Læsetid: 2 min.

Eartheaters musikalske nysgerrighed smitter af på lytteren

Selv om den elektronisk eksperimenterende kunstner Eartheater ikke lader øregangene stå tomme et øjeblik, formår hendes nye album alligevel at skabe en følelse af fred og åbenhed. En følelse, der sænker sig over hendes kontrastfyldte soundscapes og beroliger lytteren med fabelagtigt poetiske mantraer
Det er umuligt at få overblik over detaljerigdommen i Eartheaters lydunivers. Alexandra Drewchin er en syngende kamæleon, der mestrer sine konstante skift og kontraster.

Det er umuligt at få overblik over detaljerigdommen i Eartheaters lydunivers. Alexandra Drewchin er en syngende kamæleon, der mestrer sine konstante skift og kontraster.

Samantha West

22. juni 2018

»C.L.I.T« står for »curiosity liberates infinite truth« – nysgerrighed frigør uendelig sandhed. Det er titlen på et af numrene, der er gået forud for Eartheaters nye album, IRISIRI. Og ifølge den New York-baserede musiker Alexandra Drewchin, der står bag aliasset, kunne denne filosofiske erklæring være selve værkets hovedoverskrift.

Nysgerrighed frigør

I et interview med musikmagasinet The Fader har Drewchin forklaret, at IRISIRI er et forsøg på at krystallisere hendes nysgerrighed. Den kunstneriske ambition med albummet er at rode op i konventionelle systemer gennem poetisk og lydligt eksperimenterende undersøgelser af dem.

Det virker dog, som om den 29-årige sangerinde alligevel er gået til værks med en ret systematisk nysgerrighed. På IRISIRI viser hun den over for sin fortid som det, man i Danmark måske ville kalde ’udsat ung’. Drewchin har før haft sin barndom lige på tungen, når hun på tidligere albummer har sunget med stemmer, der lyder som små barnespøgelser. Af det ligger nummeret »Slyly Child« ikke kun i fin, men i enormt rørende, forlængelse.

Foto: Samantha West

Uendelig sandhed

Det er dog Drewchins musikalske nysgerrighed, der virker, som om den frigør uendelig sandhed. Og den smitter! Hendes overbevisende koblinger mellem klassiske strygere, harpespil, industrial-beats og forvrængede spoken word-sekvenser trækker et spor af overnaturlighed gennem albummet, så det føles, som om man er i hælene på et utrolig sjældent væsen. Og de elektroniske effekter går så rent igennem, at man nogle gange bliver i tvivl om, hvilke lyde der kommer fra ens omgivelser, og hvilke der hører til i det nummer, man hører.

IRISIRI er en plade, der – selv om den ikke indeholder et stille sekund – formår at skabe en følelse af fred. De fabelagtigt poetiske tekststykker, man samler op mellem støjfladerne, virker som beroligende mantraer undervejs. For eksempel på nummeret »Inhale Baby«, hvor Drewchin synger »Inhale baby pink / Exhale red / Direct my breath where I want it«.

Feminint og androgynt

Det er umuligt at få overblik over detaljerigdommen i Eartheaters lydunivers. Alexandra Drewchin er en syngende kamæleon, der mestrer sine konstante skift og kontraster, især mellem lys, drengekorsagtig vokal og hæs, mumlende sengekantssnak. Hendes stemme er i sin råhed værd at sammenligne med søsterduoen CocoRosie eller den østrigske darkwave-sangerinde Soap&Skin, mens hendes tekniske arbejde er på niveau med producerfænomenet Oneohtrix Point Never. Undervejs både feminint og androgynt, stille og oprørt, skurrende og smukt.

’Eartheater’: IRISIRI (PAN)

Foto: Samantha West

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu