Læsetid: 5 min.

Flad fremmedgørelse

Svensk samtidsroman er en ensformig og forudsigelig dystopi om den digitale melankoli
15. juni 2018

»Rystende godt samtidsbillede.« »En generationsroman om pulsen i en hjerteløs tid.« En »roman, som fastnagler den digitale melankoli«. Det har svenske anmeldere kaldt Isabelle Ståhls debutroman Lige nu er jeg her, der sidste år var indstillet til en af Sveriges største litteraturpriser, Augustpriset.

Det siger måske mere om litteraturkritikken end om romanen. Lige nu er jeg her er fuld af tidstypisk inventar. Men som samtidsroman føles den, om det er en pointe eller ej, næsten som en karikatur.

Elise er indbegrebet af fremmedgjort. Hun har skodjobs via vikarbureauer, som hun kommunikerer med pr. sms, bor i en midlertidig fremleje i en forstad til Stockholm og kan have sine ejendele i to IKEA-poser. Hun taler ikke med sine forældre og savner en gammel veninde, hun følte sig nærværende sammen med, da hun var tyve.

Nu går hun rundt i »shoppingcenternes dødsløse rum« for »at forsvinde og slippe for at deltage i noget«, prøver det dyre tøj og køber det billige, chatter og clubber, drikker vodka redbull og spiser sovemedicin, angstmedicin, ADHD-medicin, antidepressiver og betablokkere og MDMA. Mænd møder hun på Tinder, men aldrig »mere end måske fem gange« og helst nogen, der er ældre end hendes egne 28 år, for Elise »vil ikke møde nogen, som føler sig hjemme i denne tid«.

»Alt fra samtiden gør mig syg af lede,« erklærer hun. På et forløb i kunsthistorie, hun følger med sin sidste SU, forelsker hun sig alligevel i Victor, der ligner en Botticelli, spiser granola og koriander og netop »hører hjemme i denne tid, i denne verden«.

Mens Elise hugger sine oplæg fra Wikipedia, deler Victor begavede indsigter om Rancière. Han har Hemingway og »noget af Lacan« på natbordet, rejser og taler om Hegel og Tour de France med sine venner. Med sin smukke, sunde tilværelse på Söder – Stockholms indre, kulturkapitalstærke kvarter – lever han det liv, hun både foragter og misunder, og mod alle odds bliver de kærester. De ser teater på Dramaten og den nye af Herzog, og hurtigt flytter hun ind i hans rene lejlighed med æggeskalshvide vægge, hvor de spiser bønnebøffer, tomatsalsa og quinoa med en blød konsistens, der ikke giver modstand, når man tygger?

Isabelle Ståhl: ’Lige nu er jeg her’.

Også bare bedaget og banal

Men selvom Elise begynder at gå i »bomuldstøj i neutrale farver og tidløst snit« og lader, som om hun vil læse til psykolog, kan hun ikke skelne karaktererne i Fargo fra hinanden. Hun smider Cola Light-dåsen i kompostspanden, tænker på altings forgængelighed og de seneste 50, hun har været sammen med, mens Victor inderligt erklærer, hun er den sidste, han vil være sammen med.

Til sidst bedrager hun ham med deres underviser, der giver hende modstand i form af sadomasochistisk sex, indtil også det forhold afløses af den samme gamle følelsesløshed og en fortrøstning ved den. I romanen – som måske er den, Elise gennem hele historien selv skriver på – defilerer det hele glat og hurtigt forbi sammen med nyhedsoverskrifter og fragmenterede fraser fra Tinder og Facebook, ligesom mennesker, samtaler og begivenheder gør i hendes liv.

Ståhl, der selv er født i 1988, kan virkelig udstille den falske (selv)bevidsthed i den privilegerede kulturelle klasse, dens lækre laden som om-liv og unge mænd, der ser så »vegetariske ud« og fører samtaler som »Hvad skal du lave i weekenden?« »Jeg skal se Fædre og sønner på Dramaten med mine forældre.« »Du skulle tage med til vores læsekreds om fredagen. Vi læser Lacan.« »Ja, gerne.«

Som kritik af samme føles Lige nu er jeg her også bare bedaget og banal. Dens fremstilling af tom finkultur og politisk korrekthed er næsten lige så forudsigelig som de typer, den med Kender du typen-agtig kadence karikerer. Menneskene i det indre Stockholm, hvor »alting er planlagt og iscenesat måneder i forvejen«, hvor man læser Ann Jäderlund-digte og taler på præcis samme måde, viser sig at være akkurat så flade, som hun konstant og ensformigt forestiller sig.

Lidt for mange klichéer

Som kritik af tidens triste tilstande føles romanen overpædagogisk og oversentimental. Psykiateren, Elise opsøger, tjekker et skema af og udskriver en recept, og hendes egen fatalistiske følelse af, at fremtiden er uvirkelig, og alt er kunstigt, er som hentet fra bøger om melankoli og millenial-generationer.

Hun tænder for gps’en i Tinder »for at mærke, at« hun »findes« og bliver svimmel, når hun »kigger for længe på verden uden for telefonskærmen«. Det »er umuligt« for hende »at relatere« til Victors opfattelse af tid, fordi hun ikke kan forestille sig, hvem hun er »næste søndag«.

Hendes indre monologer er fulde af klichéer som »jeg tror heller ikke på terapi, når man stirrer ind i sig selv, stirrer afgrunden tilbage på en«. Som konklusion på en analyse af, hvordan den fem år ældre Victor som repræsentant for »folk født først i 80’erne« sorterer affald, fordi de stadig tror, »verden står til at redde«, lyder det:

»Det er det, jeg hader ved unge fyre, at de ikke har givet op endnu. Hans glæde er nedarvet, jeg har depressionen i rygmarven, fik angsten med mig i fostervandet.«

Det er ikke til at afgøre, om det også er (selv)ironisk distance, Ståhl – på hvis blog man kan læse lignende analyser – har til sit apatiske alter ego. Snarere virker det som en ægte sær blanding af dystopisk pessimisme og så umiddelbart u-ung nostalgi, når Elise ikke kan »komme i tanke om, hvornår« hun sidst følte sig »nærværende sammen med nogen, måske engang inden der kom smartphones«, og erklærer, at livet var lettere i 80’erne.

Måske er det en pointe, at romanen i hele sin stil omfavner en banalitetens æstetik og undgår den dybde, den Lana del Rey-elskende Elise som en inkarnation af et senkapitalistisk menneske både længes efter og må afvise som falsk. Hvis karakterernes generiske samtaler og stive replikker skal udstille, hvor fladt livet føles, så føles det, som i denne telefonsamtale mellem Elise og en veninde, også bare selv så utroligt fladt:

»Hej, hvordan går det med dig?« »Det går fint. Jeg har forstået en del. Vi skal til Cuba. Jeg tror, alt bliver godt.« »Hvor skønt.«

Så vil jeg faktisk bare hellere høre Lana del Rey eller læse Ann Jäderlund.

Isabelle Ståhl: ’Lige nu er jeg her’. C & K Forlag, 288 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu