Læsetid: 5 min.

En fremtid uden fremtid

Mikkel Frantzens analyse af depressionen i bogen ’En fremtid uden fremtid’ er en af de mest vellykkede, vi har set
29. juni 2018

Depression er oppe i tiden. Ikke alene fordi depression efter årtiers vækst nu er en af de mest udbredte folkesygdomme, men også fordi der er noget særligt tidstypisk ved netop depressionen, der binder det til vores tidsalder, på samme måde som neurosen eller hysteriet, var bundet til perioden før første verdenskrig.

Hvor hysterisk eller neurotisk adfærd repræsenterede det ultimative brud på de stramme sociale konventioner i den højborgerlige periode, hvor Freud skrev sine værker, repræsenterer depressionen det ultimative brud på vores tids sociale konventioner om positivitet, udadvendthed og selvrealisering. Den deprimerede hverken kan eller vil realisere sig selv, og repræsenterer dermed det ultimative brud med vores samfunds idealer.

Depression er en tidstypisk sygdom, og problemet er, at det samtidig er en meget smertefuld personlig lidelse. Og de, der lider af den, har ikke nødvendigvis gavn af, at en personlig sygdomshistorie skal bruges som udgangspunkt for en mere eller mindre idiosynkratisk samfundsdiagnose.

At skrive om depression som et samfundsfænomen kræver dermed stor præcision for både at indfange de åbenlyse tendenser i tiden og forstå at eventuelle politiske og samfundsmæssige årsagssammenhænge ikke ændrer på, at løsningerne kan være såvel medicinske som individuelle.

Også vellykket på verdensplan

Denne balance lykkes for Mikkel Krause Frantzen i sin særdeles velskrevne bog En fremtid uden fremtid. Inspireret af bl.a. den engelske kulturkritikker Mark Fisher, der begik selvmord i 2017, beskriver Frantzen, hvordan depressionsbølgen har sin baggrund i nogle af de grundlæggende forandringer af vores samfund igennem de sidste årtier.

Bogen har sin base i litteraturvidenskaben med læsninger af en række værker af kunstnere som Michel Houellebecq, Lars von Trier og Theis Ørntoft, men med inddragelse af bredere, mere samfundsvidenskabelige og filosofiske aspekter. Selv om analysen af film og forfatterskaber er både solid og interessant, er det især, når han bevæger sig ud i disse bredere aspekter, at Frantzen for alvor skiller sig ud. Og det er de aspekter, som gør bogen til en af de mest vellykkede analyser af depression vi har set – ikke bare i Danmark, men også på verdensplan.

Mikkel Frantzen: ’En fremtid uden fremtid’.

Som titlen antyder, placerer Frantzen i særlig grad depressionen i forhold til spørgsmålet om tid – den depressive tilstand er en, hvor man ikke længere kan forestille sig en fremtid, men er fanget i et langt, uudholdeligt nu. Denne tilstand identificerer Frantzen som værende typisk for vores tid. For første gang i den moderne periode oplever vi ikke længere en naturlig forestilling om, at fremtiden vil være bedre end fortiden. Derfor må en ny generation nu vænne sig til at forvente et dårligere og mere usikkert liv end deres forældre.

Den manglende fremtid bliver radikaliseret af klimakrisen, hvor selve overlevelsen af vores civilisation ser usikker ud. I denne sammenhæng forsvinder forestillingen om et anderledes eller bedre samfund fuldstændigt. Frantzen citerer den marxistiske litteraturteoretiker Frederic Jameson for, at »det er lettere at forestille sig verdens undergang, end at ændre kapitalismen«.

Det neoliberale projekt

Spørgsmålet om, hvordan vi er endt i denne situation, identificerer Frantzen i den politiske økonomi. Mere specifikt har depressionsepidemien sin rod i den neoliberale transformation af økonomien som vi har set verden over siden 1980’erne. Thatcher sagde, at »økonomien er midlet, målet er at forandre sjælen«. Og det er netop denne forandring af sjælen, der har bragt os, hvor vi er i dag.

Inspireret af Foucaults analyse af neoliberalismen ser Frantzen kernen i det neoliberale projekt: at sprede en form for markedsnormativitet over hele samfundet. Kernen i dette er konkurrencen – at mennesker skal konkurrere med hinanden i alle livets aspekter.

Til forskel fra den klassiske liberalisme, så er fokus ikke på individet som forbruger af varer, men snarere som producent og iværksætter. Derfor er individet i konstant konkurrence med andre for at forbedre sin egen humankapital og produktivitet (ifølge økonomen Gary S. Becker). Herhjemme er denne attitude især blevet forbundet med forestillingen om konkurrencestaten.

Denne individualisering og de konstante krav om præstation udsætter moderne mennesker for stress og psykisk udmattelse. En tendens der på paradoksal vis bliver forværret af meget af den selvhjælpslitteratur, som tilbyder hjælp til at klare hverdagen. Hovedparten af dette er baseret på en særlig form for ’positiv psykologi’, som går ud fra at man kan overkomme psykiske problemer, hvis man formår at bevare et positivt og optimistisk livssyn. Men resultatet af dette er ikke en løsning på problemerne, men blot at der kommer et yderligere krav til den deprimerede – nemlig kravet om at være lykkelig og optimistisk.

Depressionsepidemien

Ud over denne ændring af opfattelsen af subjektet, som kaster folk ud i en fortsat individuel proces af selvoptimering, er der også mere specifikke, økonomiske aspekter ved den neoliberale proces, der sætter sig igennem. Her er det især den øgede gældsætning, som Frantzen ser som central.

Den stigende finansialisering i de sidste årtier har betydet, at taberne i den mere og mere intense konkurrence i stigende grad har været tvunget til at optage gæld. Og netop denne situation af gældsætning sætter spørgsmålet om den manglende fremtid på spidsen. Blandt folk med gæld er der derfor et klart højere niveau af depression end andre. Det er altså ikke bare neoliberal ideologi og præstationsforestillinger, men også de praktiske forandringer af økonomien, der sætter sig igennem i depressionsepidemien.

På trods af den klare identifikation af årsagerne til depressionsepidemien, er Frantzen langt mere forsigtig med at pege på løsninger. En del af dette handler om en forståelse – delvist baseret på Frantzens egne erfaringer med en fødselsdepression, som han på fin vis inddrager – at trods bagvedliggende strukturelle årsager, så er hvert tilfælde af depression individuelt og løsningen for den enkelte dermed også. Han opsummerer klart, at fordi årsagen er politisk, betyder det ikke nødvendigvis, at løsningen for den enkelte er politisk.

En måske vigtigere baggrund er dog, at de tendenser som Frantzen identificerer som liggende bag ved depressionsepidemien, er så grundlæggende, at der er behov for en fuldstændig omstilling af den politiske økonomi. Der er med andre ord ikke en isoleret serie af politikker, der kan løse depressionsproblemet, kun et forsøg på at rykke samfund og arbejdsmarked i en mere human retning. En udvikling som Frantzen ikke anser for hverken nem eller realistisk, men som han ikke desto mindre med udgangspunkt i Kierkegaards filosofi siger, at vi må bevare håbet om.

Mikkel Frantzen: ’En fremtid uden fremtid’. Informations Forlag. 208 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: " ---- den klare identifikation af årsagerne til depressionsepidemien, ---- ".

Anmeldelsen er mangelfuld med hensyn til en angivelse af, hvordan "den klare identifikation af årsagerne" finder sted.

Er der f.eks. tale om essayistisk orienterede fremstillinger, der har karakter af kvalificerede gæt, med reference til tænkere inden for f.eks. økonomi, sociologi og psykologi? Det er det indtryk, jeg umiddelbart får af anmeldelsens karakteristik af værket, og så kan der jo ikke være tale om "klar identifikation af årsagerne".

En "klar identifikation af årsagerne" forudsætter for mig at se dokumentation ud fra empirisk baseret akademisk forskning i samtiden, først og fremmest inden for fagområder som psykologi og sociologi.