Læsetid: 6 min.

Balletfestivalen har kun én hovedperson: Balletmester Nikolaj Hübbe

Den danske mesterkoreograf August Bournonville har skabt elitedans med mainstreamappel. Tilskuerne kommer dog ikke nødvendigvis så meget tættere på Bournonville under Den Kongelige Ballets Balletfestival 2018. For balletmester Nikolaj Hübbe tager lyset
I Signe Roderiks film ’The Art of Silence’ danser Susanne Grinder sorgfuldt Sylfiden.

I Signe Roderiks film ’The Art of Silence’ danser Susanne Grinder sorgfuldt Sylfiden.

Pressefoto

8. juni 2018

»Mens de andre danser udenfor på gaden, vil vi herinde prøve at tale vores smukke kunstart OP.« Sådan indleder karakterdanser Morten Eggert med raffineret ironi Balletfestival 2018. Det sker inde i mørket i Den Kongelige Teaters A-sal, som denne lørdag er dedikeret til den danske koreograf Bournonville. Hans værker fra 1830’erne og 1840’erne, f.eks. Sylfiden, Napoli, Et Folkesagn, er de eneste romantiske balletter i verden, der stadig danses i en ubrudt tradition.

Udenfor på Kgs. Nytorv står balletmester Nikolaj Hübbe nemlig i slasket T-shirt og shorts og danser sammen med hundredvis af mennesker i solen. Balletfestival 2018 ønsker at gøre ballet sjovt for alle. Ballet skal være mainstream og må gerne tales NED til noget jordnært. Den Kongelige Ballet er nærmest flyttet ind på Facebook, og balletmester Nikolaj Hübbe har ladet sig videofilme rundtomkring i Danmark – fra Brøndbys stadion til et asylcenter ved Jelling. Alle har været inviteret til at indsende hjemmedansevideoer. Alligevel har balletfestivalen kun én hovedperson: balletmester Nikolaj Hübbe.

Underskønne film

Den Kongelige Ballet har afholdt balletfestivaler hvert 13. år. Den første Bournonville-festival var i 1979 ved hundredåret for den danske balletmester August Bournonvilles død – arrangeret af Nikolaj Hübbes balletmester Henning Kronstam og Bournonvilleeksperten Kirsten Ralov.

Det var her, at den internationale balletpresse for første gang blev overvældet af den eksotiske charme i balletmesterens handlingsballetter. Alle talte om ’Bournonville-stilen’, altså det, der får Bournonvilles bevægelser til at se helt anderledes ud end f.eks. bevægelserne i en russisk ballet som Svanesøen.

Hos Bournonville er alle bevægelser underdrevne. Armene er rolige, og fødderne pisker lynhurtigt af sted. Til gengæld er tåspidsarbejdet blødt og helst lydløst. En Bournonvilledanser gør ikke noget bare for at blære sig. Man må ikke kunne se, at dansen er svær. Men det er den. Hundesvær.

To gange Sylfiden

I 1992 blev den næste Bournonvillefestival arrangeret af daværende balletmester Frank Andersen. Formelt fejrede festivalen tohundredåret for den franske balletdanser, Antoine Bournonvilles – August Bournonvilles far – ankomst til København. Hans søn rejste som 15-årig til Pariseroperaen og fik en international danserkarriere, inden han som bare 25-årig blev balletmester i København. Festivalen i 1992 bød også på bogudgivelser og rekonstruktioner, af både Abdallah og Thrymskviden.

I 2005 blev August Bournonvilles 200-årsfødselsdag fejret, igen med Frank Andersen som balletmester. Her havde Nikolaj Hübbe iscenesat en lidenskabelig Sylfiden. Og siden Nikolaj Hübbe blev balletmester i 2008, har han kastet sig over først Et Folkesagn, så Napoli og senest Sylfiden i en radikal sort-hvid version. Uden samtidig at bevare den traditionelle version i repertoiret.

Bournonvillesmilet

I 2018, 13 år senere, afholdes så en balletfestival, hvor Nikolaj Hübbe er hovedpersonen ude i solen, mens Bournonville er sat ind i prøvesalen som særtema. Ærgerligt nok, for mange begynderballetfreaks ville garanteret også have nydt disse oplevelser i A-salens mørke.

Først vises Signe Roderiks underskønne film The Art of Silence om karakterdanserne og derefter Bournonville Today fra Ulrik Birkkjærs Bournonvillegruppes gæstespil i New York i 2015.

Filmen er baseret på skønne Bournonvillebetragtninger af tre af verdens mest klarsynede balletkritikere. Den amerikanske kritiker Deborah Jowitt siger, at hun har opdaget, at Bournonville får hende til at smile. Og den danske Erik Aschengreen siger, at han tror, at Bournonville mest har skabt Sylfiden med et stort hjerte for den, der vover – altså manden, der forlader alt for at følge kærligheden.

Æstetisk omskaber Signe Roderik de gammeldags teaterudtryk til stiliserede og anarkistiske kropsudtryk i en fritskrabet filmverden af sort mørke og lyssøjler – æstetisk inspireret af John R. Johnsens reportagefotos fra 1970’erne.

I disse film danser Susanne Grinder så sorgfuldt i Sylfiden, at man nærmest selv kan mærke det smertefulde knæk, da det forgiftede slør får hendes vinger til at falde af, en ad gangen. Og Sorella Englunds krænkede heks med dødsdrift og dræberhænder er rystende smuk som et genfærd.

Fra Signe Roderiks film ’The Art of Silence’

Gadestank og fine fødder

Denne dag præsenterer Liv Thomsen også sin film August Bournonville – ballettens digter, som hun har skabt sammen med Erik Aschengreen og filmfotografen Klaus Nedergaard. Denne film sætter koreografen i et ret brutalt, samfundsmæssigt perspektiv – med levendegørelser af ’Guldalderen’, hvor stanken i Københavns gade bliver til en fysisk kontrast til balletstilens raffinerede foddetaljer.

Og karakterdanseren Poul-Erik Hesselkilde optræder i rollen som en altiagttagende Bournonville med en begavet kropsvandring, der får kameraet til at danse med. I denne overdådige filmkavalkade mangler bare Pernille Gardes og Mia Heldams sjælfulde portrætfilm om karakterdanseren Sorella Englund, Efter nat kommer dag.

Herefter er det også opløftende at overvære, hvordan Bournonvilleiscenesætteren Dinna Bjørn kan få to af kompagniets unge aspiranter til at danse Bournonville. Dinna Bjørn har de senere år både rekonstrueret Bournonvilles Fra Sibirien til Moskva i Tbilisi og Pontemolle i Stockholm. Men Nikolaj Hübbe har desværre ikke inviteret hendes Bournonville hjem til København.

Intet nyt

Lørdagens aftenforestilling har hyldestnavnet Bournonvilleana. Her fremviser kompagniet uddrag fra Sylfiden, Wilhelm TellBlomsterfesten i Genzano, Polka Militaire, Kermessen i Brügge, Et Folkesagn og Livjægerne på Amager – og tredje akt af Napoli, vel at mærke i Nikolaj Hübbes egen retrotrendy og Madonnaforladte scooterversion, der foregår i 1950’erne. 

Den garvede Bournonville-instruktør Anne Marie Vessel Schlüter er aftenens heltinde bag scenen, hvor hun tydeligvis øser ud af al sin ekspertise til næste generation. Men aftenen viser også, hvor svært det er at danse Bournonville. 

Dansen veksler fra det kantede til det sublime. Da solodanser Ulrik Birkkjær går på scenen som James i Sylfiden, kommer hele aftenen pludselig i balance. For han viser, hvordan kroppen både kan virke fuldkommen rolig og samtidig i absolut intensitet, tilsyneladende uanstrengt. Og Tobias Praetorius danser 1. herresolo fra Napoli, så man kan mærke den råstyrke og svulmende muskelkraft, der også ligger i Bournonvilles mandskoreografi: elitedans med mainstreamappeal.

Fra ’Napoli’ på Det Kongelige Teater 

August Bournonville dukker pludselig op – i karakterdanser Poul-Erik Hesselkildes skikkelse. Han går adstadigt over scenen med sin stok. Den sortklædte Bournonville har gammelmandskrøller og sender et indigneret blik mod Nikolaj Hübbe, da den nuværende balletmester provokerende smider den gamle mester ud af scenen. Mere pinligt end sjovt.

Så hvirvler tredje akt af Napoli over scenen. Femke Mølbach Slot, Alba Nadal og Ida Praetorius konkurrerer om den mest ubesværede ynde, mens mændene kaster sig frem mod publikum – i de store, åbne Bournonvillespring, som føles som omfavnelser. Ikke alle mestrer stilen.

Brunch-solister

Det er dagen derpå og søndag med arrangementet Brunch and Ballet på Operaen, hvor publikum spiser brunch i det blå plys under kompagniets offentlige morgentræning på scenen. Uden varsel udnævner balletmesteren fire nye solister og får bragt buketter frem til den koreanske Ji Min Hong med de bløde linjer, den argentinske Wilma Giglio med de seje ben, den italienske Silvia Selvini med den lillebitte lynkrop og den blide, danske Astrid Elbo med de udtryksfulde øjne. Og de fire dansere står ved barren og græder bevæget sammen med deres kolleger – og træner videre.

Vi, der sidder med vores brunchkaffe i det blå plys, er også glade på dansernes vegne. Men udnævnelserne bekræfter, at Den Kongelige Ballet nu vitterligt domineres af to tredjedele udlændinge. Alle danserne er teknisk dygtige, men de er ikke alle sammen dramatiske dansere – eller Bournonvilledansere.

Balletfestival 2018 viser i hvert fald, at Nikolaj Hübbe underprioriterer Bournonvilletraditionen ved ikke at åbne for andre iscenesættelser end sine egne, ved ikke at vedligeholde de klassiske Bournonvilleiscenesættelser – og ved ikke at fastholde karakterdanserne i faste stillinger. Og Balletfestival 2018 viser, at Den Kongelige Ballets dansere – ikke mindst de mange udenlandske dansere i kompagniet – skal kæmpe for at gøre Bournonvillearven til medrivende dans.

Den Kongelige Ballet: Balletfestival 2018.

Balletfestivalen fortsætter til 9. juni og byder bl.a. på Nye toner, 8. juni kl. 20 på Gamle Scene, hvor forestillingen også streames på storskærm i Charlottenborgs gård, samt en balletgalla med bl.a. etudes’ af Harald Lander 9. juni kl. 20 på Gamle Scene.

Signe Roderiks to film vises også i Grand Bio i København søndag den 20. juni kl. 16.30 – med introduktion af Erik Aschengreen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu