Læsetid: 4 min.

’Fædre og sønner’ fortæller smukt og rørende om to sønners forsoning med deres fædre

Andreas Dalsgaards fine, nye dokumentarfilm, ’Fædre og sønner’, fortæller om tre generationer af mænd i Haslund-Christensen-familien og det eventyrgen, som på forskellig vis har formet deres liv
Hofmarskallen og filmproducenten, far og søn, er på en fysisk og mental rejse i Andreas Dalsgaards nye dokumentarfilm, ’Fædre og Sønner’. 

Hofmarskallen og filmproducenten, far og søn, er på en fysisk og mental rejse i Andreas Dalsgaards nye dokumentarfilm, ’Fædre og Sønner’. 

Doxbio

7. juni 2018

Opdagelsesrejsende og spion. General og hofmarskal. Rebel og filmproducent.

Man må lade de tre generationer af mænd i Haslund-Christensen-familien, at de ikke lever eller har levet kedelige liv. Og samtidig må man sige dem tak for – i hvert fald de to af generationerne – at de i Andreas Dalsgaards fine dokumentarfilm Fædre og sønner giver os mulighed for at komme tæt på ikke bare deres karrierevalg, men også deres privatliv og forholdet mellem netop fædre og sønner.

Michael Haslund-Christensen, den midaldrende filmproducent i familien, har også produceret Fædre og sønner, og det er ham, der er motoren i filmen og det eventyr, han drager ud på sammen med sin aldrende far, den tidligere general og hofmarskal Søren Haslund-Christensen.

Målet for deres både mentale og fysiske rejse er Michaels mystiske farfar, Henning Haslund-Christensen, der døde, da Søren var 14 år gammel. Dengang gik han på Herlufsholm og græd ikke over sin fars pludselige død i Kabul i Afghanistan i en alder af blot 52 år.

Det gjorde man ikke dengang i 1940’erne, hvis man var en dreng eller en mand. Man viste ikke sine følelser, og man talte slet ikke om dem.

Og sådan borer filmen sig ned i familiens historie og de forskelle og konflikter, der gennem tiden har været mellem generationerne.

Ingen tvivl om, at Michael og Søren er glade for hinanden, men man fornemmer også – og får at vide – at de har haft nogle gevaldige konflikter. Særligt da Michael var dreng og ung og følte, at han skulle gøre oprør mod sin soldaterfars velordnede og regelrette måde at tænke og leve på.

Nu er faren blevet gammel og får undervejs i filmen konstateret Alzheimers, og filmen og deres rejse synes både at handle om en form for forsoning mellem Søren og Michael og Sørens forsoning med sin egen far.

En tredje dimension

Henning Haslund-Christensen, får vi i filmen at vide af en forsker, var en tidligere soldat, der som ung rejste til Asien og blev den anerkendte, svenske opdagelsesrejsende, Sven Hedins, protegé.

Sammen og hver for sig rejste de rundt i blandt andet Ydre Mongoliet på et tidspunkt mellem de to verdenskrige, hvor russerne og kineserne endnu ikke havde besat landet, og især Henning forelskede sig i det store land og dets folk, som han skrev flere bøger om, de første i 1930’erne.

På et tidspunkt brød han og Hedin dog med hinanden, og Michael Haslund-Christensen finder med hjælp fra en britisk historiker ud af, at Henning efter al sandsynlighed var begyndt at udspionere Hedin for briterne.

Vi befinder os i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, og Hedin fik finansieret sine ekspeditioner af tyskerne, hvis fremadstormende naziparti var interesseret i at positionere sig rundt om i verden, ikke mindst i Asien. Det samme var briterne – og russerne og kineserne – og Henning skulle altså navigere midt i dette morads af geopolitiske interesser.

Michael og Søren beslutter sig for at rejse til Mongoliet for at besøge nogle af de steder, som bedstefaren også besøgte, og det bliver en både rørende og oplysende rejse, hvor de møder efterkommere af de stammefolk, som Henning lærte at kende og i perioder boede hos så mange år tidligere.

Og pludselig får Fædre og sønner en tredje dimension, som ikke direkte handler om familien Haslund-Christensen.

Hvem er min far?

Under Maos Kulturrevolution, der begyndte i 1966, forsøgte kineserne at udradere mongolernes traditioner og kultur, hvorfor deres museer i dag stort set er tømt for vidnesbyrd om fortiden.

Det er et problem, når man forsøger at genopdage og fastholde selv samme traditioner og kultur.

Men så er det godt, at Michael og Søren medbringer nogle af alle de fotografier fra Hennings besøg i området og lydoptagelser af musik og sange, som han også lavede på sine rejser. Dem kan de donere til de meget berørte mongoler, de møder, og som pludselig får ting at vide om deres forfædre, de ikke vidste.

Det er beundringsværdigt, at det lykkes Andres Dalsgaard – og Michael Haslund-Christensen – at proppe så mange forskellige elementer og temaer ind i én og samme film.

Det sker måske på bekostning af en mere stram og stringent fortælling, men resultatet er et rigt og smukt vævet tæppe af en familiehistorie, tillige varm og humoristisk, som på sin vis begynder på en højslette i Mongoliet og slutter i en beskyttet bolig i De Gamles By i København.

Henning, Søren og Michael synes at være gjort af det samme stof, og selv om de hver især har fulgt deres egne veje, rummer de alle tre en eventyrer og opdagelsesrejsende, som i sit liv har udfordret sig selv og sine nærmeste.

Kvinderne i familien er ikke meget med i Fædre og sønner, men de er dog alligevel en markant og vigtig ingrediens i en historie om tre mænd, der bliver til en historie om alle mænd og deres fædre.

Hvordan vi elsker dem, men også, hvordan vi gør oprør mod dem. Hvordan vi gerne vil være som dem og så alligevel slet ikke. Og hvordan vi, på et tidspunkt i vores liv, får behov for at finde ud af, hvad de var for mennesker, og på den måde også finde ud af, hvorfor vi er blevet, som vi er blevet.

’Fædre og sønner’. Instruktion: Andreas Dalsgaard (Premiere i dag i adskillige biografer landet over som en del af DOXBIO)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu