Læsetid: 5 min.

Jakob Cedergren, der snakker i telefon i 87 minutter, er et lille dansk filmmirakel

At stirre på Jakob Cedergren, der taler i telefon i halvanden time, er som at stirre sig selv ind i hjernen – ængsteligt og panisk tryllebundet. Svenske Gustav Möllers debut som spillefilminstruktør er et lille dansk filmmirakel
Jacob Cedergrens fjæs er et studie i, hvor meget vi egentligt kan læse blot ved at kigge på hinandens ansigter.

Jacob Cedergrens fjæs er et studie i, hvor meget vi egentligt kan læse blot ved at kigge på hinandens ansigter.

Nordisk Film

14. juni 2018

Den skyldige er en nærmest mirakuløs film. For man sætter sig i biografsædet med en forventning om at se et vellykket trick. Og så bliver man snydt af, hvor godt det virker.

Så forsvinder tricket, så forsvinder sædet under én. Der skal mere end håndværk til, før sådan noget kan ske.

Den dansk bosatte og filmuddannede svensker Gustav Möller lader sin danskproducerede spillefilmdebut udfolde sig i realtid på en enkelt location og med én person i kameraets fokus fra start til slut.

Den slags er et frisk pust i filmvante øjne og har forgængere i blandt andet Joel Schumachers adrenalinpumpende actionfilm Phone Booth fra 2002 med Colin Farrell i en telefonboks og i Rodrigo Cortés’ effektivt klaustrofobiske Buried fra 2010, hvor Ryan Reynolds – og kameraet – er spærret inde i en kiste, mens ilten langsomt. Slipper. Op. Gisp.

Samme år blev suspekte mennesker myrdet ét efter ét i en skyskrabers elevator i den splattede bøhgyser Devil. Det var en kalkuleret gimmickfilm, der kun havde sin idé og lidt fiks kameraføring kørende for sig. De to førstnævnte film var effektivt adrenalininducerende løsninger på et filmisk benspænd. Men de var ikke dybere end det. De var et trick.

Ikke døje menneskene

I Den skyldige spiller suveræne Jakob Cedergren politibetjenten Asger Holm, der af uvisse årsager er blevet suspenderet fra sit arbejde i patruljevognen, og som, mens han venter på afklaring af sin sag, er blevet degraderet til telefonist på alarmcentralen i København.

Det er han mildest talt ikke tilfreds med. Han kan ikke døje menneskene, der ringer 112 med deres dumme angst og forvirring og ikkeproblemer, han kan ikke tage jobbet alvorligt, simpelthen, og han udfører det med indestængt foragt, overlegenhedens utålmodighed og arrogance over for kollegerne omkring ham.

Men så ringer en kvinde pludselig ind og lyder mærkelig og snakker til ham, som om han var hendes datter. Hun er blevet kidnappet, det slår ham, lige da han skal til at lægge på. Kidnapperen sidder ved siden af hende.

Med ét liver Asger op, her er en mening med det hele. Han guider effektivt kvinden over telefonen, han får kontakt til hendes rigtige datter, han ringer til Nordsjællands politiafdeling og til kammerater fra politiet, som skal gøre ham tjenester.

Han ringer og snakker og ringer og snakker, og det eneste, vi som publikum ser på i filmens samtlige 87 minutter, er netop det – Asger med headset og mobiltelefon og øjne på alarmcentralens gps-kort, der kan følge telefonernes bevægelse rundt på Sjælland.

Opslugt af filmens trick

Portrættet af den arrogante hovedperson, som vi nok ved skal få sig en lærestreg i løbet af filmen, er rigelig tydeligt tegnet op, og der er flere steder i manuskriptet, hvor det, vi som publikum bliver nødt til at få forklaret for at forstå hans forhistorie, bliver leveret i usubtile replikskifter.

Man kan også høre, at de første, der ringer ind til Asger, er skuespillere. Øret bliver jo overfølsomt, når øjet ikke får foder til at medskabe illusionen. Det kunne være grunde til at argumentere for, at Den skyldige ikke er mesterlig. Men det er den.For den er ikke bare dybere end sine one location-forgængere.

Parallelt med at Asger engagerer sig mere og mere, gør vi som publikum det også, og så sker det mirakuløse: At man som filmpublikum hurtigt går fra at studere eller observere filmens trick til at tro på det, og at man fra at tro på det bliver lige så opslugt af det, som Asger selv er.

Pludselig stirrer man på lærredet som galdt det ens nærmestes liv. Det, øjnene får at arbejde med, er jo egentligt bare en mand, der taler i telefon. Men gennem det stirrer man sig selv ind i hjernen, i ens fordomme, forventninger og ind i ens angstcenter.

Alt er nu drevet af følelsen af ikke at kunne orientere sig i, hvem menneskene ude i den virkelighed, man hepper på, egentligt er, og hvor de er.

Overraskende overraskelse

Midt i det glemmer man helt at tænke over, hvad Den skyldige helt konkret gør for, at vi skal blive opslugt af den. Men filmen er åbenlyst en teknisk bedrift.

Kameraernes blik på Asger alternerer diskret mellem helt tætte og mere distancerede indramninger, skyggerne falder over hans øjne og næse og maler i sig selv et miniportræt af hans indre tilstand på hans ansigt. I lyddesignet ændres der på volumen og klarheden i de stemmer, der ringer ind, alt afhængigt af hvor dybt vi og Asger skal lytte efter og med. Man må holde ørerne stive og regulere sympatierne.

Og manuskriptet doserer smukt alvor og pauser, baggrund og spænding og formår at gøre noget så overraskende som reelt at levere en overraskelse – én, der i hele filmens tematik og tilgang giver ophøjet mening.

Og så er der centrummet for vores blik, det objekt, som vi både skal aflæse og dvæle ved at kigge på, og som skal lade os synke ind i vores egne hjerner, så vi også lytter til telefonstemmerne med vores egen forestillingsevne.

Fantastiske Jakob Cedergrens ansigt er et instrument, der kan spille alle genrer i alle intensiteter uden at forcere noget som helst. Hans fjæs er et studie i, hvor meget vi egentligt kan læse blot ved at kigge på hinandens ansigter. Intet overspilles, alt mærkes. Det lyttende ansigt er det dybeste ansigt.

Den skyldige er særlig, fordi den fortæller hele historien om, hvordan forvirring og utryghed, beskyttertrang og vrede vælter rundt under masken på os. Den er en slags uvishedens spejlkabinet, der demonstrerer, at vi mærker mere, når sanserne ikke overstimuleres, men pirrer akkurat nok til at lukke døren op indad.

 Og den udfører det trick så overlegent, at det meget vel kunne ske, at Möllers debut kommer til at stå tilbage som en de danske film, man bliver ved med at se og se og stirre på og sladre om over hele verden de næste mange år. Det ville ikke være et mirakel, men fortjent. Sjældent har et trick fremkaldt så mange tårer og så meget kvalme og så total en overgivelse.

’Den skyldige’. Instruktion: Gustav Möller. Manuskript: Emil Nygaard Albertsen og Gustav Möller. Dansk. Biografer over hele landet.

Gustav Möller fik idéen til sin debutfilm efter at have hørt en kvindes 20 minutter lange telefonopkald til en alarmcentral i USA. 'Den skyldige' er en én-location-film, som udspiller sig på alarmcentralen i København.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Søren Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
ingemaje lange, Katrine Damm, Søren Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Lyder til at være værd at se. Og telefonsamtalerne er formentlig væsentlige og nødvendige for filmen.

Det kunne samtidig lyde til, at emnet/handlingen i filmen rammer vor tid, hvor mennesker taler og taler i et væk i telefon. Om det vigtige. Om det uvigtige. Og måske slet ikke vil eller kan handle - højst pludre derudaf. Nå, det var et sidespring!.

Men det må have holdt udgifterne nede, at man ikke skulle udendørs - på locations.

Bjarne Bisgaard Jensen

Alt for mange film, efter min mening, er skåret over en læst, som er en blading af en historie, der skal fortælles og så nogle helt unødvendige og til tider absurde "side-kicks" så tilskueren føler sig "underholdt" eller ihvertfald ikke keder sig.
Så et spænden nybrud i dansk/svensk film.
Der er stolte traditioner i genren, udover de i anmeldelsen nævnte, kommer jeg også til at tænke på Haneke, Von Trier m.fl.