og det er næsten ikke til at forstå. Så næsten usandsynligt sikker og klar er den. På den og andre måder minder Efter solen om Caroline Albertine Minors Velsignelser fra sidste år.
Ligesom Minor skriver Eika også noveller, der trækker på en befriende udansk tradition, lange og ufyndige, og ligesom Minor skriver han prosa, der fremstår formfuldendt, klassisk nærmest og lyrisk, men også uprætentiøs og ligefrem, og han skriver fiktion, der helt roligt foruroliger.
Eikas noveller kredser nemlig også om et murrende dunkelt og retningsløst begær, der pludselig får retning. Eikas noveller fortæller også om ømme og intime forbindelser, der på en gang ikke er seksuelle, er meget mere og alligevel ikke andet, og de fortæller om seksuelle forbindelser, der er umærkeligt queer, som opstår mellem mænd, mellem mere end to og – hos Eika – mellem mere end mennesker.
Jonas Eika: ’Efter solen’
En slags sci-fi
Her hører lighederne også op. For Efter solen er sci-fi. I hvert fald en slags. Eikas fem noveller foregår ikke i nogen fjern fremtid. Men i alle novellerne sker uforklarlige og fantastiske ting, der virker fiktive og fremtidige.
Den bank, en it-konsulent i bogens første novelle skal implementere et nyt styresystem for, er styrtet i et hul i jorden, og i ruinen arbejder de ansatte videre.
I Nevadas ørken finder en mand, i sorg over sine døtres død og fremmedgjort fra den hustru, der i sin sorg er blevet ufo-evangelist, en mystisk, skrigende Sender, der måske er militær, måske kommer fra rummet.
I »noget man kunne kalde London« driver et privat firma, som staten har udliciteret sociale opgaver til, en kombineret kirke, afvænningsklinik og fabrik, hvor narkomaner i en uhyggelig form for arbejdsterapi både betaler for deres behandling og lærer »at genfinde« deres »funktionsdygtighed« ved at fremstille turbiner og chipplader i store haller.
Og i bogens længste novelle, den både benhårde og totalt mærkelige, todelte »Bad Mexican Dog«, udfører de prekære drenge fra hele verden, der arbejder som beach boys, en slags tilnærmelsesvise service- og sexslaver, på en mexicansk strand, natlige nekromantiske ritualer med parasolskafter smurt med eftersol oppe i røvhullerne.
»Vidende eller uvidende deltager de alle sammen i afviklingen af denne verden, i forberedelsen til den der skal komme,« som bogens bagside siger det.
Så det er slet ikke nogen forestillet futuristisk fremtid, men en allerede dystopisk samtid, novellerne fortæller om. Den finansielle spekulation og politiske markedsgørelse, den organhøst og sexturismeindustri, som beskrives i Efter solen, er helt virkelige realiteter. Den sammenstyrtede bank er et meget bogstaveligt billede på den ruinøse ‘nye normalitet’, som ikke bare den novelle, men hele bogen handler om.
Novellernes på sin vis helt realistiske skildringer af, hvordan det – i »denne verden«, hvor der handles med fremtid, begær, magt og kroppe i mange slags virtuelle og fiktive økonomier; hvor arbejde på en gang mere håndgribeligt og uvirkeligt end nogensinde fremmedgør og tingsliggør mennesker; hvor man, kort sagt, må »være selve tingen«, som den beach boy, der serverer sig selv som en vare for den europæiske turist, konstaterer – er virkeligheden selv, der er blevet uvirkelig.
Hypnotiserende detaljeret
I alle novellerne opstår også sære symbioser, der både vokser ud af det uvirkelige og synes at værne mod det.
Den ensomme midaldrende it-mands tilfældige møde med en ung finansspekulant – der med sit slående hvide ansigt og »blanke øjne,« der »lignede møtrikker i den kolde luft«, fremstår lige så livløs og gennemsigtigt genfærdsagtig som den finansielle parallelverden, han handler i – udvikler sig til et rørende ruinerende broderligt forhold, der både involverer ekstatiske erfaringer med derivathandel i sengen og kropsmassage.
Manden, der finder Senderen i ørkenen, foretager et kirurgisk indgreb på sig selv, så han kan skrige sin sorg i transhumanistisk samklang med den og måske blive healet.
Narkomanerne forsøger at lave en lille tresom familie. Og den sære skaldyrsagtige sex, som drengene på den mexicanske strand har i et meget mystisk blåt bassin, ligner både en afmægtig magisk modstand mod den begærsøkonomi, de arbejder i, og en evolution til en ny livsform.
Det er nogle sorgfulde og alligevel underligt utopiske, flygtige fælleskroppe af på en gang meget materielt og »formløst liv«, af blank urværen med et »potentiale for et eller andet, noget der endnu ikke havde navn eller form«, som Eika beskriver så hypnotiserende detaljeret, at det på en gang helt og slet ikke er til at se.
Det er som på bogens sombre omslag, hvor en sær simulation af en sammenfoldet skulptur uformeligt ligger i en overmættet sortlilla solnedgang og gnistrer både blodrødt og selvlysende i den smalle stribe af lys, der stråler orange fra en snorlige horisont: Det er en øm aftenlandsfølelse til en virkelig uvirkelig tid.
Er sci-fi-genrens store appel ikke, at den kan fremmedgøre det, der virker umærkeligt, men ikke er det, og gøre det, der virker mærkeligt, men ikke er det, mere umærkeligt? Det er i hvert fald det, Eikas noveller gør ved økonomi og ømhed.
Efter solen er sci-fi som samtidskritik og hverken bare håbløs, alarmistisk dystopi eller verdensfjern utopi. Og af al den sci-fi, der bliver skrevet for tiden, er Jonas Eikas Efter solen den skarpeste, jeg har læst. Af alt er Efter solen faktisk det skarpeste, jeg længe har læst. Så læs, læs Eika!
Jonas Eika: ’Efter solen’. Forlaget Basilisk. 161 sider, 200 kroner.
