Læsetid: 3 min.

Tak for eksperimentet, og bedre held næste gang

To unge mennesker i undertøj. En stilren, hvid scenografi. En temmelig sortsynet tekst. Og en flok forventningsfulde publikummer. Det kunne lyde som opskriften på endnu en succes på Aarhus Teaters Studio-scene. I stedet bliver husdramatiker Peter-Clement Woetmanns nye forestilling, ’Lav Sol’, en lidt for overfladisk og klichefyldt fremtidsvision, der fungerer bedre som eksperiment end som færdig forestilling
Der eksperimenteres på livet løs på Aarhus Teater. Men til trods for Sofia Nolsøes slimindsmurte, kropslige præstation lander fokus alligevel på den klichefyldte tekst.

Der eksperimenteres på livet løs på Aarhus Teater. Men til trods for Sofia Nolsøes slimindsmurte, kropslige præstation lander fokus alligevel på den klichefyldte tekst.

Anna Marín Schram

8. maj 2018

Skuespillerne Sofia Nolsøe og Alvin Olid Bursøe er fanget i David Gehrts kvadratiske scenografi bygget op af fire rum med vægge af ostelærreder udspændt på hvide trærammer. Begge er iklædt hvide undertrøjer og hvide, kortbenede underbenklæder.

Publikum betragter dem først udefra, som voyeurer eller som forskere med identitetsløse forsøgsdyr. I forestillingens anden halvdel rykker publikum ind i selve scenografien, tager plads på bænke og bliver rent fysisk en mere integreret del af forestillingen.

Instruktør Sargun Oshana lader forskellige levende billeder med digitale tal, små stumper af filmsekvenser eller closeup på øjne og læber projiceres op på lærrederne som supplement til Peter-Clement Woetmanns tekst.

Skuespillerne taler på skift, mens deres respektive rum oplyses. I hjertet af scenografien, det største kvadrats midte, er væggene fjernet, og gennem denne fælles åbning mellem de fire mindre rum, kan skuespillerne bevæge sig frit.

Vi befinder os i fremtiden. En fremtid, hvor menneskets rolle som fysisk væsen har mistet sin funktion, og der er ikke megen mellemmenneskelig interaktion til stede. Dialogen i Lav Sol foregår aldrig mellem de to mennesker af kød og blod, men konsekvent mellem menneske og mekanisk, maskinel stemme – den kunstige intelligens.

Forsøger for hårdt

Aarhus Teater har markedsført Lav Sol som »et poetisk greb på menneskets møde med den kunstige intelligens«. Og det er netop et af forestillingens største problemer; at den forsøger så hårdt på at være poetisk og drømmende, mens man som publikum efterlades med en følelse af at betragte en andens mareridt, uden dog rigtig at føle sig berørt.

Et eksempel på denne følelsesløshed er en scene, hvor Sofia Nolsøe står lige midt i åbningen mellem de fire rum. Med lukkede øjne drejer hun konstant rundt om sig selv og fremfører en monolog om at miste et barn. »Hendes blå kjole er blå som hendes blå kjole,« konstaterer hun.

Talestrømmen, der måske – måske ikke – er en form for terapisession udført af en maskine, tager form som et langt digt. Og det, der måske kunne fungere på tryk, virker distanceret og ufrivilligt komisk som dramatisk tekst. Til trods for Sofia Nolsøes sitrende følelser bag de lukkede øjenlåg, formår hendes præstation ikke at trække fokus væk fra tekstens klicheer.

Der mangler noget. Måske en følelse af relevans hos publikum, selv om det tilsyneladende er vores fælles (deprimerende) fremtid, der udstilles. »Du er overflødig,« gentages igen og igen som en trussel, et mantra eller blot en konstatering.

Skuespillerne taler om menneskeheden som helhed. Individerne er overflødige i denne dystopiske fremtid. Men de kunne lige så vel have talt om publikum. For selv om publikum sidder i selve scenografien, så udebliver den dimension, som ellers er så unik for teatret. Forestillingen lever ikke i kraft af mødet med publikum og disses reaktioner, tværtimod slutter den sig om sig selv og forbliver et eksperiment.

Der er ingen egentlig absurditet til stede, ingen humor, intet at relatere til, intet, der kan vække empatien. Håbet for en fremtid glimrer ved sit fravær, og Lav Sol bliver på nogle punkter en teatralsk pendant til 1980’ernes sortsynede fremtidsfilm, drevet af frygten for, at den kunstige intelligens skal overvinde/(-leve) menneskeheden.

Eksperimentet i fokus

Alt er tilsyneladende tilladt på Studio, hvor Aarhus Teater har præsenteret tre virkelig seværdige, nytænkende forestillinger i denne sæson. Lav Sol er skabt af husscenografen, husinstruktøren og husdramatikeren. Sargun Oshana har krydret sin iscenesættelse med hud, der rives af i store flager, et foster i en lysende væske samt en enorm, rød slimklat.

På det eksperimentelle plan er der skruet op for legen, men set fra publikumspladserne på de hvide træbænke langs ydervæggene, bliver det svært at holde koncentrationen. Mod slut begynder publikum at sidde uroligt og skæve mod deres armbåndsure, og når publikum mister fokus, er det op ad bakke for de to skuespillere, der gør en glimrende indsats.

Dermed ikke sagt, at Lav Sol ikke er interessant. På nogle punkter – f.eks. scenografien og skuespillernes intense kropslighed – er den endda vellykket. Men denne sæsons fjerde Studio-forestilling virker overordnet set mere som en afvikling end en udvikling af teatrets eksperimenterende proces, hvor alternative formater, publikumsvinkler og emner er blevet afprøvet. Man kan ikke ramme plet hver gang.

’Lav Sol’. Tekst: Peter-Clement Woetmann. Instruktør: Sargun Oshana. Scenograf: David Gehrt. Medvirkende: Sofia Nolsøe og Alvin Olid Bursøe. Aarhus Teater til 30. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu