Læsetid: 8 min.

’Verden ønsker at se sig selv’ er et intimt og svimlende indblik i Inger Christensens værksted

Det er for Tue Andersen Nexø i skitserne til digtsamlingen ’alfabet’, at de virkelige sensationer findes, og sådan er det en svimmel lykke at vandre rundt i Inger Christensens efterladte skitser, udkast og lejlighedstekster
25. maj 2018

I verden ønsker at se sig selv, den nye mursten med Inger Christensens efterladte tekster, finder man selvfølgelig små digte, som ellers ikke har været trykt. Der er sonetter skrevet til forskellige lejligheder, digte skrevet som hilsner til andre digtere, sene forsøg på at digte på tysk, tidlige digte, som ellers blev »refuseret« – dvs. afvist – af tidsskriftet Hvedekorn. Bogen opsamler også lejlighedstekster, trykt i tidsskrifter og antologier, essays og taler, som Inger Christensen har holdt. Den finder og optrykker de elegante og sørgmodige småtekster, Inger Christensen skrev i sine sidste år, gør hendes efterord og hendes radioanmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur tilgængelige igen.

Det er alt sammen godt og fortjenstfuldt. Men det egentligt utrolige, det mærkværdige og redaktionelt set enestående i verden ønsker at se sig selv er de mange optryk af tidlige skitser til hendes hovedværker. Her er der hundredevis af sider fra forarbejdet til alfabet, brev i april og det, nogle gange fem eller ti udkast til det samme digt. Der er optegnelser, hvor Inger Christensen overvejer mulige formprincipper, hvor hun tæller bogstaver og stavelser og linjer for at få sine regler til at gå op. Der er uendelige, rodede lister med ord der begynder med m eller o.

Meget er optrykt som faksimile, enten med Inger Christensen nydelige, men ikke altid letlæselige håndskrift, andre gange skrevet på maskine. Andre gange – som læser forstår man ikke helt, hvorfor det snart er på den ene måde, snart på den anden – er teksterne sat op på ny.

Tilsammen giver det et intimt og svimlende indblik i forfatterens værksted. Det er, som om man hidtil kun har set toppen af de høje træer. Nu ser man, overvældet og lykkelig, ned i det krat af ord, der omgiver dem. Eller det er, som om man pludselig læser stereoskopisk: Man læser udkast i lyset af andre udkast, og selvfølgelig læser man med de færdige bøger i baghovedet.

Jo bedre man kender dem, jo større er opdagelserne i den nye bog.

Bevidstheden og bomben

Også derfor er det for mig i skitserne til alfabet, at de virkelige sensationer findes. Den endelige bog består som bekendt af en række afsnit, stadigt længere, organiseret efter bogstavernes rækkefølge. I begyndelsen ophober sætningerne fænomener, det første afsnit lyder i sin helhed »abrikostræerne findes, abrikostræerne findes«. Derfra bliver afsnittene nærmest organiske, pulserende stadigt mere komplicerede i deres formelle opbygning, men også i deres syntaks og i deres indhold.

Snart introduceres »fejlene«, snart efter »grænserne« og med dem menneskelige krige og konflikter. I det, der på én gang er et brud og en fortsættelse af de rytmer, der løber gennem hele alfabet, opstår sidenhen – i det samme digt – både atombomben og det lyriske jeg. Bevidstheden og bomben er på et punkt ens, må man forstå: De er både et brud med og en fortsættelse af naturens formprincipper.

Det er en komposition, som føles selvfølgelig på en nærmest overmenneskelig måde, både uendeligt intrikat og så stor i sine bevægelser, at det er helt umuligt at overskue. Når man læser og genlæser bogen – og jeg har læst og læst og læst alfabet – føles det som at stirre ned i en konkylieskal, ned i et meget indviklet, men også helt naturligt mønster.

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

I de udkast, der grupperer sig om især Brev i april (1979) og alfabet, er det påfaldende, så store mængder materiale, der har skullet produceres og derpå kasseres, inden den færdige helhed kunne stå frem, eller om man vil, før skulpturen kunne hugges frem af marmorblokken. Sider fra de yderst frugtbare og produktive år omkring 1980 tager sig ud som færdige digte og har så alligevel »bare« været forstudier og forstadier til noget større, hvis format vi i dag så meget desto klarere erkender.

Erik Skyum-Nielsen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Skitserne i verden ønsker at se sig selv viser, at der intet selvfølgeligt er ved det mønster. Bogens komposition er snarere blevet slidt frem, langsomt og gennem mange forsøg. I nogle udkast optræder det lyriske jeg langt tidligere i bogen, i andre udkast ændres samlingens nøgleord, »findes«, pludselig til det ildevarslende »fandtes«. I en tidlig version begyndte k-digtet, som i den endelige bog begynder med »kærligheden«, på en helt anden måde:

»katastroferne findes, katastroferne findes/ kapitalens bevægelser hen over kampgræs og/ klippeduer findes, de kemiske kampmidler/ findes, hen over korn og kartofler, så/ kornet der findes forsvinder, så ris og/ kartofler og kløver forsvinder«

Det er jo nogle fantastiske linjer. Hvorfor kom de ikke med i den endelige bog? Måske blev det for mørkt og monotont; digtet før k-digtet handler om bombenedslagene i Hiroshima og Nagasaki. Så hellere dén trods og det trøstesløse håb, der ligger i at insistere på kærligheden i en verden, hvor »månen er alt for belyst og Karlsvognen/ kører tilbage så tom som den kom«.

En reel sensation

Som bekendt slutter alfabet midt i sit n-afsnit. Men i denne bog – en reel sensation – finder man udkast til de næste afsnit, blandt andet et o-digt. Det handler om fossil energi som et kondensat af liv, om »algernes mønstre i kul,/ hvide som sne i mikroskopmørket«. Men den handler også om, at vi lader energien løbe en alt for direkte vej, når vi brænder olien af – et klassisk motiv hos Inger Christensen, som i sine essays igen og igen betonede, at livet bedst kan forstås som en indviklet, jublende omvej mod entropiens nulpunkt:

»Brænder algernes mønstre. Brænder/ ornamenterne. Brænder orglerne/ og oceanernes langsomme fordybelse/ som plankton gennem vand. Brænder/ omvejene, oasen i det lillebitte lukkede/ verdensrum, hvor okseøjen blomstrer/ med sine trillioner af frydeskrig./ Brænder hvad der kan brænde – og mere.// For at opvarme den korte industrisommer./ For at opvarme den hektiske banksommer./ For at opvarme hele denne vestlige sommer,/ hele denne hellige militærsommer. Der er/ krig.«

Det er et stærkt og fantastisk udkast, men det er også tydeligt, hvorfor det egentlig ikke passer ind i alfabet, dette mesterværk fuld af sorg og trøstesløshed. O-digtet er et vredt digt. Her optræder politiske markører – lidt som k-digtets »kapitalisme« – på en måde, der er renset helt ud af den endelige digtsamling. Den ligger tilbage i krattet, den politiske vrede, og er først synlig nu.

Stemninger og tonefald, som man egentlig ikke forbinder med Inger Christensens forfatterskab, dukker op andre steder i verden ønsker at se sig selv. Der er et par virkeligt smukke og lette erindringsstykker fra halvtresserne og fra Vejle, og også fra tiden som mor til et lille barn. Der er glimt af en nærmest overstadig humor – i en festtale til Kirsten Thorup i anledning af hendes Himmel og Helvede hedder det, at man som læser »ligger totalt udsplattet i lænestolen under forfatterens operationslampe«, men så heldigvis også går rundt »som i en nysgerrig rus inde i romanens univers«.

I radionovellen »Det skete ved højlys dag« er vennerne Lennard og Carsten helt ubehjælpsomme på en ret fjollet måde. Og i digtet »Jeg husker at dagen er begyndt« fra 1966 lyder det for eksempel: »Sproget har gået for længe i skole/ og lært at det ikke må se rødt selv/ om det bliver drillet/ Og sproget er jo godt nok på bunden,/ det skind, det har bare digteren i-/mod sig«.

En kæk leg

Der er også tekster og projekter – især prosa – fra halvfjerdserne, som peger på et spor i forfatterskabet, hvor alle forfatterens systemer ikke skal forstås naturfilosofisk, men mere som en kæk leg. Godt hundrede sider midt i verden ønsker at se sig selv er helliget skitserne til det aldrig gennemførte romanprojekt Paris par arrondissement. Her skulle skikkelser på kryds og tværs fortælle labyrintiske historier om hinanden ud fra et indviklet system, der indbefattede anagrammer, analysen af bykort og primtal. Og som måske skulle have begyndt sådan her:

»Åbner denne bog, som jeg har åbnet så mange andre før den, læner mig tilbage i stolen og konstaterer at den omsider er den rigtige bog jeg har fået fat i, den hvor mit navn virkelig er Velour og ikke et eller andet helt tilfældigt måske oven i købet opdigtet navn.«

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Det er en kæmpe kvalitet ved verden ønsker at se sig selv, at man ikke bare bevæges med, men også besværes. At man på den måde bliver del af den labyrint »som en slags fællestanke, et møbiusbånd mellem menneskene og verden«, som Inger Christensens forfatterskab er. At man bliver del af det »vi«, som det uafbrudt forsøger at skabe i hver af dets mange former, som verden ønsker at se sig selv så rigt vidner om.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Det lyder jo som en blanding af Georges Perecs Livet: en brugsanvisning og Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende, og under alle omstændigheder som en for Inger Christensen egentligt fremmed, fabulerende systemdigtning. Det er, som om hun her er i gang med at skrive sig ind i en tradition, der er mere optaget af civilisationens end af naturens labyrinter.

Eller, fremmed. Vi troede, den var hende fremmed. Det viser sig, at vi tog fejl.

I skitserne til Paris par arrondissement læser vi ikke så meget alternativer til et hovedværk, udkastene lader os snarere ane en bog, som alligevel aldrig blev til. Sjovt nok har man den samme fornemmelse med en del af Inger Christensens allerseneste tekster, dem, hun skrev efter 1991, dvs. efter udgivelsen af Sommerfugledalen. Overraskende mange af dem er skrevet på tysk og optræder her både i originalen og i sønnen Peter Borums oversættelser.

Nogle af de allerseneste er en række haiku om regnbuens farver, kondensater af kosmos og en saglig melankoli. De er meget fine: »violette spor/ sommer midt om vinteren/ nogen kom og gik« lyder en, en anden: »et orange skær/ fugle glatte som fuldfisk/ i tågehavet« (den tyske original lyder »orangenschimmer/ vögel glatt wie goldfische/ in dem nebelmeer«).

Jeg ved ikke hvad man som læser skal stille op med de digte. På en måde er de besnærende enkle. De virker helt ligeglade med, at de flirter med noget nærmest sentimentalt. Samtidig er det, som om de peger på noget nyt i Inger Christensens skrift, noget, som kunne have været udviklet, blevet et friskere alternativ til de alt for forsirede verslinjer i Sommerfugledalen.

Sådan blev det ikke. Tilbage står disse spor efter noget, der kun måske er uudnyttede flugtlinjer i forfatterskabet. Den slags kan man drømme om, mens man vandrer igennem verden ønsker at se sig selv. Også derfor er det så fin en oplevelse, sådan en lykke at fare vild i dette krat af en bog, i skitserne og mulighedsrummene, i de uudnyttede irgange og i de alternative visioner i Inger Christensens skrift, hvilket også vil sige: i det vigtigste lyriske forfatterskab i Danmark i det tyvende århundrede.

Inger Christensen: 'verden ønsker at se sig selv'. Gyldendal. 955 sider, 399,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu