Forræderi har været en del af Star Wars-filmene siden begyndelsen, men aldrig har forræderi gjort så ondt, som det gør i skabelsesberetningen om Han Solo.
Solo: A Star Wars Story er den strålende forhistorie om, hvordan Solo mødte Chewbacca, gamblede sig til Tusindsårsfalken og lærte ikke at stole på nogen. At blive sin egen lykkes smed – dem er der mange af i filmen.
Det starter sådan her: Sammen med sin udkårne Qi’ra forsøger Han Solo at flygte fra deres hjemplanet, skibsbygningshelvedet Corellia. Kun Han Solo slipper afsted, dog ikke uden troskabsed til Qi'ra om at vende tilbage og hente hende.
Visuelt lever Solo et mere råt liv end tidligere Star Wars-film med sin – til tider håndholdte – realisme, der beskriver både socialt armod og episke landskaber. Fotograferet af brillante Bradford Young, der også skød den sublime Arrival. I sit mix af affald og stjernestøv er Solo tættest på den første Star Wars fra 1977.
Solo er skam også både morsom og flot. Men dét, der bliver hos en – også visuelt – er fortællingen om den menneskelige destruktivitet og det engagerende drama mellem hovedkaraktererne.
Trælbundne droider
Solo er ved at finde sin varemærkekækhed, men også desillusion i Alden Ehrenreichs o.k. charmerende skikkelse. Han finder en outlaw-makker i Tobias Beckett, mesterrøveren spillet med vanlig rævesnu, texansk charme af Woody Harrelson. Og Emilia Clarke (fra Game of Thrones) er Qi’ra, filmens mest komplekse karakter, som er en smule for underbelyst. Og så er der L3-37, som er en stærkt maskinel droide udenpå, men indeni er fuld af følelser og social indignation på vegne af den nye underklasse, de trælbundne droider.
Der er referencer til westerns, virkelige krige og krigsfilm i Solo. Efter at have efterladt sin kæreste på Corellia søger Solo ind i Imperiets hær for at lære at flyve, men ender på jorden i en udsigtsløs stillingskrig, der udspiller sig i mudder og skyttegrave. Se Kubricks Første Verdenskrig-film Ærens Vej.
Så skal han sammen med Beckett & Co. stjæle en afgørende energiressource i barske snelandskaber. Se Telemarkens Helte og Ørneborgen. Og der er en by ved navn Fallujah, undskyld, Felusia. Tjek USA’s anden invasion af Irak.
Altså befinder vi os i en galakse alt for tæt på vores virkelighed. Og Solo er sig sin samtidsrelevans bevidst og udfolder en fortælling om grådig udnyttelse og om retfærdig modstandskamp. Om uigennemskuelige magtkampe og om at overgive sig til den mørke side.
Ingen dødsstjerne, hurra
Det er et par gamle travere, der står bag Solo. Instruktøren er 64-årige Ron Howard, der var o.k. i 80’erne, men siden har instrueret fortrædeligheder som Da Vinci Code-filmene og A Beautiful Mind. Og 69-årige Lawrence Kasdan – der har skrevet manuskriptet til Jagten på den forsvundne skat og været ombord på hele tre Star Wars-film før – er manuskriptforfatter sammen med sin søn Jonathan.
Et overraskende vellykket mix, ikke mindst takket være et solidt anfægtende manuskript, der vil fortælle en anden historie end den evindelige om dødsstjernens atombombeanalogi. Men også fordi John Williams’ sædvanligt ulideligt bralrende symfoniorkester, der fastholder Star Wars i en gumpetung fortidig soundtrackstilistik, her i det mindste udbygges af John Powell med nogle forrygende korpassager.
Og så prydes Solo af det med længder bedste dialogarbejde i en Star Wars-film. Kasdan-duoen interesserer og kærer sig for sine karakterer uden at drukne dem i sødsuppe. De græder med dem, men griner også af – og med – dem.
Tag bare lejrbålsscenen tidligt i filmen, hvor både Chewbacca, Beckett og Solos karakterer konsolideres, og hvor de definerer en enhed uden for loven og familiestrukturerne. Undervejs i samtalen oversætter Han Solo således Chewbaccas wookie-fortælling og ender med at sige, at han ikke kan høre, om Chewbacca er blevet væk fra sin »stamme« eller »familie«. Hvortil Beckett replicerer, »hvad er forskellen?« Touché, Hr. Beckett, touché. Begge steder kan både troskab og forræderi forekomme.
’Solo: A Star Wars Story’ – Instruktion: Ron Howard. Manuskript: Lawrence og Jonathan Kasdan. Amerikansk. Biografer landet over.
Har forsøgt at få hoved og hale på det her. Forgæves. Jeg er nok bare dum, men hvad er der med de der amerikanske tegneserier/-film , der er så enestående, at de skal have al den omtale? Er det er generationsspørgsmål, og at filmen ikke henvender sig til os, der er vokset op i et hjem, hvor telefonerne havde drejeskiver? Eller...?
Man kan med god samvittighed blive dødtræt af StarWars - særligt efter Disney har taget over.
Så Solo i går med sønnen - noget værre lort for at sige det mildt.