Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uden The Beatles havde alt set anderledes ud

The Beatles var den milde del af et nødvendigt oprør i slutningen af 1960’erne. Ny bog påpeger på morsom vis, hvordan de i dag indpasses i selv liberalisternes dagdrømme
The Beatles var den milde del af et nødvendigt oprør i slutningen af 1960’erne. Ny bog påpeger på morsom vis, hvordan de i dag indpasses i selv liberalisternes dagdrømme

The Granger Collection

Kultur
28. maj 2018

Deres frisurer lignede i tidens gængse opfattelse af hår og mode nærmest mopper på en stang, de sang som gejle pigebørn, og deres publikum var hysterisk lige som musikken. Nedenunder moppehåret var de ellers nydelige i mørkt jakkesæt og slips, på kølige dage endog vest. Men et nybrud var de ikke desto mindre. Ikke fordi rocken hidtil havde været tam. Eller at publikum holdt sig særskilt tilbage, når Elvis og Tommy Steele fyrede den af. Men de og de fleste andre var det tilpassedes folks, de artige unges musik: Nixon modtog republikaneren Elvis i audiens, og dengsen Cliff Richard var enhver mors drøm om en svigersøn med smørtenor.

Beatles var noget andet. Noget helt andet. Beatles var ungdommens stemme, det lattermilde oprørs forkyndere, muntre og venlige i opbruddet fra det gamle og fra forældrene, men ikke til at afvise, ikke til at overse. Af den grund vakte de bekymring. Også i Danmark.

Den 4. Juni 1964 kom de til landet og væltede K.B. Hallen ved to koncerter. Det var det hele, så var de væk igen, men de forsvandt aldrig, de blev vendepunktet.

I Aarhus Universitetsforlags serie: 100 danmarkshistorier har museumsinspektør på RAGNAROCK, Museet for pop, rock & ungdomskultur i Roskilde, Rasmus Rosenørn skrevet de 100 sider, som hver af seriens bøger fylder, om den indflydelse Beatles og deres bud på rockkulturen fik på fædrelandet.

Den lille fint illustrerede bogs titel er Beatlemania, som på dansk blev Beatlemani, et ord der ikke slog an. Rasmus Rosenørn tager selvfølgelig fat i selve sagen The Beatles, de fire rødder fra Liverpool, der væltede verden, og forholder sig til deres ofte fremragende tekster og originale kompositioner – for ikke at tale om fremførelsen.

Hovedærindet i bogen er impulsen i fænomenet, den energi fra de fire, der fyrede op under tendenser, der lå og ventede, næsten som selvfølgelig optakt til det egentlige ungdomsoprør i tressernes slutning. Da kom de købedygtige årgange til skelsår og alder og tog livet og fremtiden i egen hånd. Sådan da.

Paradokset er, at The Beatles som i og for sig var mere normafvigende end de fleste andre, og især blev det med årene, samtidig var den gruppe, der mere end andre vel at mærke senere blev accepteret. Også højrefløj og borgerskab i Danmark tog dem til sig. Som Rosenørn bemærker endnu mere i vore dage og lidt på linje med Den Lille Havfrue og Livgarden. Noget nær sakrosankt, et samlet hele som man ikke gerne underkaster kritisk granskning og slet ikke anfægter.

I en historisk fremstilling siger det sig selv, at fortællingen også drejer sig om datidens modtagelse og reaktion. Løssluppenheden, det uærbødige, latteren ramte flere i maveregionen. Kritikere også i de frisindede aviser mente, at de fire Beatler var et modefænomen, der nok en overgang blev hyldet som den genkomne Jesus, hvad de selv til stor vrede i USA koketterede med, og vel at mærke skovlede penge ind. Men hvad så, når det hele fes ud?

En dansk journalist spørger John Lennon: »Hvor længe varer dette økonomiske eventyr?« Hvortil Lennon svarede: »Det ved jeg ikke, ved De?«

Anderledes så man holdbarheden i det danske sangerpar Nina og Frederik, hvis pæne, seksuelle ferskhed ikke væltede kongeriger.

The Beatles gav en generation musikalsk mæle, og de blev hængende, også da ensemblet gik i opløsning. Sideløbende sang Bob Dylan sig igennem sit voksende repertoire af indædt stor lyrik. Men trygheden, venligheden, den milde del af det nødvendige oprør, leverede de fire.

Bogen giver et fint overblik over, hvad Beatles også betød for den danske musikscene. Man kan uden at blive banal roligt sige: Uden The Beatles havde alt set anderledes ud.

Morsom er Rasmus Rosenørns påpegning af nutidens borgerlige værdikrigeres forsøg på at indpasse Beatles i deres liberalistiske dagdrømme. De krumspring især Martin Ågerup er citeret for i bogen, kunne have afstedkommet endnu et lattermildt udødeligt nummer fra The Beatles.

Rasmus Rosenørn: ’Beatlemania’. I serien ’100 danmarkshistorier’. 100 s. ill. Aarhus Universitetsforlag. 100 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Georg Metz

The Beatles - det var dengang ....

Vi unge mennesker i starten af 1960'erne fik lidt musik efter skoletid på P3.
Speakeren - ikke Jørgen Umulius; men en anden mere hakkende speaker - spillede nødtvungent The Beatles alene fordi de lå i toppen af alverdens hitlister. Synge kunne de i hvert fald ikke, måtte vi forstå.

Den ene gang The Beatles var Danmark, overvejede Frederiksbergs Politimester at nedlægge forbud mod koncerterne. Han tillod sig i en udtalelse til pressen at sætte spørgsmålstegn ved værdien koncerterne i forhold til risikoen for tumult og optøjer - han ville overveje sagen !!

Mærkeligt nok blev den emsige Politimester sat på plads af Justitsminister Hans Hækkerup - det lå udenfor Politiets mandat at foretage musikalske kvalitetsvurderinger.

Men Politimesteren stod slet ikke alene med sin holdning.

I Fjernsynet dengang i 1964 blev Paul McCartney bedt om at vurdere The Beatles' musik:
Var det: 1. Spekulation i ungdommen - 2. Dårlig smag - 3. God musik ??

Paul McCartney svarede selvfølgelig "good music".

Jeg har forlængst glemt hvad den spidsnæsede journalist hed - og hvad der blev af ham.

Per Klüver, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

Selvfølgelig har Beatles haft en betydning, men ligefrem - som nogen forsøgte at bilde os ind i min gymnasietid - at tillægge dem æren for blomsterbørnene og det efterfølgende ungdomsoprør er at gå alt, alt for vidt.

Torben K L Jensen

Beatles var borgerskabets svar på The Rolling Stones og deres "I can get no satisfaction"
https://www.youtube.com/watch?v=nrlPxlFzDiO

Torben K L Jensen

link virker ikke - sorry

Kjeld Jensen

Hvordan kan Beatles være borgerskabets svar på Rolling Stones' Satisfaction? Det nummer udkom først i maj 1965,og der havde Beatles været på banen i flere år.