Læsetid: 9 min.

Beyoncé og Jay-Z i Parken: Den flossede diva og hendes gemal, som hun river til blods

Postulatet om, at Beyoncé og Jay-Z’s parforholdskrise – efter hans utroskab – er afblæst, har fået sin egen selvskabte medvind efter ægteparrets nye album. Ugen efter står de hånd i hånd i Parken i København. Men postulatet får nu en noget skinger tone under lørdagens koncert
Postulatet om, at Beyoncé og Jay-Z’s parforholdskrise – efter hans utroskab – er afblæst, har fået sin egen selvskabte medvind efter ægteparrets nye album. Ugen efter står de hånd i hånd i Parken i København. Men postulatet får nu en noget skinger tone under lørdagens koncert

Mikkel Lock Svendborg

25. juni 2018

»This is real life« står der på den enorme widescreen i Parken i København. Intet kunne være længere fra sandheden. For de næste mere end to timer bliver vi vidner til parterapi som megashow, en iscenesættelse ned i mindste detalje foranstaltet af en hær af designere, fotografer, musikere, koreografer og teknikere.

På et podium stiger ægteparret Beyoncé Giselle Knowles-Carter (36) og Shawn Corey Carter (48), bedre kendt som superstjernerne Beyoncé og Jay-Z, ned mod scenegulvet mellem to enorme lysende kors. De har ingen stentavler med, men hver deres mikrofon. De er alvorlige.

Offentlig parterapi

Glem alt om reparationsbajere. Reparationsalbummer og forsoningskoncerter er det nye sort. Vi drikker os ikke længere ud af vores problemer, for det virkede alligevel ikke. Vi går i parterapi. Og hvis man er kendt, så går man i offentlig parterapi og synger det hele ud i en gestaltterapeutisk proces, hvor man siger alt det, man skulle have fortalt den utro ægtemand, til sit måbende publikum.

Som det skete, da sangeren, sangskriveren og danseren Beyoncé i 2016 udsendte det mesterlige hævnalbum Lemonade, en frontalkonfrontation med gemalen, rapstjernen og businessmogulen Jay-Z’s utroskab.

Albummet affødte året efter undskyldninger og bekendelser af skyld fra Jay-Z på albummet 4:44. Og her i 2018 er celebparret så endeligt genforenet for fuld musik og bar offentlighed i koncertform og også på Everything Is Love – Beyoncé og Jay-Z’s spritnye album, udgivet ud af det blå den 17. juni, under duonavnet The Carters.

Bonnie & Clyde 2018

On The Run Tour II hedder cirkusset i Parken. Den første turné var for fire år siden, da alt stadig var fryd og gammen. I dag er det nødvendigt for parret at genfortælle deres historie og overvinde traumet.

Som vi ved fra psykoanalysen, så handler den mentale overlevelse om at skabe en historie, man kan leve med. Og Beyoncé og Jay-Z gør det i en romantisk road movie, der åbner showet og genoptages i kostumeskiftvenlige intermezzi undervejs. Her er gangsteren og hans elskede på flugt gennem eksotiske locations i Jamaica.

De nyder livet med mut-erotiske miner i bedårende omgivelser. Jamaicas shabby chic-patina giver det hele en lånt autenticitet, mens de dykker ned i ørigets dunklere miljøer. Uden at det rigtig bliver til andet end nogle romantiserende billeder af motorcykelbander og lidt klammeri.

Meget passende er det andet nummer under koncerten »Part II (On The Run)«, og dernæst sættes parrets røverromantik ind i en historisk kontekst med »’03 Bonnie & Clyde« (begge Jay-Z’s værk, men nu begge med Queen Bey på vokal).

Væmmelse ved vielsesringen

Det er kun to år siden, Beyoncé var her sidst. Den 24. juli 2016 stod hun også i Parken, som en ensom diva, der havde klippet sin gemal ud af deres store kærlighedsduetter »Drunk In Love« og »Crazy In Love«. Og hendes vaklende tro på ægteskabsinstitutionen gav hun yderligere et skud for boven ved at udelade det ældre, vielsesgejle hit »Single Ladies (Put A Ring On It)«, men til gengæld synge om hendes egen vielsesring med væmmelse på »Sorry« fra hendes seneste utroskabsalbum.

Det bliver der rettet op på med intertekstuel bevidsthed i Parken lørdag aften. Beyoncé synger den ret så eksplicit seksuelle »Drunk In Love« først alene, men snart generobrer Jay-Z sin plads i sangen. Og hen mod slutningen detonerer »Crazy In Love« også i nyrestaureret duet.

Lyden i Parken er buldrende og ganske mudret, og det er tydeligt, at vi skal overtales. Der er så også få autoriteter i musikkens verden, som jeg hellere vil overtales af end Beyoncé. For hendes magtretorik formidles af en af de store sangstemmer i musikhistorien – en enorm styrke, et titanisk register. Og hun har kultiveret et stadig mere vidt forgrenende talent for at skabe hybrider, der trækker på afroamerikansk historie. Og ægtemandens utroskab har givet hende den afgørende universelle erfaring, som hun før manglede: nederlaget. Hvilket kan høres i hendes undersøgelse af grimmere og mere skrammede sider af hendes stemmelæber.

Så. Kom bare an med flammekasterne, fyrværkeriet, gigaskærmen, den flydende scene, de kører ud over publikum, og det overvældende band af blæsere, strygere, rockinstrumentpark og flere medarbejdere på keyboards.

Uden for tid, rum og utroskab

Albummet er musikalsk helt anderledes langsomt og neddæmpet, et klangligt mere intimt blik. Ja, det siges allerede af toasteren Rory ved indgangen til albummet: »Right now inside the place to be with the one Jay-Z and Bey / Slowing down the dance to a different type of speed.« Med nogle undtagelser er det slow jams, der ikke kun romantiserer deres kærlighed, men også deres rigdom og status.

Det begynder romantisk med den nydende og ekko-dubbede, fremragende »Summer«, hvor de drømmer sig uden for tid, rum og utroskab, tilbage til begyndelsen og ud i fremtiden.

Jay-Z har ikke nogen tidsfornemmelse, rapper han.

»We never been this far from the shore
We might not ever go back anymore,«
synger Beyoncé.

Det er en dovent sensuel og håbefuld sang, en hensigtserklæring om at stikke af i redningsbåden væk fra forliset. Og egentlig meget rørende i sin utopi.

Everything Is Love rummer deres første fælles sange efter al dramaet, og de matcher sjældent deres senest solo-output. Det har ofte noget lidt skitsepræget over sig, hvilket så faktisk er en uventet charmerende skødesløshed fra parret

De ni sange er også rige på vandmetaforer. De er længere væk fra kysten end nogensinde tidligere, noteres det, og Bey ønsker at drukne i Jays dybder (mens han gerne vil blive i hendes hår for evigt). Og Jay-Z fortæller en metaforisk og/eller reel historie om, at hans første tur i havet gik som forventet: Han tøvede, hun sprang i fra øverste dæk. »A leap of faith, I knew I was up next.« Senere beder hun ham om aldrig at lade hende drukne.

Everything Is Love bekræfter så også, at Beyoncé stadig er på vej ud ad en skelsættende musikalsk tangent i sin karriere, hvor hun hele tiden genopfinder sig selv. Hør for eksempel, hvordan hun rapper, hvilket hun – hvad andet kunne man forvente? – også er et jern til. Det sker for eksempel på »Apeshit«, der er inspireret af Atlanta-gruppen Migos’ rytmiske ideer. Men ligesom alt andet i hendes karriere – fra country over jazz og rock, gospel og marching bands til electronica – bliver også dette lån transformeret i Beyoncés billede.

Hun er stjernen

Det bekræftes også til koncerten, at Beyoncé er stjernen. Hendes stemme er en naturkraft, der får sangene til at føles, som om de accelererer, når hun griber sin sølvblanke mikrofon. »Vi fik Beyoncé-siden!« lød en sms fra en ven, der befandt sig et andet sted på plænen i Parken. Jeg var misundelig. Indtil hun kom over til os.

Men Jay-Z kæmper også en brav kamp. Hans uimodsigelige swing er bare af en mere kantet synkoperet karakter, der godt kan sende stemningen ned i luntetrav. Men der er klare højdepunkter, især de Timbaland-producerede »Big Pimpin’« og »Dirt Off Your Shoulder« samt mesterligheden »Story of O.J.« fra hans seneste album. Den betjener sig af nogle formidable, behandlede klaver- og vokalsamplinger fra Nina Simones klassiker »Three Women«. Og i Parken får vi først en bid af originalen, hvorefter den inkorporeres i forarbejdet form på en alt for kort version af hans nummer om aldrig at kunne transcendere sin race – men at pengene i det mindste kan hjælpe.

Den intersektionelle slagside

Den klasse- og raceøkonomiske transcendens er også et tema på Everything Is Love. Her flasher parret igen og igen deres rigdom. Mærkevarer og dyre biler og placeringer på Forbes’ liste over verdens rigeste.

Det er en svaghed i deres sociale engagement, at de ikke kan formulere den raceøkonomiske ulighed og muligheden for at overskride den med andet end rigdomssymboler og mytologier om social megaklatring.

Kritikken bliver aldrig for alvor intersektionel, fordi den ikke rigtig angriber de rent klassemæssige skævvridninger, og fordi de dyrker Den Amerikanske Drøm, som de selv er lykkedes i. Men som ikke alle – rent matematisk – kan nyde. Nogle skal være tabere i den ligning. »You can make it too!« som Beyoncé gjaldede i 2001 til en koncert på Jones Beach, Long Island, som jeg var så heldig at overvære. Hvilket jo er direkte usandt, når man siger det til 30.000 på samme tid.

Euforisk militærparade

De omkring 50.000 tilskuere i Parken er til militærparade i Beyoncés og Jay-Z’s propagandamaskine. Men diktatet fra statsdumaen er til tider ekstatisk forførende – og ofte stærkt musikalsk belønnende. Nogle af numrene injiceres med reggae og dub i overensstemmelse med videoerne fra Jamaica. Og vi får lov at nyde Beyoncés seneste opdateringer af sin musik, som foregår med messingblæsere a la de afroamerikansk funderede marching bands fra american football. En idé, som hun introducerede ved den universelt priste koncert på Coachella-festivalen i Californien i april i år. Det giver en militant euforisk kvalitet.

Tag bare Lemonade-nummeret »Sorry«, hvor hun lader feminismen vinde yderligere styrke i den opdaterede koncertudgave. I et nyt intermezzo i sangen tørrer hun sved af panden med en hvid klud. Så titulerer hun kvinderne, »Ladies!«, og raser over mændene. »Vi har måttet gennemleve deres bullshit, vi skal nok vise dem.« Danserne og Bey begynder at stampe hårdt i scenegulvet, og så brager sangen videre i fuld messinggarniture. Og så flashes ordet »FEMINIST« på den vel 50 meter brede skærm.

Kriseløsning kun i vage vendinger

Der bliver ikke spillet ét eneste nummer fra Everything Is Love i Parken, og det er en skam. For dets afdæmpede kvalitet kunne måske have bidraget til lidt mere eftertænksomhed i sættet. Lyden af et par, der traumebehandler.

Også selv om deres afvikling af krisen berøres i kun vage vendinger:

»You did some things to me
Boy, you do some things to me
But love is deeper than your pain and I believe you can change
Baby, the ups and downs are worth it
Long way to go, but we’re workin’,«
synger Beyoncé. Aha.

Det er en reklame for deres parforhold, vi bevidner i Parken. Ikke at de fornægter utroskaben, for eksempel skiftes der mellem fotos af, at de holder hånd, og at de er lænket sammen med håndjern. Der er raserisangen »Don’t Hurt Yourself« fra Lemonade, hvor Beyoncé svovlprædiker mod Jay-Z’s (selv)destruktive adfærd. Den flossede diva og hendes gemal, som hun river til blods.

Og den får en tand til i merchandiseboden, hvor man kan købe en – dyr – hoodie, hvor temaerne og udviklingen udmejsles. »The intimacy«, »The sea«, »The confession«, »The fight,«, »The nightmare«, »The lies,« »The heartbreak«, »The revenge«, »The escape«, »The church«, »The legacy«.

Ikke desto mindre er det bekymrende, at vi allerede synes på vej tilbage til glansbillederne, der før utroskaben gjorde Beyoncés instagramkonto til et barokt romantisk make believe-land. Også selv om de på scenen smiler til hinanden, Jay-Z gestikulerer beundring undervejs, og de tilsyneladende morer sig med hinanden. The show must go on, ikke sandt?

I en video på bredskærmen brænder et hus ned, mens de ser modfaldne til. De skilles, men hun kommer tilbage til ham ventende i kirken. Og de genforenes. Så er der videoer af Jay-Z og Beyoncé med deres tre børn. Publikum hyler og skriger. På storskærmen står der nu »This Is Real Love«. Velkommen til en småborgerligt blind besyngelse af ægteskabet. Og kærlighed som skinger sloganisme. Hvilket afrundes, da de låner romantikken fra Alphavilles 80’er-klassiker »Forever Young« og mixer den med bidder fra poppedrengen Ed Sheerans duet med Beyoncé, »Perfect Duet«.

Udødelighed og perfektion. Helt uomtvisteligt noget, de længes efter, The Carters. Det første er sikret. Det andet findes ikke, kun i tanken. Lev med det.

Beyoncé & Jay-Z – Telia Parken, Kbh., lørdag.

The Carters: ’Everything Is Love’ (Sony Music).

»Uanset hvor mange kritiske fuckfingre, man kunne have lyst til at kaste efter The Carters groteske parforholdsidyllisering og den måde, de hylder sammenhæng mellem magt og penge og stolthed på, så er den fuckfinger til Vestens store, mondæne emblem på europæisk dannelse, gode gamle Louvre, stærkere.« skriver Katrine Hornstrup Yde. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu