Læsetid: 5 min.

Digteren Nanna Storr-Hansens økologiske stemme vokser vildt i en stærk toer

Nanna Storr-Hansen imponerer med sin sikre og knappe præcision og enkle rytme i sin anden digtsamling Mimosa
Nanna Storr-Hansen er født i 1991.

Nanna Storr-Hansen er født i 1991.

Martin Johannsen

29. juni 2018

»Øen slayer«. »Bby«. »Teen Age«. Så badass og ungt er de tre dele i Nanna Storr-Hansens stærke anden bog, Mimosa, betitlet. Det siger mindst én ting om digtene. Selv om de både er fulde af følelse og kan kaldes økopoesi, er de ingen højlyrisk naturdigtning i ren og romantisk stil.

»Øen slayer«: Den slags enkle besjælinger er digtene fulde af. Det jeg, der taler i digtene – måske er det hende, der så følsomt hedder Mimosa? – tillægger nærmest demonstrativt naturen handlekraft, karakter og temperament. »Solen jagter« det vi, der i bogens første del går rundt i græs og mest bare er i verden, og græsset, det »sørger«. »Væsker er venlige«, »appelsinerne taler« og »det virker forfængeligt af natten/ at den efter at have været sort/ et stykke tid/ ændrer sig til blålig«.

Formålet synes ikke at være, at naturen symbolsk skal spejle det menneskelige sjæleliv, men snarere at give den sit eget liv og så kommunikere med det. Digtene hylder ikke nogen entydigt harmonisk erfaring af holistisk forbindelse med hele omverdenen, men de insisterer på »nærhed« til og »slægtskab«, lighed, med den. »Ligesom træerne/ vokser jeg/ opad/ er det særligt/ menneskeligt,« påpeger digtenes jeg og tiltaler sommeren og solen, som om de var venner, »kalder en måge for/ skat«, »hader duften af græs« og bliver vred på havet.

Alligevel er der afstand og uvished:

»gnider huden op ad/ skovens planter/ sølvgran/ sølvgran/ tror ikke de vil det/ tror ikke de vil mig/ ved det ikke kan ikke høre det,« lyder et karakteristisk digt for eksempel.

Og et smukt andet:

»Jeg var i tvivl om sandet kunne passe på os/ om det hvirvlede om sig med egne meninger/ hvis jeg havde haft kræfterne/ havde jeg animeret det og ladet det bære os hjem«. Der nogle sider senere følges af konstateringen »sandet behøver ikke vores livstegn.«

Nanna Storr-Hansen: ’Mimosa’.

Klar og stærk rytme

Men det er ikke kun omverdenen, der tildeles sit eget selvstændige og uregerlige liv i Mimosa. Det er også jegets egen stemme og den kvindekrop, som stemmen uløseligt udgår fra i alle Nanna Storr-Hansens digte.

»Menstruationen løber/ fra mig/ i en lang vokal,« lød det så smukt i debuten Spektakel.

I Mimosa lyder det, at »menstruationen taler/ sit tydelige jeg hej« og – med karakteristisk underspillet humor – at »stemmen er kroppens teenager/ hele tiden på vej ud«. Og »blodet« wow, det »lader armen sitre og drømme/ om albueleddet vil/ løsne sig så det selv kan/ løbe frit/ der var så meget/ det skulle«. Så enkelt kan et billede altså spænde fra lyrisk abstraktion til lakonisk konkretion. Ligesom resten af verden er kroppen i digtene et på en gang intimt og fremmed sted, jeget bebor.

I den forstand er det også et ekstatisk jeg, der taler og til tider næsten synger i Mimosa. Det er altid lidt ude af sig selv, eller måske rettere på vej ud af sig selv. I Spektakel var referencen til den amerikanske digter Walt Whitmans ikoniske besyngelse af biologien klar i versene »jeg synger/ kroppen// elektrisk«. (Selv om de, for mig i det mindste, klang lige så meget – badass og ungt – af pop-femme fatalen Lana del Reys genbrug af Whitmans linjer i sangen »Body Electric«.) 

I Mimosa fremtræder dette ekstatiske jeg endnu klarere og stærkere. Og altså ikke mindst, når Storr-Hansen også med en endnu klarere og stærkere rytme og en endnu mere konsistent brug af refræn-agtige gentagelser (der kan minde om den ditto amerikanske digter Sylvia Plaths) får sine digte til at lyde endnu mere og smukkere som opløftet sang. Som det lyder:

»mit udflåd/ mit/ vil det få mig til at lette/ vil det få mig/ ud/ vil det/ vil det/ få mig/ til at danse.«

I bogens anden del, »Bby,« er det af forelskelse i det du, der bare kaldes »baby«, at digtenes jeg bringes ud af fatning og form. Så er det sæden, der – med en halvhemmelig henvisning til Søren Ulrik Thomsens/Lars HUG’s City Slang måske – »løber ind og ud/ lige så langsomt/ lige så hurtigt/ med skyerne hen/ over himlen/ begyndelsen/ på en afsked/ at vi sådan hovedkuls/ forelsker os«.

Hun »jager« som en anden græsk jagtgudinde »sæden ud af ham/ som en/ hjorteflok«, og han sætter hele hendes organisme i en vild vækst, som der på en gang er noget opbyggende og ødelæggende, fælles og ensomt, euforisk og sorgfuldt over:

»mit hjerte ja alle
organer har vokset sig
store og stærke
nye,« lyder det, »se min stemme vokse«, men også med en trist erkendelse:

»baby og jeg er ikke den samme
han kan ikke mærke min krop vokse
derfra hvor han går.«

Det enkleste er det bedste

Som finale går Mimosa meta og sætter i en søgefeltsagtig opremsning den stemme, der vokser frem gennem bogens tre dele, på begreb:

»Den økologiske stemme pt. 1

Den økologiske stemme
tutorial

Den økologiske stemme
talkthrough

Den økologiske stemme get
ready with me.«

Det hele er, selvfølgelig, intet mindre end en klassisk poetisk fortælling om, hvordan digteren finder sin stemme og sit syn i en slags simultan selvafvikling og selvudvikling bliver digter. Med et stærkt teenage-twist.

Selv om denne transformation er central i Mimosa, er det alligevel i de enkelte – og de enkleste – digte, at bogen er bedst. Tag dette:

»Gå i en lige linje over/ denne mark/ spis det strå/ gå i en lige linje indtil/ du når den/ næste planet/ et nyt skød/ fugt nok en/ sølvlignende hud.«

Disse digte er gerne gådefulde i deres billeder (nogle gange mere prægnant end andre). De er imponerende sikre i deres knappe præcision og enkle rytme. Det er ganske enkelt her – her hvor spændingen mellem digtenes så sprogligt beherskede udtryk og alt det ubeherskede er stærkest, og her hvor den økologiske stemme altså ikke helt behersker sig selv – at Nanna Storr-Hansens stærke toer vokser vildest på mig.

Sidst, men ikke mindst tror jeg, at Mimosa er leveringsdygtig i det smukkeste slogan, sommeren atten kunne ønske sig:

»denne sommer blir vild
blomsterne smører os
giver os fedt nok
til natten
jeg håber
vi kan forblive de størrelser vi er
ekspandere i samme rolige tempo
som bark«.

Det håber jeg også.

Nanna Storr-Hansen: ’Mimosa’. Gyldendal. 96 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu