Læsetid: 6 min.

’White Nigger/Black Madonna’ er mindre provokerende end sit rygte – og kedelig

Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end teater. Men det giver heller ikke mening at betragte Lollike og Madame Nielsens uspændende 'White Nigger/Black Madonna' isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen ikke netop del af den form for interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver?
Madame Nielsen døde som Claus Beck-Nielsen og genopstod som kvinden Madame Nielsen, der har hovedrollen i Sort/Hvids nye opsætning. 

Madame Nielsen døde som Claus Beck-Nielsen og genopstod som kvinden Madame Nielsen, der har hovedrollen i Sort/Hvids nye opsætning. 

9. maj 2018

Det er ikke så tit, at publikum udvandrer fra et teaterstykke i Danmark. Vi har ikke rigtig kultur for at give vores æstetiske og politiske overbevisninger til kende – andre steder end i de sociale mediers trygge digitale anonymitet, i hvert fald.

Vi kan snarere forarges over, at andre har stærke holdninger til kunsten, end vi kan forarges over kunsten selv. I den forstand var det altså usædvanligt, at et par spredte stykker i weekenden listede ud fra Christian Lollike og Madame Nielsens allerede meget omtalte forestilling White Nigger/Black Madonna på Lollikes teater Sort/Hvid.

Forhistorien, som ikke er til at komme uden om, er, at de plakater for teaterstykket, der har været ophængt i det københavnske byrum, forestillende stykkets forfatter og eneste rolleindehaver, den hvide forfatter og dramatiker Madame Nielsen, sminket som en sort kvinde, er blevet revet ned.

Ifølge teatret selv er dets Facebook-side desuden blevet lukket flere gange og dets profil på Instagram permanent deaktiveret som følge af brugeranmeldelser om racisme.

Dels på grund af forestillingens brug af ordet »nigger« og dels på grund af dens brug af blackfacing, et begreb, der henviser til traditionen for, at hovedsageligt hvide skuespillere i film og teater optræder og karikerer sorte og andre ikke-hvide mennesker med sort ansigtsmaling, der dermed bidrager til at udbrede racestereotyper.

Siden har der så raset en debat om, hvorvidt kunst – og promoveringen af samme kunst – uproblematisk må, kan og skal bruge så historisk tyngede greb.

Her i avisen har Nielsen og Lollike, der begge er kendt for at fremprovokere stærke holdninger og følelser med deres kunst, udtalt, at de også gerne vil provokere med White Nigger/Black Madonna, men provokere i forstanden »kalde mennesker frem og diskutere«.

Det har Lollike tidligere gjort med blandt andet stykket Manifest 2083, der brugte Anders Breiviks manifest til at undersøge massemorderens politiske psykologi. Og det har Nielsen gjort ved blandt andet at leve som hjemløs, som flygtning, at dø som Claus Beck-Nielsen og genopstå som kvinden Madame Nielsen.

Uprovokerende

Der var ikke nogen form for hørbare kommentarer eller demonstrativt oprørt kropssprog involveret i weekendens udvandringer fra White Nigger/Black Madonna, så hvorfor folk gik ved jeg af gode grunde ikke. Men mit bedste gæt er, at de, der gik, ikke gik, fordi de følte sig provokeret, men snarere fordi de kedede sig.

I betragtning af den debat, som promoveringen af White Nigger/Black Madonna har skabt, er selve Lollike og Nielsens forestilling nemlig påfaldende uprovokerende. Ikke bare i den forstand at stykket eksempelvis ikke bruger blackfacing og n-ord bevidstløst eller ukritisk. Også i den forstand, at forestillingen hverken rigtig provokerer eller for alvor skaber en tankevækkende diskussion af den racismehistorie, som den handler om, eller i det hele taget er noget særligt spændende teaterstykke.

Stykket er inspireret af den virkelige historie om den amerikanske kvinde Rachel Dolezal, der er født hvid, men – hvordan det så end har kunnet lade sig gøre – har levet som sort kvinde. Debatten efter afsløringen af hendes racemæssige herkomst i 2015 handlede selvfølgelig ikke mindst om, hvorvidt raceidentitet er et spørgsmål om biologi, og om hvorvidt det, uanset i hvilken udstrækning det er, så er problematisk, at en hvid person med sine hvide privilegier ikke alene sympatiserer med, men også overtager en erfaring af raceundertrykkelse.

I White Nigger/Black Madonna spiller Madame Nielsen rollen som en hvid kvinde, der i skolen identificerede sig allermest med sin sorte veninde Linda, og som voksen rejser til USA, hvor hun i lighed med Rachel Dolezal lever som sort, bliver kæreste med en fremtrædende sort borgerrettighedsaktivist, men til sidst afsløres som hvid og udstødes som det, forestillingen selv kalder en »white nigger«.

Den del af historien udvikler sig så til et drama, hvor den sorte befolkning tager magten under henvisning til den sorte races overlegenhed. Hele den sorte undertrykkelseshistorie vendes i et kontrafaktisk scenarie, der minder om det, den franske forfatter Michel Houellebecq optegnede i sin omdiskuterede roman Underkastelse om en fiktiv muslimsk magtovertagelse i Frankrig i en nær fremtid.

Ligesom Houllebecqs roman ikke så meget var det islamkritiske skræmmescenarie, den blev modtaget som, fungerer dramaet i White Nigger/Black Madonna måske mest af alt som en selvkritisk udstilling af, hvordan hvide har undertrykt sorte.

Og ligesom Underkastelse måske især var en undersøgelse af, hvad det er for nogle længsler, der får mennesker til at underkaste sig en hvilken som helst religion, handler White Nigger/Black Madonna på mange måder også mere om at undersøge selve den længsel efter underkastelse, ydmygelse og selvydmygelse, som fik Rachel Dolezal til at identificere sig som sort.

Det er i hvert fald den ydmygelse, Nielsen har undersøgt, hver gang hun har udslettet en af sine identiteter, levet sig ind i og underkastet sig andres udsatte identitet – som hjemløs, identitetsløs, flygtning, kvinde. I den forstand handler White Nigger/Black Madonna slet ikke så meget om race og identitetspolitik, som det handler om identitet og politik i bredere forstand: om hvad identitet overhovedet er, hvilken rolle den spiller i vores samfund, og hvilken magt og afmagt, der knytter sig til den.

Hvide privilegier

Madame Nielsen spiller alle rollerne i White Nigger/Black Madonna, hun sminker sig sort i ansigtet på scenen, hvid i ansigtet og blå i ansigtet, og hun synger og spiller, for store dele af forestillingen består af mange og lange sange, som det dog ikke er helt klart, hvad bidrager med.

I den scene, der måske er forestillingens eneste egentlig provokerende, kaster Madame Nielsen sig med sin uhyggeligt magre krop afklædt på knæ og råber desperat »Does this look like white privilege to you?« Man svarer uværgerligt for sig selv, at det også er et hvidt privilegium at vælge den masochistiske selvydmygelse, og det er måske netop det svar, som det retoriske spørgsmål selv serverer.

Hvis White Nigger/Black Madonna er provokerende teater, er det altså fordi, det ikke handler om den sorte historie, men om at være hvid. Fordi stykket synes at påstå, at det handler om at leve sig ind i en udsat position, hvilket det konkret gør, men faktisk handler om at undersøge sin egen meddelagtighed. Det er begrænset, hvor både provokerende og interessant den selvundersøgelse bliver i stykket.

For de fleste af de andre forskellige paroler og udsagn – om f.eks. at skamme sig over sin hvide hud, og om at race er et valg – som fremsættes, vendes og drejes i White Nigger/Black Madonna er også bare mindre provokerende, fordi det så åbenlyst er opsigtsvækkende udsagn, som udstilles. Men det føles også, som om forestillingen med den hyperselvbevidste, ironiske distance aldrig for alvor formår at undersøge og ikke bare udstille de udsagn.

Stærkest er forestillingen snarere i de ordløse selvydmygelsestableauer, hvor Nielsen – kulminerende i en afsluttende scene, hvor hun står tilbage som en chokoladeovertrukket skeletskulptur – gør teatret til et ubehageligt, næsten pinligt selvydmygende voyeuristisk rum. Igen er det bare som om, potentialet i det rum aldrig rigtigt forløses i forestillingen.

Debatteater

Isoleret betragtet lykkes White Nigger/Black Madonna ikke rigtig. Måske er det i virkeligheden ikke ærgerligt, at debatten ikke handler om stykket, for havde den gjort det, havde det meget muligt også været en ret kedelig debat. Man kunne få tanken, at debatteatret Sort/Hvid er blevet et bedre mediebureau end et teater.

Men det giver heller ikke mening at betragte White Nigger/Black Madonna isoleret set. For er alt det, der omgiver forestillingen, ikke netop en del af det interaktionsteater, som både Sort/Hvid og Nielsen ellers bedriver? I så fald er White Nigger/Black Madonna vel netop lykkedes med at provokere, i den forstand Lollike og Nielsen gerne vil. Debatten er der.

White Nigger/Black Madonna. Teater Sort/Hvid. Idé og koncept: Madame Nielsen og Christian Lollike. Tekst: Madame Nielsen. Komponist: Madame Nielsen. Instruktion: Christian Lollike. Scenograf: Ida Marie Ellekilde. Musikproducer: Turkman Souljah. Lydproducent: Mads Emil Nielsen. Lysdesigner: Morten Kolbak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu