Læsetid: 4 min.

’Utøya 22. juli’ nægter at iscenesætte gerningsmanden som spektakulær superskurk

Ny film om angrebet på Utøya vælger med sin fiktionsform at holde respektfuld afstand til de enkelte ofre, men har ikke desto mindre en markant dokumentarisk effekt, idet den er skrevet på baggrund af vidnesbyrd og optaget i realtid
Utøya 22. juli’ er en markant tænkt og markant udført hybrid af fiktion og dokumentar, som på værdigvis vælger at placere sit fokus på ofrene, skriver Informations anmelder.

Utøya 22. juli’ er en markant tænkt og markant udført hybrid af fiktion og dokumentar, som på værdigvis vælger at placere sit fokus på ofrene, skriver Informations anmelder.

Nordisk Film

2. maj 2018

Det er svært at holde øjnene fra sit ur, når man ser Utøya 22. juli. Man vil bare gerne have, filmen er overstået, så der ikke skal dø flere.

Instruktøren Erik Poppe skildrer terrorangrebet på den norske socialdemokratiske ungdomslejr i 2011 i realtid. Filmen er fiktion, baseret på samtaler med ofre og holdt i en dokumentarisk stil.

Som Poppe i går forklarede i et interview med Information, er Utøya 22. juli klippet sammen af fem one take-optagelser, hvor kameraholdet uden afbrydelse følger sin hovedpersons flugt fra kuglerne rundt på den regnvåde klippeø Utøya.

Håndholdte kameraer er i hælene på hende og hendes venner, der uden nogen anelse om, hvem eller hvor mange, der skyder, og hvorfor, løber fra det ene utilstrækkelige skjul efter det andet. Der er ingen sikre steder på Utøya, bare forhøjninger i skovbunden og fremspring i klippevæggen at klemme sig fladt opad.   

Troværdige chokreaktioner

Det er en 72 minutter lang nedtælling fra første skud bliver affyret et stykke væk fra den vaffelbod, hvor Kaja (Andrea Berntzen) står med sine kammerater og diskuterer, hvad der mon er sket tidligere på dagen i Oslos regeringskvarter. 12 minutter har man da kendt hende og fået hende etableret som ansvarsbevidst storesøster og politikerspire, der tager på vej over lillesøsteren, Emilies (Elli Rhiannon Müller Osborne), løssluppenhed oven på de voldsomme meldinger fra Oslo.    

Kaja og de andre medlemmer af den socialdemokratiske organisation AUF har ingen idé om, hvad der foregår. En foreslår i begyndelsen, hvor der endnu ikke ligger døde mennesker rundt omkring, at de forholder sig i ro og håndterer det som en øvelse. Det kunne jo godt være, det bare var deres beredskab, der skulle testes. Det forslag virker som en meget skandinavisk chokreaktion fra et menneske, der er ude af stand til at tro, nogen vil krumme et hår på hans hoved, og fuld af tillid til myndighederne.

De unge bliver på ganske kort tid tvunget til at forandre deres forventninger til, hvad andre mennesker vil udsætte dem for, radikalt.

Uoverensstemmelsen mellem, hvad man troede muligt, og hvad der rent faktisk sker, kommer til udtryk på konkret og iøjnefaldende vis blandt de chokerede lejrdeltagere, Kaja møder rundt om på øen. En dreng i en alt for skrigorange jakke sidder som stivnet mellem teltene og venter på sin bror. Det har de aftalt, og alt andet virker den åbenlyse fare til trods komplet uoverskueligt i hans tilstand.

Karakterernes chokreaktioner, febrilske forsøg på at fatte, hvad der sker, og på at forholde sig hensigtsmæssigt til en ufattelig, umulig situation, virker troværdige og giver Utøya 22. juli en dokumentarisk kvalitet. Sådan skal nogle nok have reageret. V

alget om at skildre massakren i fiktionsform virker som et udtryk for respektfuld afstand til ofrenes personlige historier. Ingen levende eller dræbte ofre for angrebet får på den måde status som ansigt udadtil eller særlig fremhævet skæbne, og de enkelte historier om chokhåndtering, desorientering og flugt får lov at stå tydeligt frem.   

Markant dokumentarisk effekt

Selv om den dokumentariske stil er gennemgående i filmen med lange rystede optagelser og tid, der bare går med at vente på, at angrebet skal slutte, markerer Poppe også dens fiktionsstatus med sikker hånd.

I filmens åbningsscene, hvor nyheden om eksplosionerne i Oslo var nået til Utøya, mens den højreradikale gerningsmand stadig var på vej, taler Kaja direkte ind i kameraet, som for at overlevere et budskab. Et øjeblik ligner det et brud på illusionen om den nøjagtige gengivelse, det næste øjeblik fremgår det, at Kaja taler i telefon med sin mor.

Enkelte detaljer har en tydelig dramaturgisk funktion, såsom den skrigorange farve der både kendetegner den chokramte drengs regnjakke og Kajas lillesøsters sweater. Det er akkurat så veltilrettelagt et forløb, at man genkender det som fiktion. Dog er det en form for fiktion, hvor det ikke er til at vide, hvilke normer og regler der gælder. Om man f.eks. kan stole på konventionen om, at hovedpersonen overlever.

Når folk i mere udprægede fiktionsfilm er på flugt fra et morderisk medmenneske, er der typisk mindst én scene, hvor man ser morderen skridte forbi hovedpersonernes skjulested. Her holder man for alvor åndedrættet tilbage, til faren er drevet over. Den slags scener er fuldstændig fraværende i Utøya 22. juli.

Poppe styrer omhyggeligt og samvittighedsfuldt udenom den iscenesættelse som superskurk, der kendetegnede gerningsmanden Anders Behring Breivik. Hans navn bliver ikke nævnt, og han er kun synlig i nogle få glimt, hvor han figurerer som en fjern silhouet. I det forløb, vi ser i Utøya 22. juli er de unge ikke engang klar over, at han er alene om sin forbrydelse, men siger konsekvent »de« om det, de flygter fra. 

Utøya 22. juli er en markant tænkt og markant udført hybrid af fiktion og dokumentar, som på værdig vis vælger at placere sit fokus på ofrene. Det gør den til en ulidelig filmoplevelse og en vigtig reference. Også for de kommende skildringer af terrorangrebet, som bl.a. NRK og Netflix har i støbeskeen.   

Erik Poppe har blandt andet kørt på sin egen vrede, da han lavede ’Utøya – 22. juli’, og han mener, der er vigtige diskussioner at føre efter massakren. Diskussioner som han er glad for, at hans film er med til at skærpe:

’Det er ikke en politisk film, men det er en film om politik. For det var det, angrebet på Utøya handlede om. Det var en højreekstremist, der dræbte 69 politisk aktive unge mennesker’. 
Læs også

’Utøya 22. juli’. Manuskript og instruktion: Erik Poppe. Norsk. Biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

"Hans navn bliver ikke nævnt, og han er kun synlig i nogle få glimt"

Er det prisværdigt? Politiken har eksempelvis nægtet at nævne navnet Peter Madsen i ubådssagen, fordi han jo endnu ikke var dømt. Selvom alle vidste, hvem de snakkede om med betegnelsen "ubådsbyggeren" og lignende. Det var komisk.

Breivik ER en "superskurk". Han har og er et navn. Det er komisk ikke at anerkende dette.