Læsetid: 10 min.

Dengang Sartre var Mellemøstens frihedshelt

Den franske filosof Jean-Paul Sartre var i 1950’erne og 60’erne en ledestjerne for arabiske intellektuelle og deres tro på, at de arabiske lande nu skulle styre sig selv. Det hele kulminerede med hans rejse til Mellemøsten i februar 1967. Et halvt år senere var Sartres æra omme, og islamisterne overtog hans vokabular. Ny bog fortæller den oversete historie om Sartres store indflydelse på de arabiske intellektuelle
Jean-Paul Sartre (2. fra højre) og Simone de Beauvoir (længst til højre) i en palæstinensisk flygningelejr i Gaza i 1967.

Jean-Paul Sartre (2. fra højre) og Simone de Beauvoir (længst til højre) i en palæstinensisk flygningelejr i Gaza i 1967.

Ritzau Scanpix

29. juni 2018

Maj 1968. I Europa og USA er det store opgør med patriarkalske strukturer i gang og en åbning mod nye sociale og æstetiske verdener. I den Arabiske Verden er det nærmest omvendt: Efter i årtier at have været en del af en progressiv internationale taber de arabiske intellektuelle terræn, og islamiske tendenser breder sig. Hvorfor?

Standardforklaringen lyder: juni 1967. Det forsmædelige nederlag til Israel i seksdages krigen, der effektivt reducerede Egyptens præsident Nassers og hans arabiske socialismes appel. Men nu er der kommet en ny bog, som flytter fokus fra juni til februar 1967. Yoav Di-Capuas bog No Exit. Arab Existentialism, Jean-Paul Sartre & Decolonization flytter fokus fra militæret og kulturpolitikken og til en mand, hvis indflydelse i arabiske intellektuelle cirkler – og over hele den tredje verden – var uhyre betydningsfuld: Jean-Paul Sartre.

Læsere af Edward Saids Orientalism har ofte det indtryk, at der var meget lidt udveksling mellem europæiske og arabiske intellektuelle. Det er nogenlunde rigtigt for det 19. århundrede, men mindre efter Første Verdenskrig, og efter 1945 er det temmelig forkert. Paris’ latinerkvarter har været hjemsted for mange af de kendteste arabiske intellektuelle, som blandede sig i debatterne og skrev hjem til aviser og intellektuelle magasiner.

De kunne som alle andre mærke et afgørende intellektuelt skifte i Europa: Alle mellemkrigsårenes udbredte ideer om race, europæernes åndelige overlegenhed, Frankrigs ære og kolonialismen som en velgerning imod de koloniserede folk var som forduftet og erstattet af et nyt fokus på de fællesmenneskelige og universelle. Afkoloniseringen var på vej, og nogle franske intellektuelle førte an i en ny solidaritet med andre folkeslag og deres legitime frihedstrang.

Nye unge intellektuelle

Ingen måske mere klart end Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir og deres tidsskrift, Les Temps Modernes, som fra sit første nummer i 1945 opfordrede til literature engagée. For unge intellektuelle fra det, der snart blev kendt som den tredje verden, var det mere end en opfordring; det var et kald, en udnævnelse. Deres fattige hjemland skulle nu styre sig selv, og hvem, om ikke den unge generation af intellektuelle, ville vide, hvilken retning det skulle tage?

Sartre – men ikke Simone – begyndte at modtage breve og korrespondere med disse nye unge intellektuelle, og hans popularitet blandt de unge arabere nåede nye højder, da han midt i 1950’erne med stort personligt mod stillede sig på FLN’s side i deres væbnede kamp for Algeriets uafhængighed af den franske kolonimagt.

Med sine rejser til Cuba, Sydamerika og sin kritik af såvel USA som USSR blev Jean-Paul Sartre en ledestjerne i den solidaritetsbevægelse, som franskmændene den dag i dag kalder tiers-mondisme. Han er, siger Yoav Di-Capua, vel den første sandt globale intellektuelle i den forstand, at hans udsyn var globalt, og han var læst i sin samtid over hele kloden.

Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir ved pyramiderne i Giza. I baggrunden går filminstruktøren Claude Lanzmann. 

Ritzau Scanpix
En af Sartres nye venner hed Ali al-Samman. Han kom fra Alexandria og hutlede sig igennem som portør i Paris’ haller, mens han om aftenen mødtes med ligesindede og læste og diskuterede. Al-Samman oprettede en union af arabiske studerende i Frankrig og blev deres talsmand. Her trodsede han det arabiske boykot af israelere og deltog i debatter, hvor han kritiserede zionismen som en kolonialistisk ideologi.

Han forstod hurtigt, hvor vigtigt det var at skelne mellem zionisme og jødedommen generelt, særligt i et Europa efter Holocaust, og blev belønnet ved, at Eric Rouleau, selv egyptisk jøde, inviterede ham til at skrive i selveste Le Monde. Og en dag inviterede selveste Jean-Paul Sartre ham til frokost. Det var i 1965, og Sartre havde for nylig skrevet om kolonialismens psykologi: om vold, race, udfasningen af »den anden« og fremmedgørelse af selvet.

Nu ville Sartre omsider forme sin mening om den arabisk-israelske konflikt, og sammen med Claude Lanzmann, redaktøren af Les Temps Modernes (og Simone de Beauvoirs elsker gennem mange år), forestillede han sig et dobbeltnummer med arabiske og israelske skribenter. Visionært, men delikat. Al-Samman var med; han ville kunne mobilisere vigtige arabiske publicister og intellektuelle. Men andre ville være imod. Ultimativt ville det være afgørende, hvordan man stillede sig i de arabiske hovedstæder, først og fremmest i Cairo.

Marxismen

Meget var nu forandret i den arabiske verden. Det krav om engagement, som Sartre havde rejst, havde sejret ad helvede til. I de vigtigste byer – Cairo, Beirut og Bagdad – havde eksistentialismen været højeste mode fra slut 1950’erne, i konkurrence med marxisterne, som anså den for at være individualistisk og bourgeois. Politisk havde Sartres venstreorienterede, men antisovjetiske linje også vind i sejlene. Mange intellektuelle så sig selv som progressive, taqaddumiyyun, og optaget af den »tredje vej« uden om supermagterne.

Problemet var, at denne tredje vej nu også viste sig at være temmelig ensrettet. Nasser i Egypten, og Baath-partiet i Syrien udrensede deres ideologiske rivaler: marxister til venstre og islamister til højre. Sartres slagord ’engagement’ (iltizam), var gået ind i det arabiske sprog, men stod nu ikke længere for en individets ultimative forpligtethed, men for en offervilje over for kollektivet og regimernes »progressive« kamp.

Det er et vigtigt spørgsmål, hvorfor så mange arabiske intellektuelle i de tidlige 1960’ere så relativt ubekymret solgte ud af demokrati og borgerrettigheder til fordel for regimernes statsdirigerede sekularistiske modernisme. Mange var sikkert overbevist om, at kun en stærk stat kunne modernisere, hvad de opfattede som tilbagestående samfund. Men de blev også både lokket og presset af regimerne. I alt fald kom ordet i praksis til at betyde engageret af staten, avantgarde (tali’a) betød statens kulturelle fortrop, og store aviser som al-Ahram i Cairo dirigerede kunst og kultur på samme måde som Stalins kulturminister Andrej Zjdanov dikterede socialistisk realisme.

Yoav Di-Capuas bog er bygget op over den rejse, som Sartre, de Beauvoir og Lanzmann efter mange forhandlinger og forhalinger endelig drog af sted på i februar 1967. Det var et tidspunkt med intense spændinger mellem Israel og Egypten, og begge stater var bekymrede for den moralske indflydelse, Sartre havde i Frankrig, Europa og videre ude i verden. Hvad skulle man regne med? Hvor stod manden?

Sartre, som på næsten alle andre områder gjorde sin position ganske klar, var bevidst tilbageholdende, når det kom til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Både Israel og Egypten søgte at udspionere og influere den franske tænker og hans omgivelser, som for manges vedkommende var jøder, men også socialister, der mente, at stater skulle bygge på principper og ikke eksklusive identiteter. 

Jaul-Paul Sartre og Simone de Beauvoir besøger en tekstilfabrik i Kairo i 1967. 

Ritzau Scanpix

Samtidig var både Israel og Egypten socialistiske, progressive stater, i alt fald efter eget udsagn, og den egyptiske præsident Nasser var en helt central skikkelse ikke bare i Mellemøsten, men også i Asien og Afrika, hvor han sammen med Ghanas præsident Kwame Nkrumah havde etableret Organisationen for Afrikansk Enhed. Særligt i Afrika var Israels socialistiske image krakeleret med optrapningen af militær hjælp til Congo, hvor den USA-venlige general Joseph Mobutu ved et kup havde fjernet den progressive Patrice Lumumba, en allieret af Nasser.

Sartre og hans lille selskab landede i Cairo den 25. februar 1967 og blev mødt af en håndfuld yngre egyptiske venner fra Paris. I de næste dage mødtes de med intellektuelle og forfattere, men også med bønder og arbejdere, og Simone sørgede for at mødes specifikt med kvinder.

Mødet med bønderne – i landsbyen Kamshish – bar præg af en konflikt mellem de lokale bønder og myndighederne, som derfor ikke turde lade dem tale frit. I den åbne debat, som Sartre havde insisteret på, var det derfor kun myndighedernes »bønder«, der rejste sig og tog ordet.

Den forbløffede Sartre fik følgelig spørgsmål om sit forhold til Heidegger og andre tidligere eksistentialister af nogle påfaldende velunderrettede bønder. De Beauvoirs dagbog synes ikke at have gennemskuet, at det bare var teater. At det hele var iscenesat, fandt de vist nok aldrig ud af. Et besøg oppe i Gaza (som dengang endnu blev administreret fra Cairo), var derimod lidt af en fiasko. Dels kom Sartre til at udtale sig til støtte for alle palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden – lige det israelerne frygtede – og dels blev gruppen overfaldet og intimideret af de selv samme flygtninge, der slet og ret anså dem for jøder – lige det araberne frygtede.

Undertrykkelse af respekt og ærefrygt

Et møde med selve præsident Nasser gik væsentligt bedre; Sartre var vel bekendt med Nassers undertrykkelse af oppositionen, men Nasser talte godt for sig, særligt om den internationale situation. Simone de Beauvoir overgav sig til Nassers store engagement i kvindelig emancipation (han havde indført kvindelig valgret og kriminaliseret kvindelig omskæring). Begge parter opfattede mødet som en succes.

Længe så det mere ildevarslende ud i Israel. Her var selskabet i forvejen delt: hvor Lanzmann ligesom værterne så zionismen som det logiske svar på antisemitismen, anerkendte Sartre ikke, at tidligere forfølgelser gav politiske særrettigheder. Han rejste derfor spørgsmålet om palæstinensernes fremtid over for sine værter igen og igen.

Svarene var kyniske, også fra den officielle vært, det venstreorienterede parti Mapam. En minister og general, Yigal Alon, forklarede, at de palæstinensiske flygtninge i lejrene i Gaza og på Vestbredden stadig boede i det historiske Israel og derfor ikke kunne have en ret til tilbagevenden.

Sartre fandt Alon fascistisk og begyndte at aflyse nogle af sine møder med israelske militærfolk og politikere, endog statens grundlægger, David Ben Gurion. Til gengæld gik besøget på landet langt bedre end i Egypten; i kibbutzen Lehavot Ha-Bashan ved den syriske grænse mødte de fransktalende overlevere fra Holocaust, mænd og kvinder, som også havde været aktive i modstandsbevægelsen.

Middelklasse europæiske jøder, som var blevet aktive kæmpere og nu socialistiske bønder i Palæstina. Både Sartre og Simone de Beauvoir udtrykte deres respekt og ærefrygt for de valg, de havde truffet. De Beauvoir, som gennem hele turen fokuserede på kvinderne og vurderede de to samfund gennem dette prisme, følte sig langt bedre til rette mellem frigjorte europæiske jødiske kvinder i en kibbutz, end med den egyptiske statsfeminisme og patriarkalske arabiske mænd.

Selvhadende jøde

Hjemme i Paris holdt presset ikke op. Sartre havde stadig ikke givet sin mening til kende i en klar tekst, men skulle nu skrive indledningen til temanummeret. Igen forsøgte israelere og arabere at lægge pres på filosoffen. En rapport om besøget fra Le Monde’s korrespondent i Israel hævdede, at Sartre havde sagt, at den frigjorte jøde kun kunne eksistere i Israel. Sartre og hans nære jødiske venner var rasende, mens den mere zionistiske fløj kaldte Sartre for en »selvhadende jøde«.

Araberne var lige så delte mellem dem, der havde troet på Sartres universalistiske postkoloniale visioner, og skeptikere der mente, at det hele var et forsøg på »naturalisering« af Israel og normalisering af arabisk-israelske relationer. Alt kogte så helt over i maj, da Nasser lukkede Tiran-strædet og dermed for Israels udskibning i det Røde Hav, samtidigt med at arabiske medier talte om Israels snarlige »udryddelse«.

Yoav Di-Capua: ’No Exit. Arab Existentialism, Jean-Paul Sartre & Decolonization’.

Skønt styrkeforholdet mellem Israel og Egypten var et helt andet, bredte der sig særligt i Frankrig en følelse af, at jødedommens eksistens igen stod på spil. For første gang demonstrerede franske jøder for Israel, og en solidaritetskomité blev nedsat. Den 30. maj, mens Sartre lagde sidste hånd på sin indledning, publicerede 68 kulturpersonligheder en erklæring i Le Monde, der fordømte den arabiske krigsretorik og opfordrede til en fredelig løsning mellem Israel og Palæstina.

Egentlig en afbalanceret tekst, når man læser den i dag. Men samtiden så den som en stærk støtte til Israel, hvis sikkerhed blev prioriteret over løsningen af det palæstinensiske problem, og bag ved Israel en støtte til USA. En opgivelse af antiimperialistisk socialisme og tiers-mondisme til fordel for  jødernes hellige ret til et hjemland, hvor den lokale befolkning fordrives. Lanzmann og de Beauvoir skrev under. Sartre med, efter svære overvejelser.

En uge senere stod det klart, at feberen om Israels udslettelse havde været et blændværk. Det var Israel, der gik til angreb og på bare seks dage udraderede de arabiske flyvevåben og hære. Vestbredden og Gazastriben blev nu israelske, og endnu hundredtusinder af palæstinensere blev flygtninge. Den overvældende sejr ledte mod messiansk religiøs zionisme på den ene side, og en islamisk vækkelse på den anden.

Dobbeltnummeret af Les Temps Modernes udkom to dage før krigens udbrud. Sartres ven, orientalisten og jøden Maxime Rodinson, skrev nok det kendteste bidrag, om Israel som en kolonial bosætterstat. Lanzmann nægtede at publicere det, men Sartre tvang det igennem. Sartre opsøgte sine arabiske venner og forsøgte at forklare, at han havde fordømt krigen og forfægtet Israels ret til at eksistere og ikke så Israel som løsningen på det jødiske spørgsmål eller den rette strategi imod antisemitismen.

Men Sartres æra i den tredje verden var omme. Hvis Palæstina ikke var Algeriet, Cuba eller Congo, hvad var så tilbage af solidariteten? Palæstinenserne selv var måske de første til at erkende, at de nu stod alene. Her og andre steder blev væbnet kamp det nye løsen, og islamisterne overtog Sartres vokabular: i den islamiske vækkelse blev det almindeligt at understrege, at islam var mere end tro og tilbedelse; nu skulle man være muslim multazim, engageret muslim.

Yoav Di-Capua: ’No Exit. Arab Existentialism, Jean-Paul Sartre & Decolonization’. University of Chicago Press, 336 sider, 35 dollar

Yoav Di-Capua diskuterer sin bog fredag den 29. juni klokken 19 i Litteraturhuset Vandkunsten, Nybrogade 28, Kbh. K.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Toke Kåre Wagener
Torben K L Jensen og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Tak til Information for dette. Nu er det lidt lettere at forstå hvorfor araberelskerne på venstrefløjen er så forblindede i deres kærlighed. På det seneste har vi dog gudskelov set, at gadevolden og gruppevoldtægterne næsten har fået smilene til at stivne på nogle - lad os håbe den udviking fortsætter.

Lars Kirkegaard

Kære Information
"Araberels...." Er det god tone i debatten? Jeg mindes det udtryk, som visse af sydstaternes rabiate hvide brugte om hvide borgerrettighedsforkæmpere fra nord engang i 60erne,