Læsetid: 4 min.

Demokratiets endeligt bliver en stille og langstrakt dødsrallen

Vil vi genkende det, når demokratiet går under? Ny bog argumenterer for, at vores historiske erfaring gør, at demokratiet kan dø for øjnene af os, uden at vi opdager det
8. juni 2018

»Det er den 21. februar 2021. Klokken er 17.35, og vi, de danske væbnede styrker, har med tungt hjerte set os nødsaget til midlertidigt at overtage regeringsansvaret. Nationen og demokratiet må beskyttes imod de folkevalgte.«

Således er den klassiske ende på demokratiet: militærkup, borgerkrig, invasion. Militær i gaderne, politikere og andre skudt eller eksileret.

Som den britiske politiske idéhistoriker David Runciman skriver i sin seneste bog, Sådan ender demokratiet:

»Vores politiske forestillingsevne er begrænset af gammeldags billeder af, hvordan demokratiets sammenbrud ser ud.

Vi sidder fast i det 20. århundredes forestillingsverden og tænker tilbage på 1930’erne eller 1970’erne for at finde billeder af, hvad der sker, når demokratiet bryder sammen: Kampvogne i gaderne, selvbestaltede diktatorer, der brøler om nationens sammenhængskraft i mikrofonerne, med vold og undertrykkelse som de uundgåelige følgesvende.«

I de senere år er der kommet en lind strøm af bøger, der forestiller sig demokratiets endeligt, nogle håbefuldt til fordel for enten kinesisk autokratisme, højreetnokrati, markedsfundamentalisme eller epistemokrati (de kloges styre), andre frygtsomt som eksempelvis Steven Levit

sky og Daniel Ziblatts How Democracies Die og Yascha Mounks The People vs. Democracy.

Som med så mange andre forhold i verden i dag er der intet salg i idéen om, at tingene går så nogenlunde, og at det vil de nok blive ved med. Undergang er forventningen. Kriser, farer, katastrofer er den nye normalitet.

Under Den Kolde Krig, skriver Levitsky og Ziblatt, var tre fjerdedele af alle demokratiske sammenbrud et resultat af militærkup, hvorimod de i dag dør meget mindre åbenlyst og dramatisk.

Det er ikke det pludselige store kollaps i et demokratisk endeligt, men den stille, langstrakte dødsrallen, der kendetegner vor tids demokratiske tilbagegang. Det er ikke de uvalgte, militæret, men derimod de folkevalgte, politikerne, der tager livet af demokratiet (om end der kunne argumenteres for, at de ofte gør det på vegne af en anden uvalgt magt, nemlig finansmarkederne).

Det er mindre demokrati versus militærstyre, men nu grader af demokrati og ikkedemokrati.

Runciman, der er professor i politik ved Cambridge University i England og bestyrer af den populære og informative podcast Talking Politics, tænker i sin nye bog over, hvordan demokratiet dør i dag.

Hvad de nye årsager til demokratisk død eller tilbagegang er, og hvordan vi skal identificere tegn herpå, når det nu ikke længere er diktatorer og soldater, der proklamerer demokratiets endeligt, men derimod folk, der taler demokratisk, som fører kniven.

Det ademokratiske som trussel

Truslen kommer, siger han, ikke længere så meget fra de antidemokratiske som fra det ademokratiske, og det gør det sværere at se.

I fire tematiske kapitler diskuterer han med brug af historie, fiktion, politisk teori m.m., hvordan demokratiet har fejlet og er kollapset i fortiden, men også hvorledes såvel trusler som demokratier er anderledes end tidligere.

Første kapitel handler om kup og politisk vold, særligt hvorledes massevold ikke længere er så truende som fare eller strategi, som det var tidligere. Derfor er det ikke længere proklamationen af ikkedemokratiet, men udhulningen af demokratiet i demokratiets navn, der er faren.

Den tomme kulisse snarere end torturkælderen er her billedet på demokratiets endeligt. Mængden af aktuelle konspirationsteorier er symptom på tvivlen om, hvor præcis truslen mod demokratiet kommer fra.

Det næste kapitel handler om katastrofer, og hvordan demokratier håndterer dem. Modsat påstande fra alverdens demokratikritikere håndterer demokratier historisk set kriser og katastrofer bedre end andre styreformer.

De har i hvert fald vist sig bedre til at overleve dem, ikke mindst fordi de kunne mobilisere til handling og opbakning.

I dag, siger han dog, er truslerne eksistentielle, og de lammer snarere end motiverer os, og han synes ikke at tiltro demokratier evnen til at håndtere klima- eller atomvåbentruslen.

Teknologiske forandringer drejer det tredje og mest veloplagte kapitel sig om. D

et er tydeligvis her, han er mest optaget af at tænke over, hvordan informationsteknologi på en og samme tid udvider mulighederne for og begrænser demokratiet.

Han er her inde på, at Facebook, Google og lignende tjenester er nogle af de største trusler mod et meningsfuldt demokrati i dag. Internettets demokratiske løfte er blevet slugt af tech-giganternes kommercialisme.

Manglende alternativer

Visioner for noget andet og bedre end demokrati er bogens sidste, men også svageste del. Det kan skyldes, at Runcimans bog (ligesom hans podcast) i sidste ende abonnerer på det liberale, repræsentative demokrati som demokratiet slet og ret.

Alle alternativer – om de ønsker at begrænse eller udvide det eksisterende demokrati – bliver derfor målt og vejet som afvigelser fra det egentligt demokratiske. Heller ikke Runciman har i sidste ende held med at kunne tænke, hvordan demokrati vil slutte, hvis slutningen er andet end kollaps.

Det betyder lig andre bøger om demokratiets krise, at demokrati fryses i betydning, enhver udfordring ses som et varsel om snarligt sammenbrud, mens blindheden stiger for, hvorledes vi for indeværende ser udviklinger i retning af det illiberale og ikkedemokratiske samtidig med udviklinger af og eksperimenter med basisdemokrati, deltagelsesdemokrati, åbne inkluderende beslutningsprocesser etc.

Vi står ganske rigtigt midt i en krise for det klassiske liberale, repræsentative demokrati, men valget står ikke kun mellem demokrati, som vi kender det fra nu, eller ikkedemokrati, som vi kender det fra vores nære fortid.

Der findes også et udvidet demokrati, som vi endnu ikke kender. Demokratiet har mange, samtidige fremtider.

David Runciman: ’Sådan ender demokratiet’. Informations Forlag. 288 sider, 280 kroner

At det liberale demokrati, som vi kender det her i Vesten, ikke står til at redde, er det klare billede man får, når man kigger på en række af de bøger, der er udkommet det seneste år. 
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Nok mere sandsynligt at det bare muterer videre, og stille roligt sygner hen i et skindemokrati med den virkelige magt koncentreret hos de store magtfulde transnationale aktører.

Det er i hvertfald, hvad det er i fuld gang med.

/O

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar