Læsetid: 7 min.

Inden Muhammad Ali gjorde det hvide USA vrede, havde den unge Cassius Clay gjort dem bange

I et USA gennemsyret af racisme, frygt og korruption etablerede Muhammad Ali sig som den nye tids sorte mand. Men prisen var høj. En ny biografi om den legendariske sværvægtsbokser fortæller historien om den mørke side af boksesporten
Muhammad Ali mod Ernie Terrell

Muhammad Ali mod Ernie Terrell

Ritzau Scanpix

8. juni 2018

»Hvad er mit navn?«

Den 6. februar 1967 stod Muhammad Ali og Ernie Terrell over for hinanden i bokseringen i Houston Astrodome. Kort forinden havde WBA frataget Ali en VM-titel som udtryk for deres utilfredshed med hans politiske synspunkter. Ifølge forbundet tilhørte titlen nu Terrell.

Men der stod mere på spil end VM-bæltet.

Op til kampen havde Terrell konsekvent brugt navnet Cassius Clay, som Ali havde opgivet nogle år forinden, da han konverterede til islam. Ali var rasende.

»Hvad er mit navn?« hvæsede han igen og igen i ottende omgang, hvor han ramte Terrell med en serie hårde slag.

»Hvad er mit navn?«

Alis spørgsmål var yderst relevant, fremgår det af Jonathan Eigs nye fremragende biografi Ali. Et liv.

Ifølge forfatteren havde Ali fra 1964 til 1967 tjent over 1,2 millioner dollar, hvilket gjorde ham til den bedst betalte atlet i den amerikanske historie. Ikke desto mindre, skriver Eig, »kaldte alle store amerikanske aviser stadig Muhammad Ali for Cassius Clay«.

Ali vandt kampen mod Terrell med alle dommerstemmer og var dermed verdensmester igen.

Men lige lidt hjalp det.

Ali var stadig Cassius Clay ifølge sportsjournalisterne, der i øvrigt kaldte hans præstation for »en modbydelig fremvisning af kalkuleret ondskab«, og bokseren selv for »en gemen og ondsindet mand«.

Samme år nægtede det toneangivende tidsskrift The Ring at kåre Årets Bokser.

Ifølge Eig fastholdt de, at Ali, som også hér blev kaldt Cassius Clay, ikke skulle »fremhæves som et forbillede for USA’s ungdom«.

I dag kan de fleste svare på Muhammad Alis spørgsmål – hvad er mit navn? – og en hurtig søgning på internettet afslører, at der er skrevet mere end et halvt hundrede bøger om den legendariske bokser.

Fra den biografi, han selv medvirkede til, Sandheden om mit liv (1975), hvor vi får at vide, at han smed sin OL-guldmedalje fra 1960 i Ohio-floden efter at være blevet afvist på en restaurant og jagtet af en hvid motorcykelbande, til David Remnicks King of the World (1998), hvori vi får at vide, at netop den anekdote er løgn.

Der er med andre ord masser af myter om Muhammad Ali, og Jonathan Eig får fermt vejet dem alle af i sin bog, der skildrer den mørke side af boksesporten og et USA gennemsyret af racisme.

Ali. Et liv er samtidig en bog, der ifølge The New York Times ikke kunne komme på et mere belejligt tidspunkt i USA’s historie.

»De daglige overskrifter om (hvid) politibrutalitet mod den sorte befolkning har fået en truende politisk kant godt hjulpet på vej af the race-baiting-tweets fra nationens leder, på samme måde som den 24-årige sværvægter Muhammed Ali påkaldte sig vreden fra det ’patriotiske’ USA ved at nægte at lade sig indkalde til militærtjeneste i Vietnam i 1966,« skrev avisen i sin rosende anmeldelse af Ali. A Life.

Inden Muhammad Ali gjorde det hvide USA vrede, havde den unge Cassius Clay gjort dem bange.

Det skete, da han i 1963 meldte sig hos Nation of Islam. Pludselig var landets største boksetalent en radikaliseret muslim, der tilmed gav udtryk for, at sorte og hvide havde bedst af at leve adskilt.

»I junglen,« sagde han, »er løver sammen med løver, tigre sammen med tigre, røde fugle sammen med røde fugle, blå fugle sammen med blå fugle.«

Folk, der i forvejen betragtede bokseren som en »kæphøj neger«, var bestyrtede.

Men som Eig pointerer, så gav Clay måske nok udtryk for en kontroversiel holdning, men han var næppe kynisk, når han hævdede, at integrationen aldrig ville komme til fungere i et USA, hvor sorte borgere stadig var »udelukket officielt eller uofficielt fra utallige kvarterer, kirker, fagforeninger, private foreninger, firmaer, hospitaler, hoteller, plejehjem og skoler«, skriver Eig.

»Clay, der aldrig havde gået i en integreret skole eller boet i et integreret kvarter, havde al mulig grund til at hævde, at de demokratiske principper ikke gjaldt for sorte mennesker, og – ikke mindst – at hvide mennesker helst så, at det forblev sådan. Det fortalte størstedelen af USA’s historie ham.«

Alis succesrige boksekarriere og massive tilstedeværelse i medierne gjorde det umuligt for USA at ignorere ham.

I forvejen var landet præget af markante sociale og kulturelle omvæltninger i 60’erne, og store dele af det hvide USA frygtede, at den sorte befolkning ville lade sig inspirere af Ali til at tro, de var noget.

Og det var der grund til ifølge Ali. Et liv, hvori blandt andre forfatteren Walter Mosley, præsten Jesse Jackson og Black Panther-lederen Eldridge Cleaver understreger, hvor stor en indflydelse bokseren som ung havde på afstivningen af datidens sorte selvbevidsthed.

Bag Alis kønne smil og lyriske pralerier »buldrer en højovn af racestolhed«, som tidskriftet Ebony skrev.

Smilet stivnede imidlertid, da Ali i februar 1966 fik at vide, at han var blevet indkaldt til militærtjeneste. Et par år forinden var han blevet kasseret ved sessionen.

Nu var han blevet om-klassificeret uden at være blevet hørt eller testet igen. Kort efter oplyste Ali sessionsmyndighederne, at han af religiøse årsager nægtede at gøre militærtjeneste.

Denne beslutning fik vreden til at blusse op hos mange hvide, der mente, at netop en sværvægtsmester burde være et forbillede for den amerikanske ungdom. Selv gav han udtryk for, at han intet udestående havde med Viet Cong, et slogan, der, som Eig pointerer, blev brugt inden Ali gjorde det, men siden blev trykt på både T-shirts og plakater til støtte for bokseren.

Det er svært ikke at have sympati med Ali, der mistede næsten fire år sin karriere, mens retsvæsenet forsøgte at tæmme ham og få ham fængslet for unddragelse af militærtjeneste. Eig tegner til gengæld heller ikke et helt igennem sympatisk billede af bokseren selv.

Ali var konstant sine koner utro, han lod sig involvere i tvivlsomme økonomiske forretninger og ydmygede særligt sine sorte modstandere. Alt dette kommer stærkest til udtryk i tiden omkring Alis legendariske kampe i starten af 70’erne. Inden Alis første kamp mod Joe Frazier i 1971, sagde han, at kun sheriffer fra Alabama, rige hvide mænd, Ku Klux Klan-medlemmer og muligvis Richard Nixon ville heppe på Frazier. Han kaldte sin modstander for »dum og grim og en Onkel Tom uden rygrad«.

Lige så personligt et angreb rettede han mod George Foreman inden The Rumble in the Jungle i Zaire i 1974. På vej i flyveren fik han at vide, at lokalbefolkning hadede belgiere, deres tidligere kolonimagt. Det første Ali gjorde, da han satte foden på afrikansk jord, var at råbe:

»Jeg er den største,« hvorefter han tilføjede:

»George Foreman er belgier.«

Hans strategi lykkedes, og da Ali samtidig holdt op med at true den hvide race med udslettelse, holdt flere og flere amerikanere efterhånden med Ali. Også fordi, som Eig gør opmærksom på, tiden havde ændret sig.

I kølvandet på 60’ernes omvæltninger var flere amerikanere imod racisme – og imod Nixon! – og ja, »det virkede mere og mere, som om Ali have valgt den rigtige side i alle afgørende sociale spørgsmål«. Ali var, som Eig skriver, »blevet en amerikansk helt, et symbol på nationens identitet«.

Det forklarer i høj grad, hvorfor Ali fortsatte med at bokse, selv om han burde have ladet sig pensionere. Og måske også, antyder Eig, hvorfor han i en periode fik tildelt en række tvivlsomme sejre. USA ville se Ali, og de ville se ham vinde. Heri ligger en del af tragedien: Den ældre Ali kunne ikke ’danse’ væk fra slag og stød, i stedet lod han sine modstandere slå sig trætte på ham, hvorefter han satte et afgørende angreb ind.

Ingen anden topbokser har taget imod så mange slag, hævder Eig. Allerede i starten af 70’erne fornemmede folk i hans stab, at en alvorlig hjerneskade havde sat sig. De følgende år viste en række neurologiske undersøgelser imidlertid, at intet var galt. Ganske praktisk, for så kunne Ali fortsat bokse.

Først i 1984, tre år efter hans sidste kamp, fik Ali konstateret Parkinson. Da hans mangeårige ringlæge, Ferdie Pacheco, blev spurgt, hvorfor de lod Ali fortsætte så længe, svarede han vredt:

»Du er i hjørnet for at få dem til at bokse, ikke for at fortælle dem, de ikke skal bokse. Hvis du ikke fortalte dem, at de skulle bokse, blev du fyret.«

Er historien om Ali en tragedie eller en succeshistorie? Begge dele ifølge Jonathan Eig, der runder af med at konkludere, at USA takket være Ali »måtte lære at forholde sig til en sort mand, der ikke var bange for at sige sin mening og nægtede at være, hvad andre forventede af ham. Han overvandt ikke race. Han overvandt ikke racisme. Han afslørede den«.

I et af sine sidste interview, inden han mistede taleevnen og siden døde i 2016, sagde Ali selv: »Jeg var nødt til at bevise, at man kunne være en ny slags sort mand.«

Jonathan Eig: ’Ali. Et liv.’ Oversat af Brian Dan Christensen. Gyldendal, 592 sider, 350 kroner

Cleveland Williams ligger på ryggen, slået ud af Muhammad Ali under deres boksekamp i Houston den 14. november 1966. Ali, der døde i fredags, opnåede under sin karriere at blive verdensmester tre gange og ændre det dannede syn på sværvægtsboksning, som nu blev opfattet som en selvstændig kunstart.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu