Læsetid: 4 min.

Tempereret foruroligende Julian Barnes

Julian Barnes skriver foruroligende og rørende om en kærlighed, der bliver mast af skam, moralisme, pertentligt fejede tennisbaner og klistrede sherryglas. Og så spørger han, om det er sådan at være dansker
Julian Barnes skriver foruroligende og rørende om en kærlighed, der bliver mast af skam, moralisme, pertentligt fejede tennisbaner og klistrede sherryglas. Og så spørger han, om det er sådan at være dansker

Graham Jepson

4. maj 2018

Forlaget røber på bagside og flapper så lidt om Julian Barnes’ seneste roman, at hints’ene snarere virker mystificerende end opklarende. Jeg forstår hensynet, men trodser det i det følgende. Så det er nu, man skal se væk.

Paul er 19, da han i midten af 1960’erne møder den mere end dobbelt så gamle Susan i den lille sovebys tennisklub. Det udvikler sig fra sympati, munter og rapkæftet samtale, besøg i hendes hjem med to halvstore døtre og en mr. Grumble af en mand til forelskelse og hyppig sex.

Det er vidunderligt skildret, i øvrigt af Paul i tilbageblik med en blanding af den 19-åriges usårlighed, lidt henkastet, lidt springende, og den ældre mands dystre forudsigelser (vi ved tidligt, at det ikke ender godt, vi ved bare ikke hvorfor).

Tiden spiller lige så meget en hovedrolle som nogen af personerne. Det er snobberiets og bigotteriets højsommer. At blive fuldgyldigt medlem af tennisklubben er en social udmærkelse, at blive smidt ud af den igen er det samme som fortabelse. Man begraver sig i krydsogtværsen og i stuens blomstrede sofahynder for at undgå at tage sig noget sjovere til. Man bekræfter naboskab og jævnbyrdighed over et glas sherry. De udstødte bedøver sig i lunken gin af fedtede glas.

Tre ikoniske film- og tv-personer kunne godt have optrådt her: Fru Hyacinth Bucket (fra Fint skal det være) som billede på hele miljøet, Harry Potters koleriske muggler-onkel som Susans mand og mrs. Robinson som den forføreriske midaldrende kvinde, som Paul/Benjamin forelsker sig skæbnesvangert i. Bare er Susan noget sødere. 

Julian Barnes: Den eneste historie

Mast af moralisme og skam

Det er naturligvis behageligt, ja, nærmest lystfyldt at følge romanens afklædning af bigotteriet. Hvor er det dejligt, at Paul knalder Susan (næsten) for næsen af hendes sure mand. Og at hun med en af sine lynhurtige returneringer afviser mandens intimiderende kommentarer.

Lige så smerteligt er det bare, når Julian Barnes cirka midtvejs lader historien tippe og personerne kure nedad som kufferter på en sliske. Nedad og til bunds i de stadig tykkere strømme af sprut og sorg og råddenskaben, som klæber til Susan fra hendes ægteskab.

De har modet til at stikke af sammen, de finder en lille lejlighed i London. Det er så tæt på, og så klasker det hele alligevel sammen. Hvorfor?

Det er romanens sorte hul, som Barnes lader sin fortæller og læser glo mismodigt ned i. Det rækker sikkert ud over tiden, men i hvert fald i romanens fremstilling hører det overgangen til mellem indelukkethedens og frigørelsens år i slutningen af 1960’erne: Gæve, intelligente, livsmodige Susan falder ganske langsomt fra hinanden. Hun begynder at drikke, hun bliver – med Pauls ord, når han omsorgsfuldt forsøger at beskytte hende mod verdens sladder – »excentrisk«.

Sandheden er, at hun langt om længe er ved at give efter for det dobbelte tryk af moralisme og skam, som de pertentligt fejede tennisbaner, de perfekt passede haver, krydsogtværserne, ginen og sherryen på forskellige måder er metaforer for, og som for en del er internaliseret i hende selv, og som for en anden del angriber hende udefra. Til sidst er hun ikke bare alkoholiseret, hun er også ved at blive skør.

Møghullet af selvbegrænsninger kan man ikke så let stikke af fra.

De elskendes vrøvl og danskernes nøjsomhed

Der er mange andre stærke – og gribende, sjove, tankevækkende – ting i Barnes’ roman.

En af dem er de skiftende synsvinkler, som både udtrykker erindringsarbejdets pudsige forskydninger og det smertelige ved gensynet med fortiden. Der er til en begyndelse et ’du’, senere et tredjepersons – svalt distanceret – ’han’. Vi slutter med et tydeligere markeret, men måske ikke meget fastere forankret ’jeg’.

Et muntert motiv går igen. Eller rettere: Et motiv anslås et par gange, uden at man føler sig sikker på, at romanen vil noget med det. Det vil den så, og det er typisk Barnes, at selv det mest henkastede viser sig at have en hensigt.

Det drejer sig om de forelskedes fælles vrøvl, talemåder, som udvikler sig med årene og til sidst bliver både et bånd og en knap, de elskende kan skiftes til at trykke på for igen at mærke båndet: »Hvadski?«, »min fine, fjerklædte ven«.

Men hvad så, når elskeren pludselig hører mr. Grumble, den forhadte, hustrumishandlende ægtemand, udtale de præcis samme ord: »Hvadski?«, »min fine, fjerklædte ven«.

Var ordene også engang deres!?

Romanens lange bue fra ungdom og tvivlløs kærlighed til en senere livsfases afsavn giver Barnes flere slags udtryk.

»Forvent mindre og undgå at blive skuffet,« siger én til unge Paul ved romanens begyndelse.

Det kunne være lillebyens livsmotto og bliver da også mødt med den unge elskers inderligste foragt.

Mod romanens slutning dukker det så op igen:

»I de senere år hed det sig, at danskerne var det lykkeligste folk på jorden. Ikke på grund af deres formodede evne til at nyde livet, men som følge af deres beskedne forventninger. I stedet for at stræbe efter stjernerne og månen var deres ambition kun at nå hen til den næste gadelygte, og når de nåede den, var de tilfredse og dermed lykkelige. Han kom i tanker om en kvinde, en eller andens kæreste, der engang havde sagt til ham, at hun havde sænket sine forventninger, fordi det gjorde det mindre sandsynligt, at hun blev skuffet. Og derfor mere lykkelig? Var det sådan, det var at være dansker?«

Barnes har skrevet så frapperende romaner som Flauberts papegøje og En verdenshistorie i 10 ½ kapitel. Hans seneste roman var den indlevede fantasi om den russiske komponist Sjostakovitsj.

Kærlighedsromanen her er mindre eksotisk, mere tempereret realistisk, men lige så foruroligende.

Julian Barnes: ’Den eneste historie’. Oversat af Claus Bech. 260 sider, 280 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu