Læsetid: 4 min.

Hår og tarme og stærke arme

Oplysningstidens orkester med violinisten Rachel Podgers som en dronning på scenen med sit store røde hår fejende farligt tæt på strengene
19. juni 2018

Tivoli har en flot koncertrække i år med fire internationale orkestre hen over sommeren. Fire orkestre fra forskellige lande og med meget forskellige profiler: Freiburger Barockorchester, Orchestra of the Age of Enlightenment, West-Eastern Divan Orchestra og Russian National Orchestra.

Det er ligefrem meget interessant at sætte sig ind i koncertsalen og lade verden komme til én. Søndag eftermiddag var Orchestra of the Age of Enlightenment, også kaldet OAE, på scenen.

OAE. Det lyder næsten som en terrororganisation. Det er det selvfølgelig ikke, men forkæmpere for frihed og uafhængighed kan man godt tale om. OAE er deres egne. Det er et London-baseret orkester styret af musikerne selv uden en fast tilknyttet dirigent.

Man kunne også kalde det et forvokset ensemble med en selvstændighed som en strygekvartet, men modsat strygekvartettens definerede personlighed og indgroede samspillethed, kan man spænde en hest for det lille symfoniorkester i form af forskellige musikalske personligheder, både dirigenter og solister, som orkesteret lader sig inspirere og lede af i dedikerede projekter.

Det originale ved OAE er vidden i deres repertoire.

Det ligger i navnet, at det er oplysningstidens musik, der er hovedrepertoiret, men de går også bagud til Monteverdi og frem til Wagner. De spiller på originalinstrumenter alt efter repertoiret, det vil sige instrumenter, der nærmer sig den autentiske lyd fra den periode, musikken er komponeret i.

Alt i alt et voldsomt ambitiøst og reflekteret, selvstændigt symfoniorkester.

En stærk kvinde, de jævnligt spænder for, er den engelske violinist Rachel Podger. Podger har gjort en dyd ud af at være virtuos barokmusiker og var en af de første til at turde lægge sig i den bane. Hun spiller på en Pesarini fra 1739 så stærkt og præcist, at man ikke et øjeblik tænker over, at det ikke er et moderne instrument.

Som et stædigt Steiner-barn fandt hun i en ung alder sin egen vej og erstattede den moderne violin med nylonstrenge med den barokke violins tarmstrenge og gik efter en karriere som baroksolist, et valg, der selv i dag, hvor oprindelig opførelsespraksis har vundet stort terræn, stadig opleves som en niche.

Ved OAE’s koncert i Tivoli stod Podger både som solist og dirigent.

»Jeg taler desværre ikke dansk,« sagde Podger til publikum, hvilket vel ikke forbavser nogen, men er en slags henvisning til, hvor meget Podger har været i Danmark som gæsteprofessor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Kernerepertoire

Tivoli-koncertens program var kernerepertoire for både OAE og Podger: to Haydn-symfonier og to violinkoncerter af Mozart. Det hele komponeret inden for syv år mellem 1768 og 1775. Form præger begge komponisters værker, men ’form’ er også netop under pres og i et eksperimenterende stadie.

Det er ’form’ som sådan altid, også uden at vi tænker over det og slet ikke når det drejer sig om gammel og klassisk musik. Men lige præcis sat så tæt på hinanden – Haydns symfoni nr. 49 og nr. 52 med deres forskellige temperamenter og Mozarts første og debuterende og sidste og dimitterende violinkoncert – var det et hørbart hovedtræk ved koncerten at mærke det ulmende og formbrydende. Måske netop på grund af OAE’s og Podgers meget rene og solide, men også bløde og perfekt balancerede spil.

Alt sammen adjektiver, der kan bruges til at beskrive, hvordan OAE virkelig formår at fremstille musikken i et meget klart for ikke at sige oplysende udtryk.

Haydns gentagelser kan føles som en straf, og jeg havde svært ved at holde mig fanget – ligesom den Sturm und Drang, der ligger og lurer i Haydns molsymfonier fra halvfjerdserne måske også gik lidt hen over hovedet på mig – i koncertens første programpunkt Haydns symfoni nr. 52 i c-mol, som orkesteret opførte stående.

Men ved Mozarts første violinkoncert vendte Podger sig om og gav mere til orkesteret som solist end som dirigerende medspiller. Her sad orkesteret ned og Podger stod som en dronning iblandt dem med sit store røde hår fejende farligt tæt på strengene, når hendes stærke arme arbejdede med instrumentet.

Og når man kommer til Mozart, hvad skal man så stille op?

Uanset Haydns kvaliteter, så sidder man bare og tænker ved begyndelsen af første violinkoncerts anden sats: det er jo helt åndssvagt! Hvorfor er det egentlig, vi skal høre alt det andet. Men det skal vi jo. Ikke mindst for at forstå, hvad Mozart er.

Mozart skrev sin første violinkoncert som 17-årig. Podger kaldte koncerten »innocent«, selv om vi alle sammen ved, at 17 ikke er den uskyldigste alder, og skulle man bebrejde OAE og Podger noget, skulle det være lige præcis en lidt victoriansk mangel på sanselig behandling af det musikalske materiale.

Podgers direktion udtrykker dans og leg. Jeg hader leg. Men hvad der bar hele koncerten var den stærke balance mellem solist og orkester og hvordan Podger selv ikke i de lange kadencer, violinens solopassager, stak af fra orkesteret, men bevarede en stærk forbindelse til en genuin, smuk og klart formuleret fælles tone, der både skaber indblik og gør den gamle musik højst levende.

Det Kongelige Kapel under Hartmut Haenchen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu