Læsetid: 4 min.

Behøver vi al den snak i parforhold? Elskovs glød kan tales til døde

En aldrende anmelder gør sig tanker om en ny bog om ’Pik, potens og parforhold’
En aldrende anmelder gør sig tanker om en ny bog om ’Pik, potens og parforhold’

fra bogen

15. juni 2018

Kan man være for gammel til at læse en bog om kærlighed? Man kan i hvert fald være for ung.

Da jeg var en omkring 10-11 år, havde jeg i mine forældres bogreol fået kig på bogen Bob og Daphnes kærlighed. På sin bagside lovede bogen en frimodig fremstilling af unges erotik. En aften, jeg sad i dagligstuen og kedede mig, sagde jeg til min mor, at jeg nu ville læse en bog, som jeg gik hen og tilfældigt udvalgte. Selvfølgelig ville jeg gribe fat om den om Bob og Daphne. Min mor har nok gennemskuet, at jeg på forhånd havde anelser om indholdet. I hvert fald sagde hun:

»Den skal du være ældre for at læse. Det vil din far også mene.«

Så jeg afstod – den aften. Men fik taget Bob og Daphne ned af hylden, så snart jeg var uden forældres overvågen. Som jeg husker bogen, handlede den mest om at gøre gode ting ved hinanden, selv om jeg nok undrede mig lidt over, hvor forhippede hovedpersonerne var.

Og så er der i mellemtiden gået tæt ved 60 år. Tilværelsen har budt på lidt af hvert. Jeg har selv haft glæde af de gode ting, folk kan gøre ved hinanden. Og har nok også været ganske forhippet. Men en vis skepsis har indfundet sig. Som min ovennævnte far skuffede mig ved at sige, da jeg havde nået teenagealderen:

»Når man er over 30, er det svært at tro på den brændende kærlighed.«

For gammel?

Med dette som udgangspunkt har jeg netop læst bogen Hvad alle bør vide om MÆND – Pik, potens og parforhold, skrevet af sexologerne Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning.

Jeg har både inden og undervejs spurgt mig selv, om ikke jeg er for gammel til at læse den bog. Enten ved jeg, hvad der er værd at vide, eller også er det lige meget.

Under alle omstændigheder har jeg pænt at sige om bogen. Den gør sig store anstrengelser for at bryde med vaneforestillinger. Herunder dem, der i kønsdiskursen kendes som ’heteronormativitet’. Den antager ikke, at sex i hovedsagen er noget, som en kvinde og en mand kan lave med hinanden. Den er omhyggelig med at forudsætte, at mænd også kan byde ind, når det drejer sig om andre mænd. Bogen opremser en sværm af kønslige identiteter, hør blot:

»Monoseksualitet (at være tiltrukket af ét køn), biseksualitet (at være tiltrukket af mindst to forskellige køn), polyseksualitet (at være tiltrukket af flere, men ikke alle køn) og panseksualitet (at være tiltrukket af alle mennesker uanset køn).«

Til overflod tilføjer forfatterne:

»Og husk, den seksuelle orientering kan ændre sig.«

Trods denne overflod af udbud og efterspørgsel på det kønslige marked konstaterer forfatterne:

»Generelt er der i dag en større blufærdighed end tidligere, hvilket godt kan virke paradoksalt, hvis man tænker på, at seksualiseringen af det offentlige rum formentlig aldrig har været større.«

Et par pudseløjerligheder smutter igennem i teksten. Et eksempel er følgende formulering:

»Lever man i et monogamt forhold, vil sex ved siden af forholdet give problemer for langt de fleste.«

Jamen, du sødeste sidespring! Har man sex uden for sit faste forhold, lever man jo netop ikke monogamt. Og det er deri, at ens problem består. Buh!

Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning: ’Hvad alle bør vide om MÆND – Pik, potens og parforhold’

Sørgmuntert

I den sørgmuntre afdeling er også, at forfatterne til belysning af problemet mænds hyperseksualitet citerer en af deres klienter for følgende selvkritik:

»Jeg sked i min egen baghave ved at have sex med min kærestes bedste veninde. Og uheldigt, at jeg smittede hende med klamydia. Og møgærgerligt, at hun fortalte det til min kæreste lige efter vores forlovelse. Der bliver ikke noget bryllup nu.«

Hov stop! Mon ikke den hyperseksuelle mands frit florerende klamydia også kunne være en selvstændig årsag til, at kæresten alligevel ikke ville lade sig stuve op i ægtesengen?

Dér, hvor nærværende livsmættede anmelder er mest tilbøjelig til at give et bøvs fra sig, er bogens tillid til samtalen som universalmiddel til at afstemme forventningerne og dermed sikre langvarige, gode seksuelle forhold. Forfatterne skriver:

»Det er en god idé at man får taget den samtale tidligt i forholdet, men også med mellemrum … Når folk siger, at de er vokset fra hinanden, er det ofte et udtryk for, at de ikke løbende fik talt om følelser og sex og heller ikke sat ord på uindfriede ønsker, længsler og behov.«

Åh, jo. Som en amerikansk kæreste en gang sagde til mig i et stærkt ironisk tonefald: Oh boy, do we need to talk!

Min livsens erfaring er imidlertid, at der kan være grund til varsomhed med alt det snakkeri. Et eller andet sted inderst inde har de fleste af os en urørlighedszone, som ingen – heller ikke den seksuelle partner – skal ævle sig indi. Elskovs glød kan tales til døde. Tove Ditlevsen udtrykker det i et digt i samlingen De voksne fra 1969 således:

Med ingen kan man
dele de inderste tanker.
Det vigtigste i verden
er man alene med.

Det er en varig byrde
det er en sagte glæde,
at her kan ingen nå dig
og ingen lukkes ind.

I nære menneskelige forhold kan en munter, kærligt-ironisk distance være den mest holdbare måde, hvorpå parterne sikrer den indbyrdes respekt – og selvrespekten. Mener altså nærværende gamle gnavpot. Med denne grynten anbefales bogen til en køns- og snakkelysten ungdom.

Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning: ’Hvad alle bør vide om MÆND – Pik, potens og parforhold’.  Lindhardt og Ringhof, 304 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu