Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dokumentar afdækker intimt og skeptisk manden bag The The og hans eksistentielle krise i både kunst og liv

Dokumentaren ’The Inertia Variations’ fortæller om den eksistentielle blues-mester Matt Johnson alias The The og hans 17 år lange fravær fra musik. Den tegner et billede af en mand, der på én gang har forsonet sig med livets vilkår, men også synes at have meldt sig ud af det
’The Inertia Variations’ fanger Matt Johnson på et ømt tidspunkt, hvor han er på vej ud af mange års dvale. Han har ikke sunget en sang i – anslår han selv – 12 til 15 år. Og der var en periode på syv-otte år, hvor han ikke rørte sine guitarer.

’The Inertia Variations’ fanger Matt Johnson på et ømt tidspunkt, hvor han er på vej ud af mange års dvale. Han har ikke sunget en sang i – anslår han selv – 12 til 15 år. Og der var en periode på syv-otte år, hvor han ikke rørte sine guitarer.

Saint Michaels Production

Kultur
22. juni 2018

Trods sin brutalisering af bluesen på hovedværket Infected, så var det en klassisk selvdestruktiv rock’n’roll-mytologi, som den engelske sanger og sangskriver Matt Johnson udlevede tilbage i 1986.

Når albummet ikke blev indspillet under påvirkning af kokain, så foregik det på et mix af ecstacy, speed, vodka, har han selv fortalt. Johnson var i gang med at undersøge begærets ødelæggende effekt på egen krop og sjæl med henblik på at kunne rapportere inde fra den vestlige verdens selvdestruktion, fra grådighedens udhuling af sjælen. Sætte sig selv på spil frem for at bruge forestillingsevne og analytisk sans.

Matt Johnsons sange under kunstnernavnet The The handler om »Kærlighed, sex, død, krig, Gud og politik. De ting går aldrig af mode, gør de?« som han spørger i den Danmarksaktuelle dokumentar The Inertia Variations, der havde premiere sidste år.

Den nyder godt af at være lavet af Johnsons ekskæreste, Johanna St Michaels, der lader sig selv indgå aktivt i dokumentaren. »Vi var forfærdelige sammen. Vi sloges hele tiden. Jeg vil aldrig tilbage til det«, fortæller hun om deres forhold. Og Matt Johnson samtykker: »To løver fanget i en varm newyorkerlejlighed.« Han ler lunt.

Så er der et klip fra en musikvideo, hvor han har et blindt, sultent udtryk i øjnene, i skarp kontrast til den nu 56-årige mands forsonlige blik.

Fra før politisk korrekthed

The Inertia Variations fanger Matt Johnson på et ømt tidspunkt, hvor han er på vej ud af mange års dvale. Han har ikke sunget en sang i – anslår han selv – 12 til 15 år. Og der var en periode på syv-otte år, hvor han ikke rørte sine guitarer.

»Livet kom i vejen, og jeg lavede bare andre ting,« fortæller han. Herunder at lave en hyperpolitisk lokalradiostation og kæmpe politiske kampe i sit lokalområde i London mod skyskrabere og andre former for udhulning af boligsituationen.

Johnsons undersøgelse af begæret tilbage i yuppie-årtiet, 1980’erne, var også en undersøgelse af, hvordan kapitalismen og materialismen gjorde mennesker til varer, objekter i en oplevelsesøkonomi. Tingsliggørelse. Og der er en både sjov og delikat diskussion mellem Johnson, musikvideoinstruktøren Tim Pope og instruktøren/ekskæresten, der stiller kritiske spørgsmål til de stereotype, overliderlige kvinder i musikvideoerne fra Infected.

De to mænd forsøger at slå det hen. Det var en anden tid, det var før den politiske korrekthed, siger Johnson, og St Michaels bemærker, at det er interessant, hvordan de forsøger at gemme sig bag humor.

Endnu et monumentalt tab

Det er så absolut en ny tid, også for Johnson. Ikke mindst nu i 2018. Hans lillebror Eugene døde allerede i 1989. Nogle år senere døde hans mor, og i 2016 døde hans storebror Andrew. Og den 2. juni i år, dagen efter at han optrådte på Heartland Festival på Midtfyn, døde hans far, der også medvirker i dokumentaren. Under indtryk af de tre første dødsfald skrev han hver gang en sang, senest med »We Can’t Stop What’s Coming«, hans første sang i 17 år. Det skal blive interessant at høre, hvordan han kunstnerisk behandler endnu et monumentalt tab.

The Inertia Variations fanger fint en mand på vej tilbage fra mange års tvivlen på musikken. I mellemtiden har han været aktiv med sin radiostation Radio Cineola, som er yderst politisk, nogle gange endda konspirationsteoretisk. Og Johanna St Michaels – den evige, intime skeptiker – spørger ham, hvorfor han kun taler med folk, han er enig med.

På trods af hendes udfordringer, så sander The Inertia Variations lidt til i konspirationsteorier, og man får fornemmelsen af en mand, der er holdt op med at søge udfordringen og konfrontationen, på godt og ondt. Det kan også høres i de coverversioner, der skæmmer dokumentaren. De fremføres af uinteressante musikere, der stryger originalerne med hårene og dermed udvander dem – i stedet for at opdatere eller udbygge dem. Det er ren hygge.

»We can’t hate the river for flowing,« synger Johnson på »We Can’t Stop What’s Coming«. Denne forsoning med livet og døden er vokset frem igennem hans værk allerede fra Dusk i 1993. Men han bliver prøvet igen og igen på sin noget nær buddhistiske accept af tilværelsens vilkår. Men – på opfordring fra sin afdøde far – fortsætter han p.t. sin igangværende turné, den første i 18 år.

Der er altid håb. Ellers bliver man paralyseret. Hvilket Johnson med sit comeback netop synes at have undsluppet.

’The Inertia Variations’ – Instruktion: Johanna St Michaels. Manuskript: Johanna St Michaels, Matt Johnson og John Tottenham. Svensk-britisk. Vises i Cinemateket, Kbh. den 21.-26. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her