Læsetid: 4 min.

Arundhati Roy skriver præcist og godt, også selv om hun ofte ender i blomsterafdelingen

I tyve år har Arundhati Roy sparet op til den svære to’er. Det er lidt for længe, og den centrale fortælling drukner i lange stræk. Det bliver simpelthen for meget
Ministeriet for den ypperste lykke er Arundhati Roys anden bog, i princippet den svære toer, efter kritiker- og salgssuccesen De små tings gud fra 1998, der vandt Bookerprisen og gjorde hende til en litterær berømthed verden over.

Ministeriet for den ypperste lykke er Arundhati Roys anden bog, i princippet den svære toer, efter kritiker- og salgssuccesen De små tings gud fra 1998, der vandt Bookerprisen og gjorde hende til en litterær berømthed verden over.

Ritzau Scanpix

8. juni 2018

Jeg sidder og føler mig meget kedelig og meget dansk, mens jeg læser den indiske succesforfatter Arundhati Roys (f. 1959) nye roman Ministeriet for den ypperste lykke. Det er en følelse, jeg i den sammenhæng godt kan lide, fordi den minder mig om, hvor forskellige traditioner verdenslitteraturen vokser ud af, og hvor meget synet på litteraturen og dens forskellige bestanddele kan veksle. Det er oprigtigt talt meget livsbekræftende, at der findes den form for mangfoldighed.

Arundhati Roy er i den kontekst i familie med Salman Rushdie. Både deres sprog og deres fortællinger blomstrer, indimellem hæmningsløst, det er på sin vis en slags grundlæggende cadeau til forestillingsevnens uindskrænkede mulighedsrum, og det er i den forstand svært ikke at elske. Den lystfulde, næsten helt barnlige, fortælleglæde – man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne blive lykkelig af den slags.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu