Læsetid: 4 min.

Frihed og familietragedie

Fransk snakkesalig dannelsesroman om en ung pige
8. juni 2018

Teenagepigen Atanasia lever et stilfærdigt og indestængt liv sammen med sin følsomme far og formanende mor. Under en ekskursion støder hun på et maleri af den mystiske kunstner Roberto Diaz Uribe, som hun straks bliver betaget af.

I tiden derefter kredser hendes tanker uafladeligt om Uribe, og Atanasia sætter sig for at finde ud af, hvorfor kunstneren har trukket sig fra offentligheden. Hurtigt viser det sig dog, at historien er endnu mere besynderlig end først antaget.

Roberto Diaz Uribe er nemlig hendes onkel, og bag sløret af forsvinding og fortielser gemmer der sig en række dystre hemmeligheder.

Opdagelsen fører til en optrævling af familiens historie helt tilbage til 1600-tallet, og der krydsklippes mellem dette spor og romanens nutid, hvor Atanasia efter sin fars selvmord drager til Paris for at møde kunstteoretikeren Vladimir Velevin, der som den eneste har skrevet bøger om hendes onkels værk.

Véronique Ovaldés bog – der bærer den fantastiske titel Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt – er en dannelsesroman om en ung piges forsøg på at finde sin plads i tilværelsen. Da Atanasia først har fået øjnene op for verden uden for sin barndomsby, er der ingen tid at spilde:

»Min ungdom hamrede mod mine tindinger som en hveps mod ruden,« som hun siger.

Alligevel er det, som om verden nægter at makke ret. For eksempel viser Velevins viden om Uribes liv sig at være temmelig begrænset, og en stor del af tiden sidder Atanasia i hans overfyldte lejlighed og bladrer gennem hans nærmest konspiratorisk kuraterede avisudklip.

I det hele taget er det de færreste ting i romanen, der går som forventet.

Jo tættere Atanasia kommer på Robert Diaz Uribe, jo mere viser det sig, at hendes fascination af ham ikke er målrettet, men snarere retningsgivende.

I stedet for at eskalere, aftager interessen og erstattes af flygtige, men ikke uvæsentlige venskaber.

I takt med at Atanasia bliver konfronteret med sin families fortid og fjerner sig fra hjemmets halvtrygge rammer, oplever hun en slags uskyldstab: Hvor hun i begyndelsen af bogen stillede spørgsmål som »Hvorfor bliver kiks bløde, mens brød bliver hårdt?«, funderer hun nu over ting som »Er der et uigendriveligt tegn på, at man ikke er halvvoksen mere?« og »Ville jeg kunne huske mine første skridt, når jeg ikke længere var i stand til at gå hen til vinduet af egen kraft?«

En stor del af Atanasias udvikling handler om at få et nyt og mere nuanceret forhold til mænd.

Hun frigør sig fra moderens »forholdsregler, fra hendes frygt og fra den trussel, som ifølge hende hang over hovedet på mig og i særdeleshed over min kropslige integritet« og finder om ikke andet ud af, at der findes alternativer til de charlataner, moderen har advaret hende mod.

Eksempelvis er hendes møde med Velevin ikke en fortærsket historie om forholdet mellem den gamle professor og den unge studine, men snarere skildringen af, hvordan en fælles passion åbner for et særligt samvær mellem to akavede personer.

Dermed ikke sagt, at der ikke også findes destruktive relationer i romanen, for Diaz Uribes historie viser sig i høj grad at handle om, hvordan en enkelt persons blanding af paranoia og romantiske ideer skaber en ulidelig tilværelse for særligt kvinderne i hans liv.

Romanens drivkraft er den langsomme udfoldelse af de mange spøjse skæbner, hvoraf Uribes er den mest spektakulære. Jeg skal derfor undlade at afsløre mere af handlingen og de temaer, den hvirvler op.

I stedet vil jeg fremhæve de mange gode personportrætter og -beskrivelser (som når det om en, hvis tale tit kører af sporet, hedder, at hun var blevet »vaccineret med en grammofonstift«).

Særligt Atanasias forældre er fint skildret; om moderen lyder det blandt andet, at hun »var typen, der dansede med mig i stuen og udslyngede et: ’Vi er godt nok skøre, vi to, hvad?’« mens faderen »var en mand, der var så god, så blid og så skræmt af verdens hårdhed, at min mor havde besluttet sig for at beskytte ham og tilbyde ham en forskønnet verden, når han kom hjem til vores grimme hus«.

I det store hele er Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt en fin roman, men efter endt læsning sidder jeg alligevel med oplevelsen af, at den ikke helt kommer i mål.

Den store familiehistorie, som spænder over adskillige århundreder, er vidtstrakt og fabulerende, men den fortaber sig også i detaljer og opremsninger af familienavne og ejerforhold.

Det er medvirkende til at de eventyragtige og pikareske træk flere steder virker mere parodiske end sprudlende. Og hvis man forventer en klog og skelsættende pointe med historien til sidst, bliver man let skuffet, for som så ofte før findes svaret på de store spørgsmål, der stilles gennem rejsen ud i det åbne, selvfølgelig i det helt nære, det let forandrede udgangspunkt.

For mig kan den slags sagtens få en bog til at falde til jorden, så når mit overordnede indtryk stadig er positivt, vidner det om romanens mange øvrige kvaliteter. Snarere end at være en kritik er det her en opfordring til at lade sig føre med af de steder, hvor fortællelysten er størst, og til at glæde sig over alle de gode iagttagelser undervejs.

Romanen er mindre original, end den tager sig ud ved første øjekast, men som variation af en klassisk fortælling er den både underholdende og charmerende.

Véronique Ovaldé: ’Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt’. Oversat af François-Eric Grodin, Forlaget Etcetera, 348 sider, 269 kroner

Et blik tilbage på tolv af årets bøger viser, at kritikerne for let lod sig afvæbne af hype og af den forhåndsforventning der kan være til bestemte bøger
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu