Den verden, Ole Grünbaum gerne vil tilbage til, er den, han som ung gjorde oprør imod

Det er et bemærkelsesværdigt citat, som Ole Grünbaum har valgt som indgangsportal til sin nye bog: Bryd igennem – Det er vores verden! Citatet lyder således: »Den demokratiske frihed er truet, hvis private magtsfærer vokser sig så store, at de bliver stærkere end selv den demokratiske stat. Så har vi i princippet fascisme.«

Citatet stammer fra 1938, og dets ophavsmand er den daværende amerikanske demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt. Han var ingen oprører, men en praktisk reformator, der ofte udmattede sine egne tilhængere ved sin varsomhed i forhold til ændringer af den bestående samfundsorden.

Derfor er det pudsigt, at citatet anvendes af Grünbaum, der igennem sin mere end 50-årige karriere har fremstået som talsmand for radikale forandringer.

Som den nu 73-årige Grünbaum gør opmærksom på i bogen, er han faktisk en agitator forud for 1968: »Mest en 67’er, for det var i 1967, at verden til sin store forbløffelse hørte om hippierne i San Francisco, der foranstaltede en Summer of Love. Med helt fantastisk musik og LSD-trips til alle. Og Love & Peace.«

1967 var også året, hvor Grünbaum udsendte sin første bog. Den havde den sigende titel: PROVOKÉR – lærestykker om den almindelige uorden. Grünbaum forklarer nu: »Bogen blev efter den tids standarder en bestseller og var i Danmark den første længere formulering på tryk af, hvad en 60’er-oprører tænkte.«

Tilbage til tryghedsdanmark

Det, som slår en læser af Grünbaums seneste bog, er, at den verden, han gerne vil tilbage til, er den, han som ung gjorde oprør imod: Det socialdemokratisk-radikale tryghedsdanmark.

Verden anno 2018 byder ham inderligt imod: »Der er enormt store problemer med det herskende system, fordi der er så mange modsætninger, der umuligt kan forliges, for eksempel mellem stadigt øget forbrug og den helt nødvendige grønne omstilling; mellem stadig større rigdom til de få og forringelser af de manges lønninger, formuer og velfærd; mellem det rige Nord og det fattige Syd; mellem de nationale demokratier og den globale finansmagt. Og mellem den enkeltes livsudfoldelse og livsfølelse og arbejdslejrens diktat.«

Bogen har sin styrke i den nærmere beskrivelse af disse dårligdomme. Grünbaum er velinformeret og skriver levende og medrivende.

For en flittig læser af dagbladet Information er der ikke de store overraskelser at hente i Grünbaums udredning, men derimod nok et overblik.

Grünbaum fornyer debatbogsgenren ved at fortælle lignelser – tydeligt inspireret af den, han kalder »min yndlingsprofet Jesus«. Nogle af lignelserne er – som Grünbaum vedgår – omskrevne molbohistorier. Morsommere er det at læse nogle, man ikke har hørt før. For eksempel denne, der fortjener at gengives i sin helhed:

»Tre personer er under den franske revolution dømt til at skulle halshugges i guillotinen: en håndværker, en købmand og en intellektuel. Da håndværkeren ligger på knæ på hovedet i maskinen, falder det dødelige blad imidlertid ikke. Han går fri. Så er det købmandens tur. Det samme sker. Også han går fri. Så er det den intellektuelles tur. Mens han ligger på knæ med hovedet inde i apparatet, drejer han hovedet og ser op og siger: ’Nu ved jeg, hvad problemet er!’«

Man aner den pointe, at den intellektuelles indsigt ikke altid er nok til at afværge katastrofer. Måske ligger heri også en underfundig selvkritik fra Grünbaum.

Revolutionær socialdemokrat

Om sit eget ståsted skriver han: »Efter at have været politisk passiv i 45 år er jeg sprunget ud som revolutionær socialdemokrat.« Dog med følgende tilføjelse:

»Jeg er faktisk tilhænger af, at der skal regeres fra midten. Det bør ikke være anderledes i et demokrati. Det er farligt, når der bliver regeret fra fløjene. Men lige nu er det også farligt, at der bliver regeret fra midten, for det utænkelige er sket. Midten er kollapset.«

Ifølge Grünbaum er det globaliseringen og dens økonomiske pres, der har fremkaldt sammenbruddet. Den populisme, som dette sammenbrud har fremkaldt, vil Grünbaum ikke beklage: »Populismen er helt forståelig, og nødvendig, når de regerende i den grad har mistet evnen til at lytte til folks helt legitime bekymringer.«

Her vil nogen nok indvende, at de regerende sandelig lytter. Det er det, politikere lever af. Men de regerendes problem er, at de – uanset al deres lytten – ikke kan finde gennemførlige løsninger på bekymringerne.

Her har de noget til fælles med Grünbaum. Hans bog lider – som en stor del af den globaliseringskritik, der kommer til udtryk i disse år – af mangel på brugbare løsninger.

Det lyder unægtelig noget tamt, når Grünbaum anviser: »Vi må forny og forfriske demokratiet. Det nuværende demokrati er mere og mere upopulært, fordi politikerne er kommet til at udgøre en særlig professionel klasse, som lever i en særlig verden, hvor folks almindelige og daglige problemer ikke rigtigt trænger ind.«

Jamen sødeste gamle provo! Den klamamse er noget, som Det radikale Venstre kunne vedtage enstemmigt på et af sine Nyborg Strand-stævner. Og lige lidt ville det nytte.

Der er vel også grund til at ane politisk rådvildhed, når reformatorer kalder på »mentalitetsændring«. Hør Grünbaums afsluttende appel:

»Taler jeg om et kæmpe slag, hvor de progressives oprørshær besejrer de reaktionæres tropper? Nej! Jeg taler om en mentalitetsforandring – i os alle sammen – hvor vi ændrer os – alle sammen. Hvor vi langt om længe lærer at tænke på, hvad der er godt for alle mennesker. Ikke bare for nogen, men for alle!«

Sådan lyder en provokation i det Herrens år 2018. Noget er galt. Tydeligvis.

Ole Grünbaum: ’Bryd igennem – Det er vores verden!’ Gyldendal, 253 sider, 200 kroner