I mange år har Hans Magnus Enzensbergers reportagebog Åh, Europa, hvor han kigger syv lande fra Europas udkanter efter i sømmene, været min foretrukne guide, når jeg lige skulle læse op på det Norge, som den tyske forfatter kalder Europas største hjemstavnsmuseum. Det fine ved Enzensbergers vittige og kontrastrige bog er, at han har et land, som han kalder en anakronistisk europæisk undtagelse, så kært. I hans blik bliver Norge et land, der altid har modsat sig modernisering og har fundet smutveje til lykken enten i form af oliemillioner eller et altid nærliggende fjeldhus at flygte op til.
Men fremover vil jeg også ty til Suzanne Brøggers nye rejsebog i form af epistler og notater, Norsk omelet, når jeg har brug for at trænge lidt ned under overfladen på vores lange nabo mod nord.
Enzensbergers bog er fra begyndelsen af 1980’erne, og Europa er i mellemtiden vendt på hovedet nogle gange, men de norske grundtræk er åbenbart de samme, for i Suzanne Brøggers bog kan filosoffen Trond Berg Eriksen på spørgsmålet om, hvorvidt Norge er moderne, svare, at det snarere er postmoderne: »Norge er, ligesom Brasilien, gået direkte fra vildmarken til dekadencen – og har sprunget civilisationen over.«
Teknologisk er Norge selvfølgelig moderne, men det er en misforståelse, når man med bogen tror, at modernitet kun er ensbetydende med fremskridt i viden, rigdom og magt over naturen. Så glemmer man, at den også er tab af tradition og fortid, og det tab har det unge Norge ikke lidt i samme grad som andre europæiske lande. Ved den mindste feststemning trækker nordmændene nemlig glædeligt i folkedragt – »altid i færd med at bygge nationen op og hvert år fejre sin uafhængighed«, som det sammenfattes i bogen.
Norsk omelet har en tosset titel – der stammer fra en dessert, der optræder i bogen inklusive opskrift, som er indbagt is eller omelette norvegienne, som nogle franskmænd med isbræer og snefjelde for øje fandt på – men er i øvrigt en skøn bog. Den brillerer ikke ved ophøjede udsagn, entydige sandheder og anden klog tale, men snarere ved at være en værre rodebunke og ved dens epistelagtige sludren. For forbilledet i form af Holbergs epistler, denne ironiens ræsonnerende form, er uomtvistelig, når det kommer til Suzanne Brøggers bog. Det gælder også valget af nærmest joviale titler på de enkelte stykker eller epistler.
Bogen er sikkert ikke noget for kværulantiske ideologer eller bogstavtro fanatikere, men for alle os andre er den en fest. En broget eller spraglet en af slagsen.
Lethed og elegance kommer tilsyneladende med årene. Det kan godt være, at den rejsende forfatters skridt er blevet lidt tungere, men på siderne danser hun let på tå. Overraskende og uberegnelig tager hun læseren med på en interessant tur rundt i Norge, fra syd til nord og ud i alle mulige afkroge, og for Brøggers trofaste følgesvende vil det føles som en kærlig endevending og opdatering af forfatterskabets hidtidige emner.
Suzanne Brøgger: Norsk omelet
Udsat for diverse
Suzanne Brøgger taler et sted om ikke længere at være et kvindeligt begærsobjekt. Som rejsende bliver hun ikke længere udsat for diverse, som hun udtrykker det. Hun taler om at have begge køn i sig, og med alderen er det den mandlige side, der får lov at træde frem. Hun bliver ladt i fred og kan selv bestemme, hvem hun vil opsøge og tale med. Hun kan sætte sig og observere og gå for sig selv uden at blive forstyrret i det. Hun kan med andre ord endelig blive den flanør, som er så mandlig en figur, og som det ellers er kvinden beskåret at være.
Det er godt set, og jeg kan mægtig godt lide Brøggers flanør. Hendes rejse er ikke lineær, men består især af afstikkere og omveje. Hun sidder lige så gerne i Theatercafeen i Oslo og samtaler med norske forfattere, filosoffer og antropologer eller på Hotel Continental, som hun med tog, bus, bil og skib rejser ud til den norske periferi, som ofte er en langstrakt affære. Det er også ved at opsøge periferien, at hun får svar på, hvordan dette kæmpe lange land kan hænge sammen.
Det er heller ikke Suzanne Brøgger, der selv ved alt på forhånd, men er spørgende. Derfor er bogen tæt befolket med især forfattere og andre kunstnere. Hun taler undervejs med eksempelvis Åsne Seierstad, Erika Fatland, Erik Fosnes Hansen, Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal, Vigdis Hjorth, Hanne Ørstavik, Vanessa Baird, Trond Berg Eriksen og Finn Skårderud. Ja, undskyld det bliver hurtigt namedropping, men de udfylder hver især en vigtig rolle i bogen, ligesom hendes samtaler med helt almindelige nordmænd ude i periferien gør.
Samtalerne kommer især til at handle om kulturkonflikter, flygtninge, nutidens krige, islamismen, tv-serien Skam, Utøya og 22. juli, opdragelse og dannelse, politik og frem for alt litteratur, hvor det dels handler om de norske forfatteres antropologiske interesse, dels om den autofiktion, som nordmændene har omdøbt til »virkelighedslitteratur«. Og i øvrigt noget, som Brøgger selv har bedrevet siden tidernes morgen, det vil sige dengang i 1970’erne, hed det så bare »bekendelseslitteratur«.
Egentlig er Suzanne Brøgger på jagt efter originaler, og sådan en finder hun også, når hun eksempelvis pludselig støder på og fletter et stykke ind om den østrigske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein, der i 1914 tog til Norge i eksil og i Skjolden inderst inde i Lustrafjorden i Sogn med de bare næver byggede sin egen hytte for dér at få ro til at få løst den sprogkrise, han på hele verdens vegne var gerådet ud i. Det er en fascinerende historie, og så må læserne leve med, at ikke alle detaljer er helt præcise, for Wittgenstein døde ikke, som der står i bogen, som 51-årig, men heldigvis først i en alder af 62.
Suzanne Brøgger: Norsk omelet. Gyldendal, 344 sider, 255 kroner.
