Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uden en høj tolerancetærskel for det hyggeligt sukkersøde giver ’Breathe’ filmisk åndenød

Det romantiske drama ’Breathe’ fokuserer stædigt på det positive og opbyggelige i den poliolammede Robin Cavendishs utrolige skæbne
Claire Foy og Andrew Garfield spiller hovedrollerne i Andy Serkis’ instruktørdebut, ’Breathe’, der fortæller den virkelige og fantastiske historie om den polioramte Robert Cavendish.

Claire Foy og Andrew Garfield spiller hovedrollerne i Andy Serkis’ instruktørdebut, ’Breathe’, der fortæller den virkelige og fantastiske historie om den polioramte Robert Cavendish.

SF Studios 

Kultur
1. juni 2018

Visse virkelige skæbner er så utrolige, at det kan være en fristende antagelse, at der automatisk er en god film i bare at illustrere livsbegivenhedernes gang. Ikke mindst hvis man vælger at undlade det besværlige og komplicerede, og helt enkelt laver en hurrafilm, hvor man bevæger sig fra højdepunkt til højdepunkt.

Den fristelse bliver formodentlig ikke mindre af at være søn af den person, som skal skildres på det store lærred. Så bliver faren for en rosenrød takketale overhængende, for var man glad for forældrene, vil man gerne portrættere dem og vennerne i det positive skær, som resten af verden nu også skal se dem i.

Det er i hver fald den følelse, man sidder tilbage med efter to timer i selskab med Breathe, Andy Serkis’ film om den poliolammede englænder Robin Cavendish, produceret af Cavendishs søn.

Susende positiv

Breathe er skrevet af William Nicholson, der indledte karrieren med en Oscarnominering for Shadowlands om C.S. Lewis og hans kones død af cancer. Siden har Nicholson bevæget sig flittigt på den biografiske bane med film om dronning Elizabeth, Mandela og Everest-eventyreren Beck Weathers.

Hans manuskripter har aldrig været bange for de store følelser, men i Breathe er det, som om han bevidst har skruet ned for alt, der kan skygge for dem. Efter den indledende sygdomserkendelse skal intet forstyrre ambitionen om at lave et inspirerende portræt om at vælge livet på trods af alt. Kan man leve med det, er Breathe en velment feel good-film med pæne, velspillende mennesker, som klarer skærene i lækre locations med solnedgange i Afrika og herskabelige huse blandt bølgende, britiske bakker. Skyggesiderne må man så selv forestille sig, mens historien suser af sted.

Respiratorromantik

Tempoet er ikke mindst hæsblæsende i filmens åbning, hvor den unge Robin Cavendish (Andrew Garfield) i 1957 møder sin kommende kone Diana (Claire Foy fra The Crown). Han har knap fået at vide, at hun er uopnåelig, før de danser tæt og rejser til Afrika.

Vi må vælge at tro på romancen, som bliver ramt af tragedie, da Robin kort efter får polio. Han bliver lam på livstid og kan kun trække vejret ved hjælp af respirator. Lægerne giver ham nogle få måneder, men den gravide Diana får ham med hjem til England, hvor resten af filmen følger, hvordan det gang på lang lykkes dem at trodse lægernes opfattelse af, hvad der er muligt i Robins tilstand.

Først får Diana Robin ud af det deprimerende hospital, hvor tidens patienter ligger side om side med udsigt til aldrig at se andet. Dernæst bygger en ven (Hugh Bonneville fra Downton Abbey) en kørestol med indbygget respirator og siden en bilbåren version. Undervejs bliver det til en rejse til Spanien, og selv om den er lige ved at ende galt, udvikler situationen sig i stedet til en flamencofiesta i kulørte lampers skær.

Filmisk åndenød

Cavendishs historie er utrolig, og det er inspirerende at erfare, hvordan hans liv og innovationerne for at forbedre hans hverdag kom til at spille en rolle for, hvordan man som samfund behandler alvorligt handicappede mennesker. I en af filmens bedste scener besøger han et tysk hospital med patient-’opbevaring’ i et klinisk rum, hvor kun patienternes hoveder stikker ud af væggens raffinerede maskineri. Her skaber Serkis stærke billeder, som man gerne havde set flere af.

Skuespilmæssigt fungerer Foys stædige fremtoning fint, og Garfield får meget ud af kun at kunne spille med ansigtsmimikken, selv om der er scener, hvor det er ved at kamme over. Men ærligt talt, ville man selv kunne finde en grimasse, der kunne passe, når ens legende barn og hunden ved en fejltagelse har hevet stikket til respiratoren ud?

Eddie Redmayne vandt en Oscar for sin præstation som Stephen Hawking i The Theory of Everything. Serkis – tidligere mest kendt som skuespiller i rollen som Gollum i Ringenes Herre – har nok også drømt om nomineringer til sin instruktørdebut, men så skal materialet være langt bedre forløst. Uden en meget høj tolerancetærskel for det hyggeligt sukkersøde giver Breathe filmisk åndenød.

’Breathe’. Instruktion: Andy Serkis. Manuskript: William Nicholson. Britisk (Utallige biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her