Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jeg har brug for socialistisk realisme

En morbid og munter familiehistorie fra Georgien
Kultur
22. juni 2018

I sin lille roman Min fars hoved har Jelena Botjorisjvili en god iagttagelse, som man ikke behøver at være hverken georgier eller canadier (hun er begge dele!) for at forstå. Hun hævder, at den typiske sovjetiske borger i Sovjet, og hvad dertil hørte, var en mand med en indkøbspose. Ja, han var at se overalt, også i hele Østeuropa, for hjemadgående, på fortovene i forstæderne. Det er rigtigt: et centralt ikon fra den hedengangne reelt eksisterende socialismes tid Soviet style er og bliver en-mand-med-en-indkøbspose.

Han findes også i tilspidset, alt andet end triviel udgave, nemlig som helt. De husker ham fra tv. Han var på alle skærme dengang: kineseren fra Den Himmelske Fredsplads i Beijing juni 1989. Han står foran en tank! Han standser ene mand en kolonne af tanks. De gigantiske skildpadder prøver afmægtigt at manøvrere uden om manden med bæreposen, men han følger med, snart til venstre, snart til højre, og spærrer dem vejen.

Samtidig er det en pointe i Min fars hoved, at hovedpersonen husker sin georgiske ungdoms bekymring over, at tanks notorisk er så klodsede og sårbare. De var jo immer væk til for at beskytte den mægtige union af republikker mod vesten.

Hold fast! For der er en tredje pointe! I 1991 vendte de russiske tanks sig som bekendt imod det uregerlige Georgien. Og det var i dette år, under et granatangreb, at fortællerens far blev dræbt og hovedet skilt fra hans krop! De bliver begravet hver for sig. Det sidste i en Adidas-sportstaske.

Så er tonen, der er lige så grotesk som galgenhumoristisk, anslået.

Romanen, skrevet af en forfatter, der i dag er bosat og gift i Canada, er en klog, flyvsk og velkrydret lille bog. Selv har Jelena Botjorisjvili opfundet en genrebestemmelse til den. Hun kalder den en stenografisk roman. Sandt nok – den har form af en række forkortninger, nedkradsede notater, der tit mere ligner udvidede stikord end færdige episoder eller betragtninger.

Kendere nævner hende i samme åndedrag som Gogol og Bulgakov, hvis uhøjtidelighed hun ganske vist deler, men i moderne komprimering og unægtelig en miniature.

Min fars hoved er forfatterens første bog på dansk (på norsk kom den i 2013) og er oversat til et godt dansk af Trine Søndergaard. Men når der bliver præsenteret et ukendt og fremmed navn for første gang herhjemme, burde det kalde på anderledes redaktionel omsorg med hensyn til oplysning. Her skorter det. Der er hverken noget forord eller noget efterskrift, som kort eller langt gør rede for, hvor vi er henne, og hvad vi har med at gøre. End ikke et fødselsår på forfatteren får man besked om. Her må læseren forlade sig på sin egen nysgerrighed. Og før jeg så mig om – eller måske en anelse senere – havde jeg via Jelenas Botjorisjvilis agent, internettet og lign. kontakt med damen selv i Montreal. Så: Hun er fra 1966.

Fiktionen er, at vi læser et brev fra en far til sin søn, og at dette brev er skrevet i 2009. Man forstår, at sønnen, der er født i emigration, skal på bryllupsrejse og bl.a. agter sig til Georgien, hvor familien kommer fra, og så vil faren, der er emigreret, gerne give ham nogle malende ord med på vejen, fortælle om sin opvækst, sin baggrund og sine forældre, med andre ord bedsteforældrene. Brevfiktionen brænder sig nu ikke fast i bevidstheden, for småfortællingerne bevæger sig snart ad mange bumpede veje gennem det spraglede stof på en måde, der ikke er karakteristisk for breve.

Rammebegivenheden består i, at et gammelt hus, der har gjort hele slægtens historie med, bliver flyttet fra et sted til et andet, fra en dal til en bjergtop, for højt til vejrs at tjene som sommerhus. Manøvren er en kærlighedsgestus fra brevskriverens far til sin evigt elskede kone. Men bjælkerne er nummereret så upræcist, at projektet er dødsdømt.

’Om emigration’ af Elena Botjoritjvili

Du havner I emigration som i paradis – gennem døden. Du skærer fortiden af, som en hale. Der er blod på halen. Der er blod på hele kroppen, overalt.

Jeg er en lille fugl. Jeg har kun øjne og vinger. Og et blodigt sår. Jeg ved ikke, hvor mit hjerte er – i min hale som i eventyrerne, eller stadigvæk i mit bryst? Jeg kan ikke høre det slå på grund af suset i mine vinger. Jeg letter og klemmer mit blodige sår sammen.

Oppefra, i fugleperspektiv, kan jeg se min hale dernede – i alt blodet, skåret af. Jeg får mig selv til at tro, at den var skrumpet, at jeg ikke var i stand til at lette med den. Jeg basker imod skyskrabernes glas. Jeg ser spejlbilledet: mig selv og himlen. Det er paradis. Er det paradis?

(Oversat fra engelsk af Niels Barfoed)

Sådan er der så meget, der er forgæves og til syvende og sidst uladsiggørligt i Min fars hoved, men på en lige så munter som morbid måde. Husflytningen er ikke det eneste, der løber ud i sandet. Det gør kommunismen også – og i sin stalinistiske udgave har den i høj grad et tilhørsforhold til Georgien, så sandt som Josef Stalin er født i de egne, som familien stammer fra, og som brevet bevæger sig i.

Det er den store historie. Den lille handler som antydet mest om sønnens umage bedsteforældre, som den skrivende far vil levendegøre for sin søn. De to hænger umuligt og uadskilleligt sammen, og »… måske kaldes vores hav for Sortehavet, fordi det er fuldt af hjerter, der er brændt til kul …«. De »glemte hurtigt deres skænderier, men deres forsoningsproces varede længe, uden at forsoningen dog holdt særlig længe«. De er vilde, rørende og tragiske. Hun er mislykket skuespiller, bugtaler og cirkusprinsesse. Han tilhører det allerunderste lag i det lokale nomenklatura og er en lille, men vigtig sekretær for de store, fordi han kan digte referater, der tager sig ud. Kone og mand er kaos og orden og ild og vand.

Forfatterens alter ego skriver med en del tvetydig nostalgi og en blomstrende sarkasme om det Sovjet, han forlod med sin emigration. Ja, vel var det som at være i et fængsel, og – »ligegyldigt om du ligger i en celle eller går omkring, så sidder du inde! Men denne følelse af ligeligt fordelt udsigtsløshed og håbløshed – den forener. Og glæden over livet kan nå ubeskrivelige højder (…) det er det jeg savner mest i Canada, hvor der er alt. Jeg savner følelsen af enhed (…) Jeg har brug for socialistisk realisme!«

Forlaget tager altså ikke just en ved hånden, men Min fars hoved er lige fuldt en stimulerende mundsmag, en dram. Ligesom man sommetider kan dumpe ind i en dokumentar på tv og sidde tilbage med et uventet stærkt, autentisk, omend lettere uoverskueligt indtryk, så lukker man den uledsagede Jelena Botjorisjvilis bog med et nik: Tak for turen! Den efterlader et klogt smils sødme og skyggen af en næsten overstået bitterheds skuldertræk.

Jelena Botjorisjvili: ’Min fars hoved’. Forlaget Vandkunsten, 72 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her