Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Arundhati Roy skriver præcist og godt, også selv om hun ofte ender i blomsterafdelingen

I tyve år har Arundhati Roy sparet op til den svære to’er. Det er lidt for længe, og den centrale fortælling drukner i lange stræk. Det bliver simpelthen for meget
Ministeriet for den ypperste lykke er Arundhati Roys anden bog, i princippet den svære toer, efter kritiker- og salgssuccesen De små tings gud fra 1998, der vandt Bookerprisen og gjorde hende til en litterær berømthed verden over.

Ministeriet for den ypperste lykke er Arundhati Roys anden bog, i princippet den svære toer, efter kritiker- og salgssuccesen De små tings gud fra 1998, der vandt Bookerprisen og gjorde hende til en litterær berømthed verden over.

Ritzau Scanpix

Kultur
8. juni 2018

Jeg sidder og føler mig meget kedelig og meget dansk, mens jeg læser den indiske succesforfatter Arundhati Roys (f. 1959) nye roman Ministeriet for den ypperste lykke. Det er en følelse, jeg i den sammenhæng godt kan lide, fordi den minder mig om, hvor forskellige traditioner verdenslitteraturen vokser ud af, og hvor meget synet på litteraturen og dens forskellige bestanddele kan veksle. Det er oprigtigt talt meget livsbekræftende, at der findes den form for mangfoldighed.

Arundhati Roy er i den kontekst i familie med Salman Rushdie. Både deres sprog og deres fortællinger blomstrer, indimellem hæmningsløst, det er på sin vis en slags grundlæggende cadeau til forestillingsevnens uindskrænkede mulighedsrum, og det er i den forstand svært ikke at elske. Den lystfulde, næsten helt barnlige, fortælleglæde – man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne blive lykkelig af den slags.

Eller måske skal man, som sagt, bare være dansk. I hvert fald står det under læsningen af den næsten 500 sider tykke Ministeriet for den ypperste lykke klart, at læseren befinder sig under himmelstrøg, hvor der altid er noget nyt under solen – men at det aldrig er af minimalistisk oprindelse. Der er ikke sparet på noget som helst. Hverken i forhold til mursten, cement eller maling. Som udgangspunkt kan det virke som en befrielse.

Romanen er Arundhati Roys anden bog, i princippet den svære toer, efter kritiker- og salgssuccesen De små tings gud fra 1998, der vandt Bookerprisen og gjorde hende til en litterær berømthed verden over. Allerede i debutromanen behandlede Arundhati Roy politiske spændinger og udfordringer i Indien, og i de tyve år, der er gået mellem De små tings gud og den aktuelle roman, har forfatteren ligeledes etableret sig som en engageret politisk aktivist og har skrevet to essaysamlinger af netop faglitterær og politisk art.

Knopskydende fortællinger vælter frem

I den nye Ministeriet for den ypperste lykke behandles i store træk også det moderne Indiens historie. Læseren vikles ind i det problematiske kastesystem, i det tilbagestående kvindesyn, konflikter mellem muslimer og hinduer og især striden mellem Indien og Pakistan i forhold til bjergområdet Kashmir. Det foregår over en årrække, og der er meget at gabe over, især når denne store historie flettes ind i en næsten ufattelig række af indiske individers personlige historier.

På den måde kan man godt mærke, at der er gået 20 år mellem debuten og roman nummer to. Stoffet er i de mellemliggende år vokset og vokset, og i Ministeriet for den ypperste lykke vælter det ud med så mange knopskydende fortællinger, at der nærmest er tale om en slags fortællingernes cirkulære livshjul; hver gang én fortælling slutter, blomstrer en ny ud af det sidste punktum – hvis vi da overhovedet kommer så langt – en slags anekdoternes reinkarnation!

Vi begynder i Delhi, hvor et barn, Anjum, fødes med både mandlige og kvindelige kønsorganer og i teenageårene hurtigt føler sig tiltrukket af det indiske fællesskab for hijraer. En hijra er typisk en indisk mand, der vælger at leve som en kvinde, men omfatter altså også hermafroditter, transpersoner og kvinder, der ikke kan få børn. Denne gruppe er i Indien lavkaste, men er også omgærdet af en slags almindelig respekt – og kan være meget feterede i de kulørte blade.

Meget tidligt flytter Anjum ind i et slags kollektiv for hijraer i Delhi, og vi får i en lind strøm serveret utrolige historier om medlemmerne af dette fællesskab, alt imens: 1) Anjun får en natlig orgasme med sit mandlige kønsorgan, hvilket gør ham så ulykkelig, at han får bortopereret sin penis og herefter aldrig igen opnår seksuel udfrielse, 2) Anjun bliver en stjerne i populærkulturen og får mange fans, 3) Anjun finder et hjemløst barn, som hun vier sit liv til at opfostre hos hijraerne, 4) Anjun bliver kidnappet og psykisk tortureret i en politisk opstand, 5) Anjun vender traumatiseret hjem til kollektivet, hvor alt går i opløsning, 6) Anjun flytter fra kollektivet og ud på en kirkegård, hvor hun så småt begynder at opbygge et alternativt samfund for marginaliserede indere.

For ofte ender det i blomsterafdelingen

Det var sådan cirka de første to kapitler; lige knap en femtedel af bogen. Og så kommer alle romanens øvrige spor: Om oprørslederen Musa, der kæmper for et frit Kashmir, hans store kærlighed Tilo, der desværre også er to andre mænds store kærlighed, og jeg kunne blive ved. For hele tiden bliver læseren, i lange passager eller blot i indskudte sætninger, præsenteret for livshistorier overvejende fortalt i denne referatstil:

»Begam Renata var en mavedanser fra Rumænien, der var vokset op i Bukarest med en drøm om Indien og landets klassiske danseformer. Allerede som nittenårig blaffede hun tværs over kontinentet og nåede til Delhi, hvor hun fandt en middelmådig kathak-guru, der udnyttede hende seksuelt og lærte hende meget lidt dans.«

I mere kontrollerede omgivelser ville jeg sige, at det var morsomt, helt sikkert kulørt, men også opkvikkende. For Roy skriver egentlig ret præcist og godt, også selv om vi ofte kommer over i blomsterafdelingen. Men når denne måde at omgås med både skæbner, men også med politik og historie, hober sig op, bliver der simpelthen for mange tråde at holde styr på. Det er som anekdoter, der bliver fortalt uden selvbeherskelse, som at bevidne en forfatter, der skyder med løst krudt.

Den centrale fortælling drukner i lange stræk, den psykologiske dybde i karaktertegningen fordufter, og jeg mister efterhånden helt indlevelsen. De små tings gud er blevet til de store tings gud. Og det er simpelthen for meget.

Arundhati Roy: ’Ministeriet for den ypperste lykke’. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 496 sider. 299,95 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her