Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Amerikansk sanger graver gospelen op af mulden og sender den ud i fremtiden

Amerikanske serpentwithfeet synger en blodig, moderne gospelsoul for kærlighedens og seksualitetens glæder – men også sorger.
Amerikanske serpentwithfeet synger en blodig, moderne gospelsoul for kærlighedens og seksualitetens glæder – men også sorger.

Ash Kingston

Kultur
15. juni 2018

Branden er ikke til at tage fejl af – også selvom det brænder i flere forskellige aldre samtidig på serpentwithfeets debutalbum soil. Det er en opløsning af tid og rum, uden at det mister jordforbindelsen. Det lander med traditionens vægt, samtidig med at det føles flyvsk.

Gospeltraditionens kollektivkraft og chain gang-sangens rytmiske tyngde parres med en moderne elektroakustisk soul, hvor stemmen kan tunes af teknologi og dermed miste den kropslige forankring, som de nævnte gamle traditioner trækker på.

Rytmerne lyder, som om de er stampede eller klappede eller tæskede mod gammelt jern. Strygerne lyder, som om de er bygget i en billig synthesizer. Mens amerikaneren synger i flerstemmige harmonier med sig selv i den moderne teknologis mangedoblingskamre. Her er mindelser om britiske Sampha, men også danske When Saints Go Machine.

29-årige Josiah Wise alias serpentwithfeet (kommer fra Baltimore, residerer i New York) har fra starten været et beåndet bekendtskab, en mand, der søger at definere en moderne soul, skabe fint pixellerede torch songs, undfange musik, der slikker og heler de åbne sår.

»Each time you deny my mess / You’ll find yourself closer to me, closer to me.«

Pentagram i ansigtet

I hans ansigt finder man et pentagram og en kniv tatoveret, mens ordene suicide og heaven kan læses på huden om hans kranium. Og hans sange fortæller om både et voldsomt begær – han synger om at blive slukket og oversvømmet af sin mandlige elsker – og en kompromisløs kærlighed – »I offer myself to you«.

Der er floder, der skal krydses, men der er også træer og huller, som han ikke skal kravle op eller ned i.

»My voice is far too deep / It’s buried in the ground / Sound like the demon / The demon needed me to be.«

Og han bestiger frygtløst Mount Patos med sine fraseringer. Af og til savner jeg så retning i hans sangteknik, der kan blive en kende for maksimalistisk, overforsirende kunne man sige. Men samtidig så rammer hans lyse sangstil også noget forunderligt, for eksempel når han fyrer op under sin voldsomme og hurtige vibrato.

Hør bare åbningsnummeret »Whisper«, hvor en hjerteklap pumper rytmen og en ensom klarinet bygger en enkel længsel, mens serpentwithfeets synger dirrende unisont med sig selv – samtidig med at han danner korflydetoner under sin egen solo.

Ash Kingston

Kærlighedens brutale væsen

Soil er et album, der udmærket kan høres som et forsøg på at piske en spirituel stemning op. Der er bibelske referencer, og der er en blotlæggelse af de romantiske smerter som en kamp for sjælen – hvorved soil bliver noget vi kan spejle vores egne kvababbelser i.

»He knows love can’t exist where there is cologne.«

Og når han ikke vånder sig, så søger serpentwithfeet helingen og omfavnelsen i sin sangstemme – og i de strålende, mørkt lysende, blodige, jordslåede, støvede tekster.

»You can place your burden on my chest / The best parts of you lie at the bottom of you.«

De 11 sange er 11 fakler for kærlighedens og seksualitetens brutale væsen, som vi igen og igen forsøger at finde mening og næring i. Men det er også 11 advarsler om deres faldgruber og selvforglemmelser.

Serpentwithfeet: ’soil’ (Secretly Canadian/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her