Læsetid: 5 min.

Wienerfilharmonikernes egenart er at hylde skønheden

Wienerne spillede symfonier af Leonard Bernstein og Gustav Mahler, to tæt forbundne jødiske dirigenter og komponister. Med orkestrets flertydige forhold til disse kunstnere i tankerne blev det en helt usædvanlig koncert i DR’s koncerthus
Den britiske dirigent Daniel Harding (f. 1975) ledte Wienerfilharmonikerne an i Koncerthuset den 29. april.

Den britiske dirigent Daniel Harding (f. 1975) ledte Wienerfilharmonikerne an i Koncerthuset den 29. april.

Ritzau Scanpix

2. maj 2018

Wienerfilharmonikerne havde taget et perspektivrigt program med på deres turné til de nordiske lande, som ramte DR’s fyldte koncerthus søndag aften.

Som en overordentlig nærværende ånd svævede Leonard Bernstein over vandene i Emil Holms Kanal, helt konkret med sin 1. symfoni Jeremiah og i en mere mytologisk forstand med Mahlers 5. symfoni, som med Bernstein på podiet udgjorde vendepunktet i orkestrets forhold til komponistens musik. Et vendepunkt fra skepsis, modstand og sågar foragt til et stadigt mere hengivent ejerskab.

Det var naturligvis en stor oplevelse at høre dette gloriøse orkester. Også rart at høre, at det ikke var fejlfrit, så almægtige guder er de altså heller ikke, disse musikere, der hæger om en enestående spillekultur. I et globaliseret musikliv, hvor de fleste symfoniorkestre lyder mere eller mindre ens, holder man på at være sig selv i Wien.

Det kan være svært at beskrive Wienerfilharmonikernes egenart, men et af deres fortrin går i det store hele ud på at hylde skønheden, dette at spille med en syngende og ekstremt homogen strygerklang i alle styrkegrader – hos dem er strygerne ganske særligt orkestrets sjæl. En anden dyd er blæserkulturen, hvor man insisterer på at anvende instrumenter fra Wien, der med deres overtonerigdom forener den bløde klang med et lyst særpræg. Der var mange unge musikere i orkestret, de har alle gået i deres ældre kollegers skole, og sådan går det tilbage til Ruder Konges tid.

Jeremias’ klagesange

Den 82-årige Zubin Mehta skulle have dirigeret, men måtte melde forfald, og den 42-årige brite og chef for Sveriges Radiosymfoniorkester, Daniel Harding, var trådt til. Lidt ærgerligt, for det havde været ganske spændende at høre den overmåde sympatiske Mehta, orkestrets æresdirigent og samarbejdspartner i henved seks årtier.

Med Harding fik vi en dygtig og samvittighedsfuld erstatning, men det var mit indtryk, at hans ellers ubestridelige autoritet ikke havde nogen afgørende gennemslagskraft. Orkestret sad i førersædet.

Bernstein ville være fyldt 100 år til august i år. Det markerede koncerten med hans 1. symfoni, der bygger på Jeremias’ klagesange over ødelæggelsen af Jerusalem. Det er Bernsteins første større orkesterværk, skrevet i 1942 af en ung amerikansk jøde, som endnu ikke kendte til omfanget af holocaust i det fjerne Europa.

Det er forståeligt nok musik, der står i gæld til komponister som Stravinskij og Bernsteins mentor, Aron Copland, men det mildt sagt gribende ved værket var den sidste sats med sang, Lamentation, som anvender de tre første strofer af klagesangene. Særligt mindeværdigt, fordi katastrofen og smerten blev så nærværende formidlet af den prægtigt syngende, østrigske mezzosopran, Elisabeth Kulman.

Det er ikke hverdagsmusik for Wienerfilharmonikerne, måske heller ikke for så mange andre orkestre, men de greb de første satsers lidt kantede modernisme an med cool professionalisme, i klagesangen hørte vi derimod det fabelagtige, lyttende operaorkester, som jo er den anden side af deres virksomhed.

Wienerdarling

Leonard Bernstein var søn af en ukrainsk emigrant, farfaren var rabbiner, og de første afgørende musikalske erfaringer fik den unge Lenny i synagogen i Boston. Han blev den perfekt assimilerede jøde, hans bidrag til amerikansk musikkultur kan slet ikke overvurderes, men den jødiske identitet var meget stærk, selv om han ikke ligefrem skiltede med den.

Som dirigent og komponist identificerede jøden Bernstein sig dybtgående med jøden Mahler. Det var Bernstein, der som chef for New York Filharmonikerne, gennemførte en Mahler-festival i 1960 – hans 100-års jubilæum – som blev det veritable gennembrud for den fortrængte komponist, først i USA, snart i Europa, men endnu ikke i Wien.

Bernstein dirigerede Wienerfilharmonikerne første gang i 1966, det var som operaorkester i Verdis Falstaff. Han blev hurtigt wienernes darling, forsøgte at tilpasse sig den antisemitisme, som stadig gik som et spøgelse i byen, han vendte tilbage i flere operaproduktioner, og i 1972 kom turen til Mahler. Deres første projekt med koncerter og pladeindspilning var 5. symfoni.

På en videooptagelse af den første prøve mærker man modstanden. Det er et tungt godstog med rustne bremser, Bernstein kæmper for at bugsere frem. Han bliver stadigt mere ophidset, og på sit humpende tysk kræver han 100 procent engagement i hver eneste takt i den indledende sørgemarch, ellers er det »kein Mahler«.

Senere fortalte han, at han hørte flere af musikerne hviske »lortemusik«, hvilket muligvis er det samme som jødemusik, og modviljen kan også skyldes, at den flamboyante amerikaner efter deres mening voldtog den spillekultur, som er beskrevet ovenfor. Efter flere prøver fandt de dog hinanden, der kom mange flere Mahler-projekter, og det ejendommelige er, at filharmonikerne kan takke Bernstein for, at Mahler omsider kom ind i deres kernerepertoire.

Mahler uden gru

I opførelsen af 5. symfoni forleden måtte man overordnet beundre orkestrets klangkultur og fornemme balance i sammenspillet. Grupperne er utroligt stærke, især strygerkorpset, uanset om det gælder kammermusikalske passager eller monumentale udladninger musicerer de med fuld kontrol over klangen. Den bliver aldrig slap eller brutal. Og selv om blæsersolisterne muligvis var orkestrets B-kæde, leverede de fine præstationer, i særlig grad trompet og horn. Men Bernstein ville sikkert ikke have jublet over opførelsen, for sats efter sats blev der ofte spillet hen over mangfoldigheden af den slags fortolkningslag, som han tvang frem under så stor modstand.

Således blev den indledende sørgemarch med trioer godt nok ført frem med en forbilledlig klarhed, men Daniel Harding udlagde ikke en dybere mening med de vidt forskellige afsnit. Hvilken slags mening? Theodor W. Adorno beskrev den første trio som angstdrømme om kommende pogromer, mordbefalingers skærende stemmer og ofrenes skrig. Men han var selvfølgelig selv jøde.

Det næste vældige satskompleks kan på samme måde være skrap kost, så voldsomt går det undertiden til, men der er også den yderste modsætning. Larmen var smuk og spillet uden sved på panden, men mere skuffende var det magiske omslag med celloernes stillestående bøn om fred, der lød noget udeltagende. Rigtig godt forløst var imidlertid gennembruddet med den strålende messingkoral, som kommer som et forvarsel om finalens livsbekræftende tummel.

Det smukt blæste solohorn kunne høres som en slags inkarnation af mennesket på sin højde i den længste scherzo, Mahler komponerede. Han kaldte den et skrålende, buldrende, brølende hav, en hær af dansende stjerner, betagende, iriserende, glimtende bølger, og alt dette var slet ikke Hardings elementer. Den opsigtsvækkende episode, hvor de fem horn billedligt talt drøner ud i verdenshjørnerne, mens resten af orkestret skælver, kan have det jødiske vædderhorn, shofaren, som inspiration. Så langt ud kom vi ikke. Og med den efterfølgende lidt kiksede genoptagelse af dansen, sad man i sidste ende ikke med en tør hals af betagelse under hele dette ejendommelige skue.

Den kendte adagietto spilles næppe smukkere end af dette orkester, det var i et velgørende bevæget tempo, og finalens kontrapunktiske mekanik havde Harding meget fint styr på. Især denne sats arbejdede Mahler med at forbedre lige til sin død. Hans hustru Alma mente, at symfonien var forbandet, og at ingen ville kunne forstå den. Det er nu ikke rigtigt. Jeg hørte den med wienerne på deres hjemmebane med italieneren Daniele Gatti for nogle år siden. Og det lød kort sagt, som om himmel og helvede var sat i bevægelse.

Leonard Bernstein og Gustav Mahler. Elisabeth Kulman (mezzosopran) og Wienerfilharmonikerne under Daniel Harding. Koncerthuset 29. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu