Læsetid: 4 min.

’Hereditary’ skræmmer én halvt til døde – og sætter så Joni Mitchell på

Amerikanske Ari Aster tager elementer fra gysergenrens klassikere og remixer dem med opfindsomhed og overskud i sin spillefilmdebut, ’Hereditary’, der handler om sorg og skyld og nær skræmte livet af Informations filmredaktør
En familie – Charlie, Annie, Steve og Peter – sættes under pres af sorg og uforklarlige hændelser i Ari Asters effektive gyserfilm, ’Hereditary’. 

En familie – Charlie, Annie, Steve og Peter – sættes under pres af sorg og uforklarlige hændelser i Ari Asters effektive gyserfilm, ’Hereditary’. 

Nordisk Film

28. juni 2018

Da rulleteksterne til gyserfilmen Hereditary kører over lærredet, er det til tonerne af Joni Mitchells »Both Sides, Now«. Den amerikanske sangerinde har selv beskrevet sin berømte sang fra 1967 som en overvejelse af virkelighed og fantasi, og hvordan ens opfattelse af de to ting ændrer sig, efterhånden som man bliver ældre.

På den ene side virker det helt forkert at lytte til den stille, iørefaldende melodi og kontemplative tekst lige efter, at man er blevet skræmt halvt til døde af Hereditary. På den anden side har sangen en næsten lutrende virkning, og man går ud i sommersolen en smule mere rolig, end da filmen sluttede.

Og mens man næsten muntert – eller er det nervøst besværgende? – nynner med på sangen, kan man så også spekulere over, hvordan tekstens mildt fabulerende tone får en dybere mening med filmen in mente, og hvordan instruktøren bag, spillefilmdebutanten Ari Aster, omvendt indrammer sin usædvanlige fortælling om alt fra sorg og skyld til generationskløft og forholdet mellem forældre og børn.

Mitchells sang giver hele affæren et fabulerende, legesygt præg – hvilket den vilde slutning i øvrigt også gjorde.

Modstridende følelser

Måske læser jeg for meget ind i instruktørens valg af slutmusik, men det siger også en del om, hvad Hereditary – der har fået den lidt dumme danske undertitel Ondskabens hus – er for en film. Ari Aster blander elementer fra Eksorcisten og Rosemarys baby med The Wicker Man og Poltergeist – og alle mulige andre genredefinerende gyserklassikere – ligesom han i stil med andre moderne genrestykker, The Babadook, It Follows og A Ghost Story, vil fortælle en overnaturligt ladet, men vægtig historie om mennesker og gør det på en både afdæmpet og meget opfindsom og effektiv facon.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt, hvad der sker i Hereditary, men handlingen kan jeg da videreformidle nogenlunde ædrueligt. Tror jeg nok: Kunstneren Annie (Toni Collette) har mistet sin mor, og selv om Annie ikke var tæt på hende, sørger hun, mens hun fordyber sig i sit arbejde med at konstruere og designe en slags sælsomme, selvbiografiske dukkehuse, som snart skal på udstilling. Også resten af hendes familie, hendes mand, Steve (Gabriel Byrne), teenagesøn, Peter (Alex Wolff), og yngre datter, Charlie (Milly Shapiro), er påvirket af (bedste)morens død.

Især den aparte Charlie, der tegner og skaber figurer ud af forhåndenværende materialer, synes at savne sin bedstemor, som hun havde et meget nært forhold til. For nært, synes Annie, der lettere modvilligt opsøger en sorggruppe for at tale om de modstridende følelser, hun havde for sin åbenbart ikke helt almindelige eller nærværende mor.

Gådefuld introduktion

Jeg vil ikke afsløre for mange af Hereditarys hemmeligheder, selv om det egentlig ikke er dem, der gør det til en god film. Men den byder på adskillige gedigne overraskelser, blot er det filmens tone, billeder og ikke mindst skuespil, der for alvor kommer under huden på én, mens man sidder i biografen.

Pawel Pogorzelskis kamera bevæger sig skiftevis rastløst og stramt koreograferet rundt i familiens store, ensomt beliggende hus – som tilhørte dets blik en anden person. Ari Aster kombinerer det suggestive kamera med Colin Stetsons foruroligende musik, der i lige så høj grad består af lyde som af melodi, og får skabt en følelse af, at intet er, som det burde være. Hverken med familien eller i deres ellers så smukke (dukke)hus.

Det første billede i Hereditary begynder i Annies arbejdsværelse, bevæger sig rundt fra dukketableau til dukketableau for så at stoppe ved noget, der ligner et soveværelse i miniformat. Kameraet zoomer ind, og man kan nu se, at der ligger en person i sengen.

Det er Peter, og ind ad døren kommer hans far, Steve, for at vække ham. De skal til bedstemorens begravelse. Det er en på én gang gådefuld og sigende introduktion til filmen og dens personer, og Aster både rammer historien ind, understreger, at der netop er tale om en historie, noget artificielt og designet, ikke et stykke virkelighed, og afslører, at alt kan ske.

Isvand ned ad ryggen

Og der sker meget. Hereditary begynder som en film om sorg og til dels også skyld, og den udvikler sig langsomt til noget ganske andet og meget mere rædselsvækkende, som har med en moders forhold til sine egne børn at gøre – og forholdet mellem generationerne – og som også kan læses som et feministisk kampråb. Jeg kan ikke fortælle hvordan uden at ødelægge filmen for dem, der ikke har set den, blot sige, at det har med slutningen og Joni Mitchells sang at gøre.

Ari Aster er en dygtig iscenesætter og manipulator, og hans film er i begyndelsen forholdsvis afdæmpet, så de fleste kan være med. Men efterhånden slipper han håndbremsen og jokker speederen i bund, og i takt med at formidable Toni Collettes sorgramte Annie og hendes stakkels, plagede familie falder fra hinanden, bliver Hereditary også mere tosset.

Der er nogle få chokøjeblikke i den, men det er mere den grundlæggende stemning af utryghed og ubehag, der sniger sig ind på én, mens man må opgive at regne den ud. Det gjorde jeg i hvert fald og lod mig i stedet suge ind i dette aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers.

Jeg havde det, som om en eller anden hele tiden hældte isvand ned ad ryggen på mig i biografen. Og da jeg bagefter kom ud i den varme sol, mens jeg forsøgte at berolige mig selv ved at synge »Both Sides«, havde jeg svært ved at få varmen igen. Så dybt et indtryk gjorde Hereditary på mig, og det er velsagtens en af de bedste anbefalinger, man kan give en gyserfilm.

’Hereditary’. Instruktion og manuskript: Ari Aster. Amerikansk (Biografer landet over)

’Hereditary’ indskriver sig i en lang Hollywood-tradition fra ’The Haunting’ til ’The Shining’, der gør dyster og desorienterende arkitektur til virkemiddel for gys og skræk
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, ulrik mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu