Læsetid: 3 min.

En tvivlsom far insisterer på sin plads i skilsmissegyseren ’Alt for min søn’

I ’Alt for min søn’ fører Xavier Legrand og hans fremragende skuespillere os helt ind på livet af en plaget familie, hvor en tvivlsom far indædt insisterer på sin plads
12-årige Julien (Thomas Gioria) bliver fanget i sin fars mørke spil i Xavier Legrands rystende skilsmissedrama, ’Alt for min søn’. 

12-årige Julien (Thomas Gioria) bliver fanget i sin fars mørke spil i Xavier Legrands rystende skilsmissedrama, ’Alt for min søn’. 

Filmbazar

4. maj 2018

Xavier Legrands rystende skilsmissegyser, Alt for min søn, åbner med en dommer, som gør sig klar til dagens første sag. Sagen handler om Antoine (Denis Ménochet), som vil have lov til at se sin 12-årige søn, Julien (Thomas Gioria), selv om sønnen ikke vil se ham. Hans tidligere kone Miriam (Léa Drucker) modsætter sig også, og faren og morens respektive advokater fremfører nøgternt deres argumenter. Blandt dem er anklager fra Miriam om trusler og tidligere vold, men der er få beviser.

I biografens mørke får vi fremlagt sagen på samme måde som dommeren og bliver tilbudt at drage egne konklusioner ud fra den præsenterede dokumentation, men i lige så høj grad ud fra stemningen i rummet og udtrykket i de plagede ansigter. Skal Antoine have lov at se sin søn? Kan vi afgøre, om han er til at stole på ud fra det, der bliver sagt, eller hans fremtoning?

Vi ser ikke selve domsafsigelsen, men resten af filmen følger konsekvenserne af dommerens vurdering. Det er en følelsesmæssigt voldsom affære, som vidner om de mulige menneskelige omkostninger af svære sager, hvor ord står mod ord, og tvivlen kommer den ene part til gode. Antoine får lov at se sin søn, og Legrands nærgående kamera følger, hvordan det udvikler sig, mens dommeren går videre til næste sag.

Fortsat kortfilmsfortælling

Legrand var i 2014 Oscarnomineret for kortfilmen Avant que de tout perdre, der, med de samme fremragende skuespillere som forældrene, fokuserede på Miriam, da hun forlader sin mand. Alt for min søn er fortsættelsen, om man vil, men her er sønnen Julien mere i centrum.

Der er ingen musik til at trykke på følelsesknapperne og ingen hang til sentimentalitet. Der er bare benhård, rå realisme, som bliver en mavepuster med det præcise manuskript og de intense præstationer.

Legrand var selv børneskuespiller i Louis Malles Au Revoir les Enfants. Måske er det derfor, han har fået Thomas Gioria til at levere den ene utrolige scene efter den anden som Julien, der bare gerne vil være barn og med til sin storesøsters fødselsdagsfest, men hele tiden bliver fanget i farens spind, mens denne prøver at finde ud af, hvor ekskonen bor.

Engagerende armslængde-æstetik

Legrands spillefilmsdebut er på mange måder europæisk socialrealisme a la Dardenne-brødrene, og så alligevel ikke, for Legrand har egne ideer om, hvordan man bedst filmer hverdagens små og store dramaer. I en central scene for storesøster Josephine (Mathilde Auneveux) ser vi kun hendes fødder. I andre sekvenser arbejder han effektivt med lys og mørke fra døre, der åbner og lukker, og klaustrofobien i en bil med far.

Da Legrand vandt prisen som bedste instruktør for Alt for min søn ved filmfestivalen i Venedig, beskrev nogle anmeldere hans stil som kølig ’armslængde-æstetik’. Det er rigtigt, at Legrand observerende holder sig lidt på afstand, men det samlede indtryk er langt fra køligt.

Legrand fører den svære historie sikkert i havn, selv om man godt kunne have brugt flere mellemregninger inden det dramatiske klimaks. Og når Miriam bagefter konstaterer, at ’det’ endelig er slut, ved vi godt, at det ikke passer. Som Christina Rosendahls Vold i kærlighedens navn for nyligt skildrede herhjemme, bærer man visse ting med sig resten af livet. Legrand viser med Alt for min søn tydeligt hvorfor. Man kan håbe, at han bestemmer sig for også at fortælle om det i en ny film med det samme hold, for man ser gerne mere til dem alle sammen.

Alt for min søn. Instruktion og manuskript: Xavier Legrand. Fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu